EM-glæde i Italien

U-landstræner super tilfreds med otte EM-finaler og syv semifinaler på mesterskabernes første dag Med 15 både i vandet, der gav otte direkte EM-finaler og syv semifinaler over 1.000 og 500 meter, så var det en super tilfreds U-landstræner og talentchef, Finn Pape, der gjorde status efter førstedagen, torsdag, af U-EM i kajak i Italien. – Vi kan kun være glade og tilfredse. Ikke mindst i betragtning af, at fem af vores direkte EM-finaler blev roet hjem via førstepladser i indledende heats. Men alle andre gjorde det også flot, og de både, der i morgen, fredag, skal ud i semifinaler, har efter min mening gode muligheder for at nå finalen, for alle var tæt på den direkte vej i indledende heats, sagde Finn Pape. Blandt de nu EM-klare både og roere var det især juniorerne, der førte sig flot frem. Den dobbelte og regerende europamester over juniorernes 1.000 meter enerkajak, Rasmus Knudsen fra  Lyngby Kanoklub, var suveræn i sit indledende heat og det samme på den halve distance, som var hans første 500 meter til et internationalt mesterskab. Var Rasmus Knudsens førstepladser forventet, så var det overraskende, at damejunior-toerkajakken med debutanterne Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub, kunne ro sig i EM-finalen over 500 meter via en førsteplads, og overraskende var førstepladsen til herre-junior firerkajakken over 500 meter også. I båden sad tre debutanter,  Magnus Sibbersen, Hvidovre Kajakklub, Martin Jørgensen, Maribo Kajakklub og Mark Eger Schrøder, Vallensbæk KKC, sammen med Christian Farstad fra Silkeborg Kajakklub. Den sidste førsteplads roede juniorroeren Frederikke H. Matthiesen fra  Lyngby Kanoklub  hjem over  500 meter enerkajak, mens Helene Fabrin-Brasted fra  Vallensbæk KKC, også i juniorklassen, kom i EM-finalen i 1.000 meter enerkajak via en andenplads. En andenplads gav også adgang til EM-finalen for damernes U23-firerkajak med Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Line Langelund, Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk KKC og Bolette Nyvang, Hellerup Kajakklub. Line Langelund og Bolette Nyvang tog den sidste EM-finale i toerkajakken over 500 meter via en tredjeplads. – Det har været en travl dag med 15 både, 15 opvarmninger, 15 løb og 15 evalueringer efterfølgende. Men, det tager vi gerne med, når det går så godt, og så ser vi frem til fredagens semifinaler og indldende heats over 200 meter. Samtidig får flere af de roere, som roede direkte finaler hjem, mulighed for at bruge dagen på træning og optimere på teknik og starter  inden finalerne, sagde Finn Pape. Finalerne over 1.000 meter ros lørdag, mens 500 og 200 meter er på finaleprogrammet søndag.

Otte EM-finaler til Danmark på førstedagen i Italien

God dansk afslutning med EM-finale til U23-firer De to firerkajakker for juniordamer og U23-damer sluttede førstedagen af U-EM i Italien af torsdag eftermiddag med indledende heats over 500 meter. Her levede OL-satsningsroerne, Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Line Langelund, Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk KKC og Bolette Nyvang, Hellerup Kajakklub, op til forventningerne i U23 og sikrede Danmark den ottende direkte EM-finale via en andenplads efter Polen. Damejuniorerne med Caroline E. Fauerschou, Silkeborg Kajakklub, debutanten Mathilde Roed, Køge Kajakklub, Frederikke H. Matthiesen, Lyngby Kanoklub og Helene Fabrin-Brasted, Vallensbæk KKC, kom i mål på femtepladsen, hvilket rakte til en semifinale i morgen, fredag. Ud over de otte EM-finaler blev det til syv semifinaler for Danmark i dagens 15 løb. I morgen fortsættes med semifinaler og indledende heats over 200 meter.

Junior-firer direkte i EM-finale

Junior-firer tog førsteplads og en EM-finale EM-finale nummer syv til Danmark kom i hus i det første indledende heat for firerkajakker ved U-EM i Italien torsdag eftermiddag. Her var herrejunior-båden på vandet, og trods en besætning med tre EM-debutanter, Magnus Sibbersen, Hvidovre Kajakklub, Martin Jørgensen, Maribo Kajakklub og Mark Eger Schrøder, Vallensbæk KKC, så lykkedes det sammen med Christian Farstad fra Silkeborg Kajakklub at vinde heatet foran Frankrig og sikre en direkte finale søndag. U23- herrerne med Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub, Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Lyngby Kanoklub, var også tæt på, men en fjerdeplads til besætningen var ikke nok, og derfor venter en semifinale i morgen, fredag.

Debutanter i EM-finale

To EM-finaler mere til Danmark Efter indledende heats for toerkajakker over 500 meter for damejuniorer og U23-damer ved U-EM i Italien torsdag eftermiddag, kom Danmarks samlede høst af direkte EM-finaler på førstedagen op på seks, inden de afsluttedende løb for firerkajakker. Mest imponerende var den direkte finaleplads til junior-debutanterne, Katrine Jensen, Maribo Kajakklub og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub. De unge roere vandt nemlig heatet foran stærke nationer som Hviderusland og Ungarn. De mere erfarne roere, Line Langelund fra Silkeborg Kajakklub og Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub klarede finalekravet via en tredjeplads. Parret har tidligere vundet medaljer i EM-sammenhæng.

U23-roere videre ved EM

Semifinale til Pernille og Victor U23-roerne Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub og Victor Gairy Aasmul fra Lyngby Kanoklub, indledte eftermiddagens program ved U-EM i Italien med at sikre sig videre adgang til fredagens semifinaler i 500 meter enerkajak. I indledende heats blev det til en andenplads for Victor Gairy Aasmul, der ligesom klubkammeraten Nicolai Mørcke over 1.000 meter tidligere på dagen, måtte se ukraineren Oleh Kukharyk snuppe den finalegivende førsteplads. I damernes heat tog polske Helena Wisniewska førstepladsen og den direkte finale, mens Pernille Knudsen kom i mål på tredjepladsen.