Mød vores nye studentermedhjælper   Hejsa allesammen! Jeg hedder Rune Prynø, 21 år og bor i Gentofte. Jeg læser Kommunikation & Digitale Medier på AAU i Sydhavnen. Jeg kommer til at håndtere en generel receptionistfunktion og diverse kommunikationsopgaver. Det er muligvis min medstuderende Emelie eller mig som i kommer til at snakke med, hvis i ringer ind til vores kontor. Hav en god dag derude!

International hæder til Vejle

Vejle Kajakklub vinder World Paddle Awards ”Bygningen er i sig selv en enestående skulptur og helt sikkert en af de mest bemærkelsesværdige kajakklubber i verden”. Dommerpanelet var ikke i tvivl, da Vejle Kajakklub og arkitekterne Force4 Architects lørdag aften vandt World Paddle Awards i kategorien ”Industry Professional” of the year 2016. Prisoverrækkelsen fandt sted i Mortágua, Portugal, hvor Vejle Kajakklubs bestyrelsesformand, John Broe Rasmussen, modtog den fornemme hæder på vegne af arkitekterne og klubben. Vejle Kajakklub og Force4 Architects fik prisen for det flydende klubhus, som i dommerpanelets øjne har et design, der kombinerer dansk æstetik med de praktiske forudsætninger for en kajakklub. Klubhuset blev indviet i marts 2015 og er placeret på Danmarks eneste flydende kajak-ø, der kan hæve og sænke sig med tidevandet i fjorden. Bygningen er forbundet med havnefronten med en gangbro og består af to hovedsektioner, en til klubfaciliteter og en til bådopbevaring. I midten er der åbent vand, så medlemmerne nemt kan komme i kajakkerne og ud på fjorden. Taget på bygningen bliver også benyttet til aktiviteter med blandt andet udendørs køkken og soldæk. De forskellige områder er forbundet med trapper og ramper i en kontinuerlig sløjfe. World Paddle Awards er kano- og kajaksportens Oscar-priser, og ud over Vejle Kajakklub og Force4 Architects var Maribo Kajakklubs mangeårige sportschef og træner, Finn Larsen, nomineret i kategorien ”Lifetime Achievement”. Her gik prisen til John Edwards fra Canada. Det var i øvrigt tredje år i træk, at dansk kano- og kajaksport blev hædret med den fornemme, internationale pris.Tidligere har kajakroerne René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen, begge Maribo Kajakklub, vundet World Paddle Awards. Foto 1 : Vejle Kajakklubs klubhus på den flydende kajak-ø i Vejle fjord. Foto 2: Bestyrelsesformand i Vejle Kajakklub, John Broe Rasmusen, var fløjet til Portugal for at modtage World Paddle Awards.          

Se Ergometer DM LIVE her

Følg med i Ergometer DM 2017 fra Rødovre Centrum. Vi sender LIVE fra begivenheden lørdag den 21. januar fra kl. 08.00. Det bliver en rigtig spændende dag så klik på linket nedenfor og se med. KLIK HER FOR AT SE LIVE STREAM FRA ERGOMETER DM

Rekordmange til DM

Ergometer: DM har vokseværk med rekordmange deltagere   Dansk Kano og Kajak Forbund oplever i disse år en stigende tilgang af nye klubber og medlemmer i alle aldre. Det smitter af på forbundets mesterskabsstævner, som det er tilfældet lørdag, hvor DM i ergometerroning afvikles i indkøbscentret Rødovre Centrum i samarbejde med centret og Dansprint. Hele 250 kajakroere fra 28 klubber sætter deltagerrekord for mesterskaberne og vil fra morgenstunden til de sene eftermiddagstimer kæmpe om DM-medaljerne og samtidig give center-kunderne en ekstra indkøbsoplevelse. Den store deltagelse vidner både om den fremgang, kajaksporten oplever generelt, men også det store arbejde med især børn og unge rundt om i vores klubber. For mig bliver det en ligeså stor oplevelse at se den 12-årige nybegynder, som den unge eller voksne eliteroer, siger Dansk kano og Kajak Forbund formand, Ole Tikjøb. Til DM ros der i alle klasser fra U12, til senior og masters, og med de 250 deltagere har mesterskaberne nået en volumen, hvor det er ved at sprænge rammerne for et endags-mesterskab. De rammer kan blive sprængt allerede om et år eller to, for Dansk Kano og Kajak Forbund er fra årsskiftet blevet en del af DIF´s Bevæg dig for livet projekt i samarbejde med DGI. Under overskriften Bevæg dig for livet – kano/kajak, er det målsætningen for det treårige projekt at gøre op mod 10.000 danskere aktive i kano og kajak, heraf op til 5.000 nye medlemmer i DGI og Dansk Kano og Kajak Forbund. Når vi får flere danskere aktive i kano og kajak, så vil det naturligvis også smitte af på tilmeldingen til vores mesterskabsstævner de kommende år. Det ser vi dog kun som et positivt problem, som vi allerede nu er opmærksomme på og er klar til at håndtere. En løsning kan være et DM i ergometerroning over to dage, men lad os vente og se. Lige nu og her vil jeg glæde mig over fremgangen. Det lover godt for fremtiden, både for bredden og eliten i kajaksporten, siger Ole Tikjøb. Mesterskaberne i Rødovre Centrum kan følges på live-stream, ligesom resultaterne opdateres online.   Resultater: https://www.kano-kajak.dk/program-og-resultatlister-dm-kajakergomter-2017/ Live-stream: http://live-streaming.dk/live/live-streaming-channel-ergometer-roning.html