VM maraton: To både udgik

Alsbæk holdt den danske fane højt   Rasmus Alsbæk fra Maribo var ene om at holde den danske fane højt under formiddagens VM-løb for juniorer ved mesterskaberne i maraton kajak i Brandenburg. I herrejuniorernes enerkajak kom han i mål som nummer 13 efter et godt løb, hvor han på første omgang lå med i frontgruppen, men siden lod sig falde tilbage i sit eget tempo midt i feltet. Herfra roede han sig op i sidste halvdel af løbet til en placering i den bedste tredjedel. I samme løb stillede Rasmus Brandenhof Lind fra Vallensbæk også op, men han måtte udgå efter første omgang. Også damejunior toerkajakken med en sygdomssvækket Cathrine Rask sammen med klubkammeraten Line Langelund Eriksen, begge Silkeborg, måtte opgive efter to omgange. Vinder og verdensmester hos herrejunior blev Adam Varga fra Ungarn, og der var også ungarsk sejr hos damejunior til Zsofia Korsos og Viktoria Nagy.   Foto: Rasmus Alsbæk, th, på vej i mål til en 13. plads.  

Toerkajak stiller op i Brandenburg

Cathrine Rask er klar til start   Efter gårsdagens triste afbud i enerkajakken på grund af sygdom, er Silkeborgs Cathrine Rask nu kommet sig så meget, at hun stiller til start i dagens toerkajak i U18 sammen med klubkammeraten Line Langelund Eriksen ved VM i maraton i Brandenburg. Cathrine har haft godt af en ekstra dags hvile til at komme sig, men nu må vi se, hvor frisk hun er. Hun har i hvert fald meldt sig klar, siger maratonkoordinator Karsten Solgaard. Ud over damejuniorernes toerkajak byder andendagen af VM på dansk deltagelse i herrejunior enerkajak samt dame- og herresenior enerkajak.   9.00 – Herrejunior enerkajak Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub Rasmus Brandenhof Lind, Vallensbæk Kano og Kajak Club   09.03 – Damejunior toerkajak Cathrine Rask og Line Langelund Eriksen, Silkeborg Kajakklub   11.30 – Damesenior enerkajak Annemia Pretzmann, Silkeborg Kajakklub   14.45 – Herresenior enerkajak Nicolai Blach, Skanderborg kajakklub Martin Frederichsen Møller, Maribo Kajakklub         Foto: Line Langelund Eriksen og Cathrine Rask stiller til start i damejuniorernes toerkajak.   Livestream: https://www.youtube.com/watch?v=GLw6gXgXyA4

Utroligt comeback gav VM-sølv

Mageløse Mads sikrede dansk VM-sølv   Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg er kajaksportens comeback-konge nummer et og skal aldrig afskrives i et mesterskabsløb – heller ikke selv om alt håb synes ude. For håbet var nærmest forduftet med pagajen, som han tabte på anden omgang af VM-løbet i maraton kajak for U23 herrer i Brandenburg. Fra en position i en syv mand stor frontgruppe måtte han standse op for at fiske pagajen op igen uden at kæntre. Det kostede Silkeborg-roeren et tidstab på et minut og en placering på mellemhånd i tredje gruppe. I de næste omgange var alles øjne rettet mod et VM-opgør mellem sidste års sølvvinder Krisztian Mathe og den nykårede europamester Adam Petro, begge fra Ungarn, men ud af det blå dukkede Mads Brandt Pedersen op med to omgange tilbage i et nærmest uvirkeligt comeback. Som han gjorde det ved EM i juli, hvor han vandt sølv. Herfra mod målet var det danskeren, der satte dagsordenen, og på den sidste lille omgang op mod målet havde han guldet indenfor rækkevidde i et spurtopgør med Petro, men som det var tilfældet ved EM, viste ungareren sig stærkest i en medrivende finale. Man kunne have undt Mads Brandt Pedersen VM-guldet, men sølvet var faktisk en større præstation efter uheldet med pagajen og det utrolige comeback.   Foto: Mads Brandt Pedersen fik et utrolig comeback og fører her frontgruppen an.        

Ipaddle i luften!

