DM sprint: René Holten på sikker kurs mod VM i København

Holstebro var den sidste by på vejen mod København for René Holten Poulsen, der lørdag bookede en stensikker plads blandt de udvalgte, der får lov at repræsentere Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund ved verdensmesterskaberne i kano og kajak sprint på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september. René Holten Poulsen sikrede VM-billetten i DM-finalen i 1.000 meter enerkajak, hvor han efter en suveræn sejr kunne føje endnu en guldmedalje til sin i forvejen bugnende samling af nationale titler. På andenpladsen fulgte Morten Graversen og på tredjepladsen den nyslåede U23-europamester på distancen, Thorbjørn Rask. – René viste, at den måde, han har grebet træningen an op til DM, var den rigtige. Han var godt kørende og virkede i balance med sig selv. Det var dejligt at se og lover godt før VM, sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl, efter finalen. Generelt bød lørdagens DM-finaler på sejre til forhåndsfavoritterne, men også på et bemærkelsesværdigt comeback til Pernille Brandstrup Knudsen. Hun var med til at kvalificere firerkajakken til OL i Tokyo, men måtte slippe sit sæde lige op til legene på grund af en skade. Med skaden overstået og en forståelig pause, hvor hun lige skulle fordøje skuffelsen, kom hun tilbage på vandet for at ro sin chance for at komme til VM. Den chance greb hun på fornem vis i DM-finalen i 1.000 meter enerkajak med en flot sejr. – Ovenpå den store skuffelse over den bristede OL-drøm, kræver det viljestyrke og robusthed at komme tilbage. Den viljestyrke og robusthed har Pernille, der satte VM som sit nye mål og gik målrettet sin egen vej for at nå det.  Lørdag fik hun sin belønning i DM-finalen, og det var fedt at se, siger Lars Robl. Resultater: youpaddle.org  

DM sprint: Forude venter VM i København

Når de nationale mesterskaber i kano og kajak sprint bliver afviklet fra fredag til søndag på Vandkraftsøen i Holstebro, står der mere end podieplaceringer og titelforsvar på spil for den danske elite. Forude venter nemlig sæsonens største begivenhed efter OL i Tokyo, når Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med det internationale forbund arrangerer VM på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september. Landsholdet sættes efter DM, og selv om Danmark som værtsnation har elastik til at stille med et større hold til VM, så bliver der ikke delt internationale badebilletter ud ved de nationale mesterskaber. Med andre ord kan publikum se frem til knivskarpe mesterskabsløb i kampen om de eftertragtede VM-billetter og møde sportens største stjerner helt tæt på. Til dem hører den dobbelte bronzetager i enerkajak fra legene i Tokyo, Emma Aastrand Jørgensen, men også de tre andre piger i den olympiske firerkajak, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen. Hos herrerne samler interessen sig naturligt om René Holten Poulsen, der i foråret missede muligheden for at kvalificere sig til sit fjerde OL på stribe. Den tidligere flerfoldige verdensmester i enerkajak har siden trænet målrettet frem mod DM og en udtagelse til VM. DM i Holstebro, hvor der også skal findes mestre i SUP, arrangeres af Kajakklubben Pagaj i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Mesterskaberne, som har flere end 300 atleter tilmeldt, afvikles for årgangene U12 til senior.   Program og resultater: youpaddle.org

U-NM: Suveræne Danmark tog 51 mesterskaber

Danmark er – med afstand – fortsat Nordens suverænt stærkeste nation i ungdomsårgangene i kajak. Det beviste 71 danske talenter i årgangene U16, U18 og U21 ved weekendens nordiske ungdomsmesterskaber i svenske Jönköping. Hele 51 gange ud af 60 mulige blev mesterskabet roet hjem til Danmark. Desuden blev det til 35 sølvmedaljer og 24 bronzemedaljer. Til stor tilfredshed for Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape. – Vores målsætning ved U-NM er ikke at vinde samtlige mesterskaber, men at blive bedste nation i alle tre årgange samtidig med, at vores bedste atleter i alle discipliner skal kæmpe med om førstepladsen. Vi blev bedste nation i alle tre årgange og fik sølv i flere af de løb, hvor Sverige eller Norge tog mesterskabet, siger han. For Dansk Kano og Kajak Forbund indgår mesterskaberne også som et vigtigt element i processen med at udvikle talenter. – Mesterskaberne giver os mulighed for at sende mange unge og nye talenter i konkurrence. Ved U-NM har vi mulighed for at se bredden an ved at give atleter, der er placeret 6-12 på vores rangliste, mulighed for at komme ud til stævner og få motivation gennem konkurrence. Resultaterne i Jönköping viser, at det lykkedes ganske godt, siger Finn Pape. Med til historien hører, at Danmark var ramt af otte afbud til mesterskaberne, hvor de syv var corona-relaterede og det sidste grundet en skade. – Det svækkede os en lille smule i nogen af disciplinerne. Man kan godt have et afbud til et mesterskab, men otte skaber udfordringer. Alligevel er det ikke første gang, corona har skabt udfordringer for os, så på atleternes vegne er jeg glad for, at det lykkedes at få afviklet de nordiske ungdomsmesterskaber, siger Finn Pape.  

Thorbjørn tog guldbad i Rocksjön

Rocksjön i svenske Jönköping blev guldbad for Silkeborg Kajakklubs nyslåede og dobbelte europamester, Thorbjørn Rask, da han lørdag vandt fem ud af seks mulige guldmedaljer på første dag af de nordiske ungdomsmesterskaber for U16, U18 og U21. Kun i løbet over 200 meter enerkajak, måtte U21-roeren se sig henvist til podiets næstøverste trin af norske Lasse Lotsberg. Lørdagen bød i alt på 32 mesterskabsløb, hvor Danmark sejrede i de 26, mens Norge tog fire mesterskaber og værterne fra Sverige to. Mesterskaberne slutter søndag, hvor yderligere 28 sæt mesterskabsmedaljer skal fordeles.

Jönköping lægger vand til nordiske mesterskaber

Efter to års pause, kan ungdomsroerne fra Danmark, Norge, Sverige og Finland igen mødes i konkurrence om de nordiske mesterskaber i kajak for U16, U18 og U21. Mesterskaberne finder sted lørdag og søndag i svenske Jönköping, som også var mesterskabsvært senest i 2019. – Efter planen stod Finland for tur, men meldte fra grundet corona-situationen i landet. I stedet blev det undersøgt, om et af de tre andre lande kunne tage over, og her bød svenskerne ind, forklarer Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef Finn Pape. Med til Jönköping har Dansk Kano og Kajak Forbund et rekordstort antal deltagere på hele 71 atleter fordelt på de tre årgange, og danskerne har i mange år været den klart dominerende nation på nordisk niveau. I 2019 blev det således til 58 ud af 59 mulige mesterskaber. – Om det kommer til at gå ligeså godt i år, er svært at spå om på forhånd. Nu må vi se, hvad de andre lande har brugt den to år lange pause til, siger Finn Pape. Ud over de klassiske kajakdiscipliner, bliver der i år også mix-konkurrencer i toerkajak for alle tre årgange. – I idrætten generelt bliver mix-discipliner mere og mere udbredt. Det er en udvikling, jeg hilser velkommen for at skabe fornyelse i sporten. Til U-VM i Portugal i september er mix også på programmet, og på sigt tror jeg, at mix bliver en del af OL-programmet, siger Finn Pape.   Program og resultater:  http://jonkopingenergiarena.se/wordpress/nordic-championship/