Fjerdeplads og B-finale: Toerkajakken manglede de sidste marginaler

Fjerdeplads og B-finale: Toerkajakken manglede de sidste marginaler   Marginalerne var ikke med René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub og Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub i VM-semifinalen over 1.000 meter toerkajak lørdag eftermiddag i Szeged. Sølle 5/100 skilte danskerne fra søndagens VM-finale og muligheden for den direkte OL-kvalifikation til Tokyo. Men i en tæt spurt blev det russerne, der tog den sidste finalebillet via tredjepladsen. De regerende verdensmestre, Tyskland, vandt foran sidste års VM-firer fra Australien. Toerkajakken var sidste mulighed for dansk herrekajak for OL-kvalifikation ved mesterskaberne i Szeged, men for både enerkajakken og toerkajakken er der en ekstra chance ved forårets europæiske og globale kvalifikation i Duisburg. B-finalen ros søndag klokken 11.11.

Hårfin tredjeplads sender Emma Aastrand Jørgensen i VM-finale i 500 meter enerkajak

Hårfin tredjeplads sender Emma Aastrand Jørgensen i VM-finale i 500 meter enerkajak   Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub leverede en ny nervepirrende afslutning, da hun med en hårfin tredjeplads i semifinalen i 500 meter enerkajak lørdag eftermiddag lige akkurat kvalificerede sig til søndagens VM-finale i Szeged. Mens hun lørdag formiddag klokkede samme tid som spanske Teresa Portela og delte bronzen over 200 meter enerkajak, så roede hun sig i VM-finalen over 500 meter med en margin på 3/100 til polske Justyna Iskrzycka på fjerdepladsen, men var omvendt kun 3/100 fra franske Manon Hostens på andenpladsen. Vinder med en pæn margin blev serberen Milica Starovic. VM-finalen ros søndag klokken 11.44. Senere i eftermiddag, klokken 17.09, ror Emma Aastrand Jørgensen igen semifinale, denne gang i firerkajakken over 500 meter.

Sportschef Lars Robl: Forløsning og glæde   Nu fik vi hul på bylden og forløst spændingen hos både Emma, men også de øvrige atleter på landsholdet og teamet omkring. Det var dejligt at få en medalje og den første kvalifikation til OL i Tokyo i hus. Nu ser vi med glæde og forventning frem til eftermiddagens semifinaler. Samtidig fortjener det respekt, at Bolette ror sig i en VM-finale og får en ottendeplads. Det var virkelig godt gået, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.

Emma Aastrand Jørgensen booker første OL-billet med VM-bronze

Emma Aastrand Jørgensen booker første OL-billet med VM-bronze I en gyser af en VM-finale lørdag formiddag lykkedes det for Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub at booke Danmarks første OL-billet til næste års lege i Tokyo, da hun kom i mål på tredjepladsen i 200 meter enerkajak i samme tid som spanske Teresa Portela. Lisa Carrington fra New Zealand vandt klart sit imponerede syvende VM-guld på stribe, men på de næste pladser krydsede tre roere stregen til en afgørelse på målfoto. Polske Marta Walczcykiewicz blev noteret for andenpladsen, mens danskeren og spanieren blot en hundrededel efter blev klokket for samme tid til en delt bronze. I eftermiddag skal den danske bronzevinder i aktion yderligere to gange, når hun ror semifinaler over 500 meter enerkajak og 500 meter firerkajak.