En ny kano-kajak portal er født IPaddle – er navnet på danske kano- og kajakroeres nye portal. Portalen erstatter her i trin 1  “Klubadministration”, et IT-system, som DKF, klubber, instruktører og roere, hidtil har benyttet til administration af IPP-licenser og magasin-abonnementer.  I trin 2, som vi forventer er i luften omkring nytår, vil portalen også give klubber og roere adgang til at købe kurser og kano-kajakoplevelser. Som roer kan du gå ind på “min side” og se dit IPP niveau, du kan framelde Kano & Kajak Magasinet, tilmelde dig DKF’s elektroniske nyhedsbrev og ændre dine personlige data. Basis i begyndelsen Fremfor at starte ud med en stor portal, der kan alt muligt, så er det tanken med IPaddle at udvikle den i små bidder efter de økonomiske muligheder og brugernes behov. Den første del, der nu går i luften er finansieret fra overskuddet efter worldcuppen i 2015. Bygger på MemberLink og rokort.dk IPaddle er bygget over foreningssystemet MemberLink, hvor klubben i ét system kan administrere hjemmeside, medlemsstyring, regnskab, booking, nyhedsbreve, kalender, opkrævning til kontingent og sommerfest, rostatistik og meget mere. Det betyder, at hvis klubben bruger MemberLink, så skal der bare oprettes en synkronisering til IPaddle, og så vil man fremover undgå alle former for dobbeltadministration. Sådan kommer du ind på IPaddle: Hvis du vil ind og se din profil, skal du logge på med dit IPP nummer, som består af din fødselsdato plus de to første bogstaver af dit fornavn plus de to første bogstaver af dit efternavn. Hedder du f.eks. Peter Fiktiv og er født den 20. august 1975, er dit IPP nummer 200875PEFI. Dit password er din fødselsdato – i dette tilfælde 20-08-1975. Når du logger på, kan du se dine licensdetaljer, rette din adresse, email og telefonnummer og til- eller af-melde modtagelse af vores blad.  Det er en god ide at logge på og checke, om vi har de korrekte oplysninger på dig. Specielt til Formænd Som formand er du på forhånd udnævnt til at være klubadministrator. Det betyder, at det er dig som kan tildele licenser og oprette nye modtagere af vores blad. Men allervigtigst er det, at du kan tildele andre medlemmer af din klub, f.eks. dine bestyrelses kolleger, idrætslederen, rettigheder til også at kunne administrere dine klubmedlemmer. Hvis du er formand skal du også logge ind med dit IPP nummer MEN du skal bede systemet om at sende dig et nyt password. Det gør du ved at indtaste dit IPP nummer og klikke på “Glemt Adgangskode?” – så sender vi et nyt til din email adresse. Du kan læse mere om Ipaddle  og se vores simple instruktions videoer ved at klikke på linket her. LINK Hjælp den nye portal på vej Opdager du fejl eller har du ønsker til næste portalversion, kan du benytte skemaet her. LINK Det er helt efter planen, at portalen ikke kan alt endnu – vi udvikler der, hvor behovet er størst og bruger dine input til at sætte den rette kurs.  Input er en vigtig del til at nå rigtigt i mål, så vi takker for dine.   Du kan også kontakte teknologi – og sports administrator, Kristian Nielsen, kni@kano-kajak.dk

Fornem syvendeplads ved VM

Rosenkilde satte flot dansk aftryk   Emilie Rosenkilde, der i juli høstede bronze ved EM, viste på ny sit store internationale potentiale i maraton kajak, da hun i damernes U23 klasse roede sig til en syvendeplads ved VM i Brandenburg. Til de absolut sidste meter var Skovshoved-roeren med i kampen om femtepladsen i en tremandsgruppe med spanske Tania Álvarez og britiske Samantha Rees-Clark, men i spurten blev hun klemt inde af de to konkurrenter. Álvarez tog femtepladsen foran Rees-Clark og med danskeren lige efter. Den anden dansker i løbet, Silkeborgs Anne-Sofie Winther, kom i mål som nummer 14. Som ventet blev løbet domineret af Ungarn med den regerende verdens- og europamester Vanda Kizli i spidsen. Sammen med landsmanden Sára Anna Mihalik splittede hun en frontgruppe på fire midtvejs i løbet og genvandt mesterskabet i suveræn stil. Kampen om tredjepladsen blev et tæt spurtopgør mellem belgiske Hermien Peters og sydafrikanske Jenna Ward med førstnævnte som vinder.   Foto: Emilie Rosenkilde – i midten – roede sig til en fornem syvendeplads.