Udtagelse EM Maraton 2020

Hermed udtagelse til EM Maraton 2020.   Tillykke til de udtaget atleter!   Læs dokumentet herunder.   [embeddoc url=”https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2020/08/Udtagelsesskrivelse-EM-Maraton-2020.pdf” download=”all” viewer=”google”]

Det sidste farvel til Ole Tikjøb

Omkranset af sin familie og nærmeste pårørende samt et stort fremmøde af kolleger, venner og samarbejdspartnere i kano- og kajaksporten og idrætten generelt, blev Dansk Kano og Kajak Forbunds mangeårige formand, Ole Tikjøb, stedt til hvile torsdag i Balle ved Silkeborg. Sognepræst Lars Kirkeby fra Balle Kirke forestod ceremonien, der nærmest symbolsk – og af hensyn til corona-pandemiens forsamlingsregler – foregik under den blå himmel, hvor Ole Tikjøb tilbragte mange af sit 74-årige livs timer i selskab med familien på blandt andet campingferier i ind- og udland og med atleter, trænere, ledere og frivillige i den sport, han elskede. Både nationalt og internationalt var Ole Tikjøb kendt, anerkendt og respekteret som den engagerede og glødende ildsjæl, der var mere til praktik end politik i sine bestræbelser for at udvikle og fremme kano- og kajaksporten. Det fremhævede flere af talerne, da følget efter begravelsen fortsatte til Søsportens Hus i Silkeborg, hvor Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerede mindehøjtidelighed. Ole Tikjøb var også en visionær leder, der gennem sine 16 år i spidsen for forbundet, arbejdede utrætteligt for at føre sporten frem på højeste internationale niveau, og han var stolt over at vise det frem for omverdenen til de store internationale mesterskaber, han var med til at skaffe til Danmark. Trods terminalt syg af kræft, var Ole Tikjøb aktiv til det sidste.  Han var ikke parat til at forlade livet og sin sport, hvor han havde set frem til at følge atleterne, hvis vilkår han altid satte højest, til OL i Tokyo og markeringen af forbundets 100-årsjubilæum næste år med VM i sprint på hjemmebane i København og EM og VM i maraton i Silkeborg og Jels i 2022 og 2023. Det nåede han ikke, men som talerne under mindehøjtideligheden fremhævede, så vil han helt sikkert følge med fra ”himlen” og glæde sig over den arv, han har efterladt med atleter i verdensklasse og et forbund i topform.

DM på Holmen: Københavns Kajakklub lægger vand til rulle-mesterskab

På søndag den 16. august skal årets danske mestre i grønlandske rul findes, når Københavns Kajakklub, der har til huse på Holmen, i samarbejde med DM i havkajak arbejdsgruppen og Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerer DM. Under mesterskaberne skal deltagerne lave rul af forskellig sværhedsgrad, som eksempelvis at rulle uden redskaber eller med sten i hænderne i stedet for pagaj. Både hos damerne og herrerne kommer de forsvarende mestre fra København. Hos damerne er det Ida Nielsen fra den arrangerende klub, mens David Tetszchner fra Kajakhotellet er indehaver af titlen hos herrerne. Mesterskaberne finder sted fra klokken 9-17.   Facebook: DM Havkajak

Opdateret OHR iagttagelse

Efter aflysningen af Silkeborg Regatta, er iagtagelses- og udtagelses planen for Olympic Hopes Regatta 2020 blevet opdateret.   Vi håber at alle parter har forståelse for denne beslutning.   Planlægningen af deltagelsen af Olympic Hopes Regatta 2020 fortsætter, selvom det på nuværende tidspunkt ikke er 100 % sikkert at deltagelsen er mulig.   Finn Pape, Talentchef & U-landstræner finn.pape@kano-kajak.dk tlf. 3042 4433   OHR 2020 invitation [embeddoc url=”https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2020/08/OHR-2020-invitation-test-1.pdf” download=”all” viewer=”google”]   OHR 2020 løbsliste [embeddoc url=”https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2020/08/OHR-2020-løbsliste-1.pdf” download=”all” viewer=”google”]

DM maraton: Mesteren stødt af tronen

I et sandt drama, som først fandt sin afgørelse på de sidste meter ind mod målstregen efter godt 29 kilometer på vandet i tropiske 30 grader på Maribo Søndersø, blev Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub lørdag eftermiddag ny dansk mester i maraton enerkajak ved at vinde spurten over den femdobbelte og forsvarende mester, klubkammeraten Mads Brandt Pedersen. –          Jeg er meget overrasket, men også meget lykkelig over, at det lykkedes for mig at vinde over Mads. Det var et løb, hvor jeg skulle kæmpe hårdt for at hænge på Mads, der flere gange lavede ryk for at komme væk. Det lykkedes heldigvis for mig, og min plan var så at slå til på de sidste 150 meter, hvor jeg har en god spurt, sagde Thorbjørn Rask der også vandt fredagens short track over Mads Brandt Pedersen efter samme recept og dermed blev dobbelt dansk mester. Mads Brandt Pedersen var naturligvis skuffet, men fattet efter nederlaget. –          Jeg er lidt skuffet over, at det ikke lykkedes for mig at sætte Thorbjørn inden spurten. Men han er en hård modstander, så nu må jeg hjem og træne lidt mere på sprint, så jeg kan tage ham i en spurt næste gang, smilede han. På tredjepladsen – et pænt stykke efter – kopierede Nicolai Winther, ligeledes Silkeborg Kajakklub, sin bronze fra sidste år.  I damernes finale levede Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub op til favoritværdigheden og sikrede sig sit tredje mesterskab på stribe. På andenpladsen fulgte Anne-Sofie Winter fra Silkeborg, mens klubkammeraten Cathrine Rask gjorde maraton-comeback efter fem års pause med en bronzemedalje og desuden et DM-guld i fredagens short track. Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub blev suveræn og ny dansk mester i enerkajak hos herrejunior. Lyngby-roeren stak allerede på første omgang i det godt 21 kilometer lange løb, og trods en start to minutter efter seniorfeltet, lykkedes det for ham at ro seniorerne ind og derefter fra over halvdelen af dem, inden han i ensom majestæt krydsede stregen. Også Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub vandt sikkert hos damejunior enerkajak og blev ny dansk mester efter godt 16 kilometer på vandet. Samme distance var herrejunior i enerkano ude over, og her forsvarede William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub sin titel fra sidste år. De danske mesterskaber i maraton for kano og kajak arrangeres af Maribo Kajakklub og Dansk Kano og Kajak Forbund. Søndag sluttes mesterskaberne af med finaler i toerbåde.