U-EM: 10 finaler venter søndag

Toerkajak tog en B-finale William Gravlund fra Hellerup Kajakklub og Asbjørn Lolk-Hansen fra Kajakklubben Nord rundede lørdagens finaleafsnit ved U-EM i Beograd af ved at ro i B-finalen over 200 meter toerkajak. Juniorroerne kom i mål på femtepladsen i semifinalen, der blev vundet af Tyskland foran Frankrig og Slovakiet. Med B-finalen kommer Danmark med i 10 finaler i morgen, søndag. Det er fem EM-finaler og to B-finaler over 500 meter samt en EM-finale og to B-finaler over 200 meter.

12. EM-finale i Beograd

Andenplads og EM-finale til Mette   Sorø Kajaklubs Mette Hemmingsen sørgede for at gøre dusinet fuldt og sende Danmark i EM-finaler på alle tre distancer, da hun i semifinalen over 200 meter enerkajak kom ind på andenpladsen til danskernes 12. EM-finale og den første over 200 meter ved U-EM i Beograd. Den talentfulde juniorroer klokkede EM-finalen med kun to tiendedele op til vinderen Alina Svita fra Hviderusland. Også svenskeren Melina Andersson på tredjepladsen kom videre til søndagens EM-finale.

Glæde og tilfredshed i Beograd

U-EM kajak Beograd: Guld og to bronze til Danmark   Lørdagens finaleafsnit ved U-EM i kajak i serbiske Beograd kastede hele tre medaljer af sig til Danmark i de seks finaler over 1.000 meter, som de danske juniorroere og U23 deltog i. De tre medaljer blev en af guld og to af bronze. Guldet tog juniorroeren Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub sig af, da han gevandt sit mesterskab fra sidste år, mens bronzen gik til U23-roeren Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub og til junior-toerkajakken med Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub og Simon Schuldt-Jensen fra Holte Roklub. I Bulgarien sidste år blev det til to medaljer, en af guld og en af bronze, så med tre medaljer hjemme allerede nu og med mulighed for flere søndag, hvor der venter mindst fem EM-finaler over 500 meter, var det en glad og tilfreds talentchef og U-landstræner hos Dansk Kano og Kajak Forbund, Finn Pape, der gjorde halvvejs status. – Vi havde på forhånd håbet på to-tre medaljer ved dette EM, så allerede nu har mesterskaberne og roerne levet op til vores forventninger, sagde han. Finn Pape var især imponeret over Rasmus Knudsens indsats i enerkajakken. – Som sidste år i Bulgarien roede Rasmus frisk til fra start og holdt et højt tempo. Det tempo kunne de andre kun følge til midt i løbet, så på de sidste 500 meter sled Rasmus de andre op og vandt en overbevisende sejr. Det var virkelig en flot præstation. Bolette Nyvang imponerede også Finn Pape, da hun med en uimodståelig slutspurt på de sidste meter vekslede en fjerdeplads til bronze foran tyske Hergert Julia, og bronzen til toerkajakken kom i hus efter en præstation, hvor Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen roede op til deres bedste. I de tre andre EM-finaler blev det til en femteplads for debutanterne i junior-toerkajakken med Frederikke Hauge Matthisen fra Lyngby Kanoklub og Nanna Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub, en syvendeplads for juniorroeren Helene Fabrin-Brasted fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og en niendeplads for Nicolai Mørcke fra Lyngby Kanoklub. – I de tre finaler roede alle op til deres bedste, men desværre for Nicolai Mørcke roede han ind i noget søgræs efter 700-800 meter og mistede tempo. På det sted i løbet lå han ellers godt med midt i feltet. For pigernes vedkommende var Helenes præstation efter vores forventninger, mens Frederikke og Nanna var steppet op i forhold til indledende heat og semifinale. De er stadig uerfarne, men løbene giver dem god erfaring, som de kan tage med sig videre, sagde Finn Pape.

Stærk slutspurt gav EM-bronze

Bolette tog EM-bronzen på målstregen Med 25 meter tilbage lå Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub til at ende udenfor podiet i 1.000 meter EM-finalen for U23 enerkajak i Beograd, men på de sidste meter lykkedes det for danskeren at pumpe de sidste kræfter ud af armene og på selve målstregen sikre sig bronzen foran tyskeren Hergert Julia. En gennemført imponerende præstation af Hellerup-roeren, der dermed bragte Danmarks medaljehøst op på tre efter lørdagens seks 1.000 meter finaler. Vinder af EM-finalen blev britten Rebeka Simon. Søndag ror Bolette Nyvang også EM-finale i toerkajak over 500 meter med Line Langelund fra Silkeborg Kajakklub. I eftermiddag følger semifinaler over 200 meter.