Status iPaddle – November 2016

Tak for alle tilbagemeldinger og forslag til forbedringer som vi har modtaget siden lanceringen i September. Det er meget værdifuldt for os at få denne feedback så vi kan gøre iPaddle endnu bedre. Login: Langt størstedelen af henvendelserne om iPaddle har været omkring hvordan man logger ind. Læs præcist hvordan du gør det på vores supportsider. KLIK HER Kan ikke finde medlemmer i iPaddle: Andre henvendelser har gået på at man ikke kan finde oprettede medlemmer som man lige har tildelt en licens i iPaddle. Som regel skyldes dette, at man ikke har tilføjet de pågældende medlemmer til klubben. Husk derfor altid at tilføje medlemmet til klubben OG tildele en licens (2 trins operation). Vi arbejder på at lave det sådan at det sker i en arbejdsgang, men indtil videre må i altså huske, at tilføje medlemmerne til klubben OG tildele en licens. Tildeling af administrator rettigheder: En rigtig smart feature i iPaddle, er at administratoren i klubben – normalt formanden – kan uddelegere rettigheder til andre medlemmer og dermed sprede arbejdet på flere hænder. Netop den feature har vi haft vores udfordringer med, men vi har fået rettet de sidste fejl og andre bugs, så funktionen virker nu efter hensigten. Adresse tildeling: Vi bruger Google til at finde adresser når man indtaster et nyt medlem eller vil opdatere en klubs adresse. I langt de fleste tilfælde virker det fint, men der er tilfælde hvor Google ikke har den stedsangivelse som bruges lokalt. Vi er klar over dette og er ved at finde en løsning på det. I har også været meget flinke til at rapportere om fejl og mangler/ønsker til nye features. Vi skulle nu være igennem de kendte fejl og kaster os over de mangler/ønsker til nye funktioner, som i har rapporteret ind.  Finder du fejl i iPaddle kan du altid ringe til os på sekretariatet eller taste din rapport ind ved at klikke på linket HER. Under “motorhjælmen” har vi forbedret søgefunktionen så den nu er langt, langt hurtigere end før. Det har især betydning for os her på sekretariatet, men også for administratorerne i klubberne, hvis i vil finde et medlem. Check også rapportfunktionerne: I kan udskrive/downloade medlemsrapporter m.m. og checke data med jeres administrationssystem Synkronisering med Memberlink: Ca. 10 klubber synkroniserer idag med iPaddle og det er svært at hive et negativt ord ud af dem – Det virker bare og klubbens administratorer skal kun vedligeholde data et sted, nemlig i klubbens administrationssystem. Det sparer tid og minimerer fejl. Vi kan kun opfordre alle klubber, der idag bruger Memberlink som administrationssystem til at få sat gang i synkroniseringen. Ring til Memberlink på telefon 79306200 og bed om at blive sat op. Det tager kun få minutter. Du kan også få hjælp hos os i sekretariatet. Ring til Kristian på telefon 43262086. Bruger din klub ikke Memberlink idag og vil du gerne vide mere om det, kan du bestille en online-demo ved at kontakte Memberlink på telefon 79306200. En online demo kører som regel via Skype og kan godt finde sted en tidlig aften, f.eks. i forbindelse med et bestyreslsesmøde. Vi håber i bliver glade for at arbejde med iPaddle og står som altid til rådighed med hjælp!  Ring til Kristian for generelle support spørgsmål.      

