Kraftcenteraftaler 2021

DKF har indgået KC aftaler for 2021 med Talentcenter Trekanten, Talentcenter Hovedstaden, Superkraftcenter Vallensbæk og Kraftcenter Vest. På nuværende tidspunkt er DKF ved at afsluttes samarbejdsaftalerne med Superkraftcenter Silkeborg og med Maribo Kajakklub. Sidstnævnte vedrørende Superkraftcenter Lolland. /Lars Robl

Mette Barfod nomineret til trænerpris

Bag de danske OL-atleter står der en række vanvittigt dygtige trænere. Trænere, der formår at udvikle atleternes kompetencer til allerhøjeste internationale niveau. Team Danmark og Salling Group uddeler prisen Team Danmark og Salling Groups Trænerpris for at hylde de mennesker, der hver dag leverer trænerpræstationer i verdensklasse. Prisen uddeles ved DR-showet SPORT 2020, og de nominerede i år er: Landstræner i kajak Mette Barfod Cheflandstræner i badminton Kenneth Jonassen Cheflandstræner i landevejscykling Anders Lund Du kan se, hvem der løber med prisen, når DR 1 sender SPORT 2020 lørdag den 2. januar. FAKTA: Sportschefer i Team Danmark-støttede forbund, elite- og verdensklasseatleter samt Team Danmarks medarbejdere har haft mulighed for at indstille kandidater til prisen. På baggrund af indstillingerne har en komité peget på de tre nominerede og vinderen af prisen.

Outdoor365 skal aktivere VM-publikum

Eventmanager Ulla N. Pedersen og SUP-instruktør Line Antoft giver hinanden ”high five” for fede publikumsaktiviteter under VM i kano og kajak sprint. (Foto: Bjørn Thomsen)   VM i kano og kajak sprint bliver en stor oplevelse fra tilskuertribunerne i september 2021 på Bagsværd Sø med deltagelse af bl.a. danske OL-deltagere. Oplevelsen tages nu flere skridt videre og giver mulighed for tilskuerinvolvering. En samarbejdsaftale mellem Dansk Kano og Kajak Forbund og Outdoor365 skal sikre masser af publikumsaktiviteter under VM.   – VM bliver afviklet samtidig med Dansk Kano og Kajak Forbunds 100-årsjubilæum, så vi har et mål om at gøre VM til en fest, som alle vores medlemmer og alle med nysgerrighed på vand og natur kan se sig selv i, siger eventmanager Ulla N. Pedersen.   VM i kano og kajak sprint bliver afviklet umiddelbart efter OL og giver dermed atleterne en historisk mulighed for at vinde både OL- og VM-medaljer i en og samme sæson. 7.000 tilskuere fra ind- og udland forventes at være på plads på tribunerne, når 1.500 atleter og trænere fra op mod 100 nationer møder frem på Danmarks nationale Rostadion ved Bagsværd Sø fra den 14. – 21. september.   – Vores aktive medlemmer og de øvrige gæster, der kommer, vil vi give muligheden for selv at dyrke udeliv og få en ekstra oplevelse til VM.  Derfor har vi indgået samarbejdet med Outdoor365, der blandt andet har erfaring med at afvikle Danmarks største outdoorfestival i Ry, siger Ulla N. Pedersen.   Hos Outdoor365 ser direktør Isabel Morgenstern frem til samarbejdet: – Det kan godt være, at vi i disse tider er forhindrede i at skabe megaevents, men lige præcis i skoven og på vandet kan vi sprede corona-sikre outdoor-aktiviteter ud i store områder i naturen. Det handler om tidens outdoor-trend. VM er spydspidsen, hvor aktiviteten starter. Så vores publikum-event skal understøtte et VM til vands, til lands og i luften med masser af fede udelivsaktiviteter, siger hun.   Der er knap 32.000 medlemmer, som padler kano og ror kajak i klubregi. En nyere analyse hos projektet Bevæg dig for livet viser, at der er 229.000 danskere, som jævnligt tager på vandet i en kajak, kano eller på et SUP-bræt og elsker deres udeliv på havene og søerne i og omkring Danmark. Den uorganiserede vandsport er væsentlig i udelivsprofilen af aktive danskere.   – Det er et fantastisk element at se topprofessionelle idrætsudøvere. Nu kobler vi VM med fejringen af 100-året for Dansk Kano og Kajak Forbund med en lang række af outdoor-aktiviteter for gæsterne. Og lige præcis i outdoor kan vi skabe glæde og tilgængelighed og en positiv stemning midt i alt det negative. Det trænger vi vist alle til, siger Ulla N. Pedersen.