DM sprint: René Holten Poulsen sparede på kræfterne

DM sprint: René Holten Poulsen sparede på kræfterne Den dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo behøvede ikke at sætte turboen på for at ro sig i finalerne i 1.000 meter enerkajak og i 1.000 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Niels Boe ved førstedagen af DM i sprint i Holstebro. I begge indledende heat blev det til førstepladser, i enerkajak foran Morten Graversen fra Silkeborg og i toerkajak foran Martin Møller fra Maribo og Thomas Nielsen fra Vallensbæk. Senere på dagen kvalificerede René Holten Poulsen sig også til semifinalerne i 500 meter enerkajak. Hos damerne var der lagt op til et interessant møde i indledende heat i 500 meter enerkajak mellem Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Astrand Jørgensen fra Maribo. Sammen har de lige roet VM i toerkajak, men i Holstebro var de konkurrenter og var kommet i samme indledende heat. Her vandt Emma Astrand Jørgensen foran Henriette Engel Hansen, men begge gik alligevel direkte i finalen sammen med nummer tre, Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø. Generelt var det landsholdsroerne fra seniorlandsholdet og U-landsholdene, der satte deres præg på førstedagen. Således også i U18, hvor de nykårede verdensmestre i firerkajakken, Pernille Knudsen, Maribo, Julie Frølund, Vallensbæk, Mette Gravesen Silkeborg og Cathrine Rask Silkeborg, alle roede sig sikkert i finalerne i 200 og 500 meter enerkajak. Desuden kom Pernille Knudsen, der individuelt vandt VM-sølv i 500 meter enerkajak også videre til 1.000 meter finalen sammen med Julie Frølund, VM-sølvvinder i 200 meter enerkajak og Cathrine Rask, der ud over sit VM-guld i sprint er dobbelt europamester i maraton.

Pixi: Imponerende indsats af drengene

Pixi: Imponerende indsats af drengene Uanset udfaldet af morgendagens to sidste kampe i mellemrunden mod viceverdensmestrene fra Tyskland og de tidligere verdensmestre fra Holland, så har de danske seniorherrer i kajak allerede nu sikret sig det bedste EM-resultat nogensinde ved de pågående mesterskaber i Essen i Tyskland. – Vi bliver som minimum nummer seks, og det er for os det historisk set bedste resultat nogensinde ved et EM, siger træner Jakob Pixi Kaad Iversen. Men efter den fantastiske 3-2 sejr over Schweiz i den første mellemrundekamp, har danskerne en chance for semifinale, som de vil forfølge i morgen. – Det er to skræmmende modstandere, vi skal op mod. Men hvem ved. I disse 92 filmtider kan det være, at vi kan gå hen og lave en Ricardo her i Essen. Jeg tager det i hvert fald som et tegn, at filmen er på plakaten nu, hvor vi er store underdogs her i Essen. Så måske er det os, der skal laves en film om, næste gang temaet om det umulige skal omsættes til det store lærred, griner han. Håbet om en sejr bygger han på forsvaret. – Mod Schweiz viste vores 300 kilo forsvar, som jeg kalder for ”kødmuren”, at det stort set er umuligt for modstanderen at trænge gennem. Det var så imponerende og det bedste forsvarsspil, jeg har set i mine 15 år omkring landsholdet. Selv om jeg ikke er meget for at rose drengene, så lægger jeg mig fladt ned, siger han.