Syddanmark går sammen om talentcenter

Nyt talentcenter vil styrke Syddanmarks eliteroere   Flere medaljer. Det er målet, når Syddanmarks bedste kajakroere bliver samlet i det helt nye TCT – Talentcenter Trekanten Syddanmarks elite indenfor kajaksporten skal have de bedste rammer. Så kan de nemlig skabe bedre resultater. Det mener både Kolding Kajakklub og Vejle Kajakklub. Derfor indgår de 1. november 2016 et nyt samarbejde, hvor de forener kræfterne og sammen skaber et stærkere og bredere talentcenter for Sydregionens eliteroere.   TCT skal hjælpe roere til tops Det nye talentcenter TCT – Talentcenter Trekanten er for de roere som drømmer om at komme på Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter i Bagsværd. – Vores mål er at give både de bedste forhold og de bedste muligheder til de unge mennesker, der har drømmen og viljen til en elitekarriere indenfor kajaksporten, fortæller styregruppe medlem Jens Peter Hansen fra Vejle Kajakklub.   Synergi og bedre udnyttelse af ressourcerne Ved at gå sammen i et fælles samarbejde på tværs af kommuner kan eliteroerne fra hele Syddanmark og i trekantsområdet udnytte den synergi, der opstår, når flere stærke roere træner sammen. Det vil motivere roerne og gøre træningen mere effektiv. Desuden kan det nye talentcenter bedre koordinere og udnytte ressourcerne fra centerets trænere og frivillige kræfter. – Ved at gå sammen i TCT – Talentcenter Trekanten kan vi skabe de optimale rammer for den enkelte roer, siger Jens Peter Hansen og fortsætter: – vi er overbeviste om, at det på sigt vil skaffe roerne fra Syddanmark flere både nationale og internationale resultater.   Godkendt af Dansk Kano og Kajak Forbund TCT – Talentcenter Trekanten er en sammenslutning af Kolding Kajakklub og Vejle Kajakklub. Talentcenteret er godkendt af Dansk Kano og Kajak Forbund og bliver officielt fra 1. november 2016. Kontaktperson: Jens Peter Hansen, mobil: 61 70 23 00 – jens@cadynamic.dk     Foto 1 – Roerne og trænerne: Ida Averhoff, Jonas Mogensen, Oliver Pagh, Emil Sindt Lauridsen, Tobias Schuster, Theis Mogensen, Nicolai Andersen, Morten Egholt Rasmussen, Jakob Sindt, Lukas Pagh, Anders Kristensen, Gustav Skau, Malthe Hansen, Mette Borring, Anna Arvad Schmidt, Aske Vindum Skipper, Sofie Rousing, Clara Enne Bæk, Stine Havgaard samt trænerne Peer Christensen og Bjørn Jeppe.   Foto 2 – Styregruppen: Erik Madsen, Ann Marie Sindt Lauridsen, Jette Vindum, Bjørn Jeppe, Peer Christensen, Emil Sindt Lauridsen, Aske Vindum Skipper og Jens Hansen.

Ny uddannelseskonsulent i DKF

Casper Licht starter 1. december som uddannelseskonsulent i DKF. Casper vil være kendt af en del i kano og kajak kredse. Erfaring som træner på Kraftcenter København, aktiv som censor og underviser, i en periode formand for ARK, frivillig i DKF’s uddannelses arbejde, kaproer, en tur omkring maratonlandsholdet og i en periode medlem af Kaproningsudvalget. Men Casper er også 43 år ung uddannet Cand. Mag i dansk og historie og frisk fra en stilling som Gymnasielærer. Far til to og topnørd når det drejer sig om at forstå hvordan andre lærer og hvordan det kan hjælpe alle kano og kajak entusiaster.

Lyserød Lørdag: Rekord i Randers

Rekordmange kajakkvinder roede for brysterne   82 kajakkvinder i alle aldre og fra hele Jylland valgte Lyserød Lørdag at støtte op om brystkræftsagen i Randers, hvor Kano og Kajakklubben Gudenaa i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund for sjette gang afviklede Støt Brysterne kvindekajakløb på Gudenåen. Det store deltagertal var ny rekord for løbet. Formålet med løbet og indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse handler om at hjælpe os alle sammen i kampen mod brystkræft. Derfor er vi meget glade for den store opbakning, som er 20 flere deltagere end sidste år, sagde tovholder Jeanett Nielsen. Traditionen tro farvede kajakkvinderne Gudenåen lyserød med deres fantasifulde påklædninger og udsmykninger af kajakkerne, men bag de glade smil gemte sig også en portion alvor, for mange af deltagerne havde sygdommen tæt inde på livet. Blandt dem Karin Helga Pedersen og Bente Lehman, som var kørt til Randers sammen med fem klubkammerater og to mandlige hjælpere fra Aalborg Kajakklub. Vi er kommet for at ro for et klubmedlem, som er blevet ramt af brystkræft. Hun er i behandling og kunne ikke selv deltage. Derfor valgte vi at køre til Randers for at ro for hende, men også for alle andre brystkræftramte, sagde Karin Helga Pedersen og Bente Lehman supplerede: Støt Brysterne løbet er en indsamling, hvor vi aktivt kan deltage sammen med andre kvinder og gøre en forskel. Samtidig glæder vi os til løbet og samværet med de andre piger. Det gode formål i kombination med det sociale samvær ser Jeanett Nielsen også som en af årsagerne til rekorddeltagelsen. Løbet handler ikke om at være hurtigst eller komme først. Det handler om at hygge sig i hinandens selskab samtidig med, at man ror for et godt formål. Det kan kvinderne godt lide. Desuden er kvinderne gode til at netværke med hinanden og trække hinanden med. Ud over løbet på Gudenåen, var kajakkvinder på vandet i Svendborg og Farum for at støtte brystkræftsagen.                                                                                                                                                                     Foto 1: Karin Helga Pedersen og Bente Lehman fra Aalborg Kajakklub roede for et kræftramt klubmedlem. Foto 2: De mange deltagere farvede Gudenåen lyserød. Foto 3: Tovholder Jeanett Nielsen var glad for den store opbakning. Foto 4: Anya og Line fra Kano og Kajakklubben Gudenaas børnehold var blandt de yngste deltagere.