Første EM-finale til René Holten

Tog andenpladsen i 500 meter enerkajak   Kravet var en plads blandt de tre bedste for en direkte EM-finale, og det krav havde René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub ikke de store problemer med at indfri i indledende heat i 500 enerkajak fredag eftermiddag i bulgarske Plovdiv. Danskeren roede i mål på andenpladsen efter hviderusseren Mikita Borykau og med russeren Roman Anoshkin på tredjepladsen. EM-finalen ros søndag klokken 9.25.  

Dansk succes i Plovdiv

Emma tog den første EM-finale   Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub er klar til søndagens EM-finale i 500 meter enerkajak ved mesterskaberne i bulgarske Plovdiv. Finalepladsen roede hun hjem via en andenplads i indledende heat. I en tæt afgørelse tog russeren Elena Anyshina sejren foran danskeren og med svenske Linnea Stensils på tredjepladsen. Dermed blev svenskeren også finaleklar på den sidste af de tre direkte pladser. EM-finalen ros søndag klokken 9.05.

EM: Silkeborg-duo i semifinale

Sjetteplads til Casper og Morten   Casper Pretzmann og Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub tog en sjetteplads i det indledende heat i 1.000 meter toerkajak ved EM i Plovdiv fredag formiddag. Med sjettepladsen er danskerne klar til eftermiddagens semifinaler. Tre både gik direkte i EM-finalen, og det blev Tyskland, Spanien og Italien.

EM: Firerkajakker videre

Klar til semifinaler   Begge danske firerkajakker roede sig fredag formiddag i semifinalerne ved EM i bulgarske Plovdiv. Herrerne var først på vandet, hvor det blev til en syvendeplads, mens damerne i heatet efter kom i mål på sjettepladsen. Ungarn tog den direkte finalebillet hos herrerne, mens de tre bedste hos damerne, Ungarn, Ukraine og Polen, tog den direkte vej til EM-finalen. Semifinalerne ros i eftermiddag.  

René Holten i semifinale

Missede den direkte finale på målstregen Han førte løbet hele vejen og var på vej mod den direkte EM-finale som vinder af det indledende heat i 1.000 meter enerkajak fredag formiddag ved EM i bulgarske Plovdiv. Men på de sidste 50 meter gik René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub så langt ned i tempo, at belgieren Artuur Peters kunne komme bagfra og slå danskeren på selve målstregen og nappe finalebilletten. For René Holten betyder andenpladsen, at han skal ud i en semifinale i eftermiddag i forsøget på at komme i EM-finalen lørdag.