Kajakpolo EM: Herregode Danmark er godt på vej mod medaljerne

Kajakpolo EM: Herregode Danmark er godt på vej mod medaljerne De danske seniorherrer og U21 herrer i kajakpolo er godt på vej mod medaljekampene ved EM i den tyske by Essen. På andendagen skulle de to hold vinde for at komme videre til gruppespillet i mellemrunden, hvorfra de to bedste hold kvalificerer sig til semifinalerne. Dog skulle herrerne samtidig håbe på, at Italien ville tage point fra England. Alle forudsætninger gik op i en højere enhed, for de danske seniorherrer slog Rusland med 7-1 samtidig med, at Italien vandt med 8-4 over England. Dermed sluttede danskerne på den vitale andenplads i gruppen efter Italien. Hos U21 herrerne var kravet en sejr over Polen, og det krav blev indfriet med en stensikker sejr på 5-2 og dermed en førsteplads i gruppen. Om eftermiddagen blev de første kampe i mellemrunden spillet, og her lagde U21 herrer flot ud med at vinde 6-4 over Rusland. De to grupper i mellemrunden består hver af tre hold, og i morgen skal danskerne forsøge at tage revanche mod Frankrig, der slog Danmark med 4-3 efter golden goal i sidste års VM finale. Men skulle Danmark gå hen og tabe, så ligger det alligevel til, at det bliver Frankrig og Danmark, der går videre til semifinalen og kampen om EM-medaljerne. Inden mødet med Frankrig, har Rusland mødt de regerende verdensmestre, og vinder Frankrig den kamp, så er Danmark videre til semifinalen uanset udfaldet af den sidste kamp. Medaljekampene vil de danske seniorherrer også gerne være en del af, og håbet om en plads i semifinalen fik ekstra næring efter den første kamp i mellemrunden, hvor Schweiz blev slået 3-2 i en tæt affære. I danskernes gruppe er fire hold med, så morgendagens to kampe skal efter al sandsynlighed blot kaste en enkelt sejr af sig for at sende danskerne videre til medaljekampene. Her møder Danmark værterne fra Tyskland og derefter Holland. De danske damer havde også chancen for en plads blandt Europas bedste. Det krævede en sejr over Tjekkiet, men danskerne tabte med 4-2 og skal i morgen ud og slås om de sekundære placeringer. Semifinaler og finaler spilles på sidstedagen søndag.

God dansk start ved EM i kajakpolo

Kajakpolo EM: Danskerne er klar til kampen om videre avancement Både herrerne, U21 herrer og dameholdet har på papiret gode chancer for at gå videre fra det indledende gruppespil efter førstedagen af EM i kajakpolo i Essen. For nylig slog herrerne de regerende verdensmestre fra Frankrig med 4-3, så selvtilliden var i top til EM, men efter en åbningssejr på 11-1 over Ukraine, tabte danskerne 3-1 til forhåndsfavoritterne fra Italien, som ligger nummer et på den europæiske rangliste. Derfor skulle Danmark slå England i dagens sidste gruppekamp for at bevare håbet om videre avancement inden den sidste gruppekamp i morgen mod Rusland. Og efter en gyser lykkedes det for danskerne at hive den livsvigtige sejr hjem med 3-2. Var nede i sækken – Vi var nede i sækken mod England, der første 2-0 ved pausen. De kørte mand mand mod os, og det var vi ikke så godt forberedt på. I anden halvleg skiftede vi så taktik og de hurtige folk ind, og det vendte kampen til vores fordel med Kasper Cronberg fra Neptun som den helt store og kampafgørende spiller med scoringen til 3-2. Det var hans bedste landskamp til dato, siger den ansvarlige for herrelandsholdet, Jakob Pixi Kaad Iversen. Inden morgendagens sidste gruppekamp fører Italien med ni point foran England og Danmark med hver seks. Danmark skal altså slå Rusland, mens England skal tabe eller højest få uafgjort mod Italien. Kun de to bedste af de fem hold i gruppen går videre til kampen om medaljerne, og slår England Italien, mens Danmark slår Rusland, bliver målscoren afgørende blandt de tre hold med ni point. Og her er både England og Italien klart bedre end Danmark. – Jeg føler, vi har en god chance for at slå russerne og dermed gå videre. England har ikke taget point fra Italien i otte år, så jeg håber ikke, den historik bliver brudt i morgen, siger Jakob Pixi Kaad Iversen. Skal være mere kyniske U21 herrerne, der vandt VM-sølv sidste år i Frankrig, er kommet til Tyskland for at tage endnu en medalje, og den målsætning levede holdet op til med en indledende 5-3 sejr over Holland og en uafgjort 3-3 mod Portugal. Vinder Danmark den sidste gruppekamp i morgen over Polen, er holdet videre i medaljekampen. – Holland var en svær kamp at lægge ud med, for de er kendt for at være favoritdræbere. Samtidig kan alt ske i en åbningskamp, som ofte er præget af en del nervøsitet. Det til trods fik vi en glimrende start med en føring på 3-0 efter fem minutter, men hollænderne gav aldrig op. De fik nyt mod efter reducering på et langskud, og midtvejs i anden halvleg fik de udlignet til 3-3. Så gik de mand mand mod os, og det var en fejl, for det spil er vi bedre til, og så kunne vi afgøre kampen med to scoringer til, fortæller en af holdets spillere, Andreas Iversen. Med den vigtige åbningssejr var der lagt op til, at Portugal skulle køres over i den anden gruppekamp. Alligevel endte den 3-3. – Vi førte ellers med 3-1, men så gik vi i stå. Efter et langsskudsmål fik Portugal momentum i kampen og fik udlignet i etableret angrebsspil. Vi havde de fleste chancer i kampen, men vi var desværre ikke kyniske nok. Det skal vi være i morgen mod Polen, for det er et hold af en helt anden kaliber end Portugal, siger Andreas Iversen. En sejr i morgen over Tjekkiet vil også sende damerne videre efter de i de to første kampe lagde ud med at slå Polen 5-4 for derefter at tabe stort til favoritterne fra England med 9-1. Men tjekkerne tabte også stort til England med 10-4, så kampen i morgen tegner på forhånd til at blive en jævnbyrdig affære.

