VM kajak: Først bronze, så sølv

VM-sølv til Emma   Det var Europa mod New Zealand, da den europæiske guldvinder, Dora Lucz, sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub og den slovenske bronzevinder Spela Ponomarenko søndag formiddag skulle forsøge at bide skeer med den regerende og flerdobbelte verdensmester og olympiske mester, New Zealands Lisa Carrington, i VM-finalen i 200 meter enerkajak i tjekkiske Racice. Og den duel slap danskeren bedst fra. Godt nok måtte hun se suveræne Carrington genvinde sit mesterskab, men Emma Aastrand Jørgensen hang godt på Carrington i hele løbet og roede sig til en imponerende sølvmedalje. På tredjepladsen kom polske Marta Walczykiewicz, mens europamester Lucz sluttede på ottendepladsen. Det var Emma Astrand Jørgensen anden VM-medalje i enerkajak, begge vundet i Racice. I går blev det til bronze i 500 meter enerkajak. I eftermiddag slutter Emma Aastrand Jørgensen VM af med finalen i 5.000 meter enerkajak.

DM Ocean Race: Emma Broberg tog titlen for tredje gang

Hvidovre-roer tredobbelt mester i surfski Hvidovre Kajakklubs Emma Broberg, der har en fortid på det danske sprintlandshold i kajak, vandt lørdag sit tredje DM-guld i træk i surfski ved Kajakklubben Krogens årlige DM Ocean Race og Dansprint Ocean Race Cup i Helsingør. Ocean Race indgår som en del af det traditionsrige Kronborgløbet, og Emma Broberg gennemførte det 22 kilometer lange mesterskabsløb på Øresunds bølger mellem Helsingør og Gilleleje på en time og 50 minutter. På andenpladsen, 12 minutter efter, fulgte Charlotte Baltzer Rode fra Klampenborg Kajak- og Kanoklub, mens bronzen gik til Dorte Marnø fra KK Nova små 40 minutter efter vinderen. Hos herrerne udviklede mesterskabet sig til et ”klubmesterskab” med Klampenborg Kajak- og Kanoklub på de fire første pladser og med en tidsforskel på blot fire minutter mellem første- og fjerdepladsen. Ny dansk mester blev Ronnie Dalsgaard i tiden en time og 40 minutter. To minutter efter fulgte mesteren fra 2015, Peter Rohde, der kom i mål et minut foran den forsvarende mester, Thor Nielsen, som igen var et minut foran Thomas Ibsen Nielsen på fjerdepladsen. DM afvikles også for havkajakker og turkajakker. I havkajak kunne Dorte Wegger fra Køge Kano og Kajakklub også fejre det tredje mesterskab på stribe med sejr foran Vibeke Ankerstrøm fra Nivå Kajakklub. Hos herrerne gik guldet også til Køge. Ny mester blev Jan Seremet foran den forsvarende mester, Fylkir Sævarsson fra Sønderborg KK og Anders K Villadsen fra Holbæk. I turkajakkernes enerkajak genvandt arrangørklubbens Birgit Vilstrup Mortensen sit mesterskab fra 2015 foran Britta Kaslund fra Sønderborg KK. Hos herrerne blev Peter Lydeking Andersen fra Køge ny dansk mester foran Jimmy Buchmann fra Vallensbæk og Christian Boehm fra Krogen. I toerkajakkerne for herrer vandt Knud Kjeldgaard og Jacob Dan Jensen fra Esrum, mens mix-titlen gik til Gitte Dalsborg og Kim Meldgaard fra Esrum foran Lisa Kjær og Anders Jensen fra Krogen og med Lene Thygesen og Morten Albertsen fra Gladsaxe på tredjepladsen.  

VM kajak: God præstation af dame-firer

Fjerdeplads til dame-firer i B-finale Dame-firerkajakken med Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub, Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club og Mette Gravesen, Silkeborg Kajakklub, sluttede VM i Racice søndag formiddag med en fjerdeplads i B-finalen over 500 meter. – Pigerne roede et okay løb. De forsøgte samme opskrift som i semifinalen med et hårdt udlæg og et håb om at holde lidt længere end i går. Det så også godt ud halvvejs med en andenplads, så nu skal de bare hjem og arbejde mere med rytme og styrke. De mangler lidt power i tagene, men det skal nok komme. Jeg er meget fortrøstningsfuld efter deres præstation ved VM med tanke på, at holdet hører til blandt de yngste i gruppen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Vinder af B-finalen blev Portugal foran Canada og Rusland.

VM kajak og EM kajakpolo – søndagens program

    Kajak – finaleafsnit   09.01 C-finale HK1 200m – Orion Pilo, Maribo Kajakklub. 09.31 B-finale DK4 500m – Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub, Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club, Mette Gravesen, Silkeborg Kajakklub. 10.46 A-finale DK1 200m – Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub. 11.27 A-finale HK1 500m – René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub. 15.00 A-finale DK1 5.000m – Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub. 15.40 A-finale HK1 5.000m – René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub.   Resultater: http://sdp.digicorp.hu/competition/16777218/races Live-tv: TV2 Sport fra klokken 10. Live-stream: https://www.youtube.com/c/planetcanoe     Kajakpolo – placeringskampe Herrer – 5/8 09.10 Danmark-England 11.50 Kamp om syvendepladsen 12.30 Kamp om femtepladsen   Damer – 7/12 08.30 Danmark-Spanien 11.50 Kamp om syvendepladsen og niendepladsen   Kampprogram og resultater: http://www.kayak-polo.info/kpmatchs.php Live-stream: https://m.youtube.com/channel/UC_5tOn1iQv4-BAfjR8D-ThA