Arrangementer for kvinder

I webshoppen kan du nu melde dig til Q-camp eller Q-kursus (IPP 3½). Jannie Heegaard skriver: “Qcamp 2014. For 6 år i træk afholdes Qcamp Havkajak. En weekend med masser af leg, læring, teknik og snak om udstyr. Nogle af Danmarks bedste instruktørkvinder underviser i rul, teknik, styretag, redninger, bugsering, roning i vind og bølger med meget mere. Plejer at blive hurtigt udsolgt, så tilmeld jer hurtigt” og videre “Videregående kajakkursus for kvinder med kvindelige instruktører. Dette kursus er for jer, der gerne vil noget mere, lære mere, ro i større og vildere vand, men arbejde i trygge rammer for at nå derhen. Kurset afholdes på Rømø og temaer som sikkerhed, tidevand, strøm, turplanlægning, teknik i vind og bølger er i fokus. Alt sammen noget, der ligger indbygget i vejen fra IPP3 til IPP4. Det bliver vildt og fedt”.

Få ledige pladser….

….på IPP3 havkajakkurset, der afvikles i Vallensbæk Kano og Kajak Club d. 3.-4. maj. Så hvis du tænker, at det skal du da deltage i, så kom frisk.  Tilmelding finde sted via vores shop LINK Kurset lukkes på mandag. HUSK at du som medlem af en klub under DKF, kan få 20 %, ved at benytte klubbens rabatkode. Vi glæder os til at se dig.    

Ny bestyrelse i Silkeborg Kajakklub

(Billede øverst ny formand Jeanette Løvborg nederst afgående formand Peter Nyegaard Jensen) Ved søndagens generalforsamling gjorde man i kajakklubben status efter endnu et helt enestående kajakår. Målt på evnen til at skabe resultater, har klubben udviklet sig til en af nordens eller måske verdens stærkeste klubber, og ikke mindre end 4 af klubbens medlemmer blev i 2013 verdensmestre. Ved et nyligt arrangement i Jysk Arena kunne man fejre, at 35 af klubbens medlemmer blev danske mestre eller fik medaljer ved Nordiske Mesterskaber, Europamesterskaber udover de fire verdensmesterskaber til Morten Graversen, Casper Pretzmann, Svenning Jørgensen og Jeanette Løvborg. Kajakklubbens tæller i dag knap 800 aktive og passive medlemmer i alle aldre, som fordeler sig på bredde aktiviteter, turkajakker, havkajakker, polokajakker og kap med udgangspunkt fra klubbens lokaler i ”Indelukket” i Silkeborg. Ved generalforsamlingen takkede klubbens mangeårige formand, Peter Nyegaard Jensen af. Peter Nyegaard Jensen afløses på formandsposten af Jeanette Løvborg, og efter valget består bestyrelsen desuden af Claus Byskov, Tom Fauschou, Søren Slott og nyvalgte Karsten Vium Madsen. Peter Nyegaard Jensen udtaler: ”Det har været fantastisk at stå i spidsen for en velfungerede klub med en enestående kultur, der i den grad sætter Silkeborg og kajaksporten på verdenskortet. Jeg er oprigtigt glad for at kunne videregive depechen til en så kompetent og engageret bestyrelse”. Selvom Peter Nyegaard Jensen har valgt at stoppe som formand, så er han bl.a. som næstformand i Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) også fremadrettet dybt engageret i sporten. Ved DKF´s forestående Årsmøde er han bl.a. på podiet, når DKF´s strategi skal drøftes. Der er næppe heller tvivl om, at Peter Nyegaard Jensen fra sin nylige post i Silkeborg Byråd vil fortsætte kampen for et Søsportens Hus ved robanerne på Silkeborg Langsø og generelt tale varmt for kajaksporten.