René Holten bliver det store trækplaster ved DM i Holstebro

Dobbelt verdensmester tilbage på dansk grund Efter en afstikker til Presidents Cup i Rusland, får den dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo igen dansk vand under kajakken, når han fra fredag til søndag stiller op til de danske sprintmesterskaber i Holstebro. Med sig til Holstebro har han ikke bare sine to dugfriske og historiske guldmedaljer på 1.000 og 500 meter enerkajak fra VM i Milano, han stiller også til start med sin klubkammerat Nils Boe i 1.000 meter toerkajak. Ved VM spændte to tyvstarter og en efterfølgende diskvalifikation ben for duoens forsøg på at sikre sig en tidlig billet til næste sommers OL i Rio. Planen for Rene Holten Poulsen og Niels Boe er at tage revanche til maj næste år til det europæiske kvalifikationsstævne i Duisburg, hvor der er en enkelt OL-plads tilbage at slås om i toerkajakken. Men René Holten Poulsen bliver ikke det eneste trækplaster ved DM, der bliver afviklet på det spritnye rostadion på Vandkraftsøen og med Kajakklubben Pagaj som arrangør i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Fra mandskabsbåde til enerkajak Alle roerne fra VM stiller op for deres respektive klubber, og her skal det blive interessant, om damerne kan omstille sig til at lave gode tider i enerkajakken efter flere måneders træning og konkurrence i mandskabsbådene, hvor Danmark jo stillede op til VM med en firerkajak og en toerkajak. – Det er jo ikke sådan, at man glemmer at ro enerkajak, fordi man i en lang persiode kun har trænet mandsskabsbåde. Men roerne skal nok ikke forvente at ro på verdensklasse tider så kort tid efter at have toppræsteret ved VM, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Umiddelbart bliver 500 meter enerkajak hos damerne det mest interessante løb. Her har Henriette Engel Hansen fra 361 domineret i en årrække og repræsenteret Danmark ved flere VM og OL i London på distancen. Men ungdommen presser sig på bagfra, og den tidligere dobbelte juniorverdensmester på distancen, Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, kan blive Danmarks næste store stjerne på distancen. De to stillede i øvrigt op sammen i toerkajak ved VM, hvor det blev til en syvendeplads, som lige netop ikke rakte til en direkte OL-kvalifikation i første omgang. Danskerne kan dog komme med på efterbevilling på en såkaldt kvoteplads. Fremtidens stjerner Fremtidens stjerner er naturligvis også til start i U-18 klassen, hvor Danmark triumferede stort ved sommerens VM i Portugal. Her blev det til et historisk verdensmesterskab for firerkajakken med de to Silkeborg-piger Mette Gravesen og Cathrine Rask i selskab med Julie Frølund fra Vallensbæk og Pernille Knudsen fra Maribo. Julie Frølund og Pernille Knudsen tog desuden individuelle sølvmedaljer på henholdsvis 200 og 500 meter enerkajak. 400 roere fra U12 til senior kæmper om DM-medaljerne. Mesterskaberne starter fredag morgen og slutter søndag eftermiddag.