U-VM: Emilie sikkert videre til semifinale

U-VM: Emilie sikkert videre til semifinale Med en andenplads i det indledende heat over 500 meter enerkajak, kom juniorroeren Emilie Markussen fra 361 Kano og Kajakklub sikkert videre til søndagens semifinale ved U-VM i Pisteti. I heatet lørdag eftermiddag trak ungareren Emese Kohalmi og danskeren fra midtvejs i løbet med ungareren først over målstregen. De seks første både i mål gik videre til semifinalen.  

U-VM: Så kom medaljen til Danmark – bronze til Bolette

U-VM: Så kom medaljen til Danmark – bronze til Bolette I et verdensklassefelt tog Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub Danmarks første medalje ved U-VM i rumænske Pitesti, da hun lørdag formiddag roede en fantastisk 200 meter finale i enerkajak og kom i mål på bronzepladsen. Danskeren var oppe mod den regerende mester, Anna Lucz fra Ungarn, og vicemesteren, Kristina Kovnir fra Rusland, og som sidste år i Bulgarien tog de sig af guld og sølv, mens Bolette Nyvang Iversen fulgte lige efter på tredjepladsen og henviste hviderusseren Ina Sauchuk til pladsen udenfor podiet. – Med fjerdehurtigste tid i indledende heat og i semifinalen, havde Bolette lagt i kakkelovnen til en medalje. Derfor var det dejligt, at det lykkedes for hende med et superflot løb. Samtidig var det glædeligt, at medaljen gik til U23. Det er ikke hverdagskost, ja vi skal faktisk helt tilbage til Canada 2013 for at finde den seneste VM-medalje til U23, hvor damernes firerkajak også vandt bronze, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner, Finn Pape. I formiddagens anden finale over 200 meter, B-finalen i enerkajak for juniorer, blev Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub nummer otte. – Katrine følte selv, at hun roede, hvad hun kunne, så ottendepladsen afspejler nok det niveau, hun har på nuværende tidspunkt, siger Finn Pape.

U-VM: Sikker sejr sender Bolette i VM-finale

U-VM: Sikker sejr sender Bolette i VM-finale   I det tredje forsøg af tre mulige lykkedes det for Danmark at komme i VM-finalen over 200 meter ved U-VM i rumænske Pitesti. Ikke overraskende gik finalepladsen til Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub. U23-roeren var ganske suveræn i lørdag formiddags semifinale i enerkajak, hvor hun vandt en klar sejr foran britten Lucy Lee-Smith og canadiske Grace Whebby. VM-finalen ros klokken 11.15. I eftermiddag skal Bolette Nyvang Iversen desuden ro indledende heat over 500 meter enerkajak.

U-VM: Marginalerne var ikke med Kristoffer

U-VM: Marginalerne var ikke med Kristoffer   Var marginalerne gået danskerens vej, så havde juniorroeren Kristoffer Ravn Neve fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub roet sig i en B-finale over 200 meter enerkano lørdag morgen ved U-VM i Pitesti. I semifinalen var afgørelsen så tæt, at kun tre tiendedele skilte danskeren fra at tage den sjetteplads og en B-finale, som i stedet gik til tyske Florian Koeppen. I disciplinen er der ikke C-finale, så syvendepladsen gav ikke videre adgang for Kristoffer Ravn Neve, der dog senere på dagen skal i aktion igen i indledende heat over 500 meter firerkano.  

U-VM: Sjetteplads sender Katrine i B-finale

U-VM: Sjetteplads sender Katrine i B-finale Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub åbnede lørdagens tætpakkede program ved U-VM i rumænske Pitesti med semifinalen over 200 meter enerkajak for juniorer. I en tæt semifinale blev det til en sjetteplads for danskeren og videre adgang til B-finalen, der ros klokken 10.00. De tre pladser i VM-finalen gik til Ungarn, Rusland og Spanien. Efter B-finalen skal Katrine Jensen i eftermiddag ro indledende heat over 500 meter toerkajak sammen med Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub.