EM kajakpolo: Historisk triumf for dansk kajakpolo

EM kajakpolo: Historisk triumf for dansk kajakpolo For første gang nogensinde har et dansk herrehold kvalificeret sig til semifinalerne og dermed de afgørende medaljekampe ved et EM i kajakpolo. Den historiske sejr fandt sted lørdag eftermiddag ved de pågående mesterskaber i Essen i Tyskland, hvor danskerne skulle have en sejr i den sidste mellemrundekamp mod de tidligere verdensmestre fra Holland. Og det blev til en nærmest sensationel 3-2 sejr. Dermed blev det danskerne, der fulgte gruppevinderen og de regerende europamestre fra Tyskland til søndagens finalespil. – Det er altid fedt at læse om historien bagefter, det er endnu federe at stå midt i den og være med til at skrive den. Og vi har skrevet en fuldstændig vanvittig historie, siger herreholdets træner, Jakob Pixi Kaad Iversen. Selve kampen blev en gyser med et kæmpe publikum, der hujede og klappede på hver deres hold. – På et tidspunkt var der en bag mig, der råbte på straffe til holllænderne. Jeg vendte mig om og så en, der var klædt ud som løve. Det var lige så surrealistisk, som kampens udfald, smiler han. De danske U21 herrer er også klar til søndagens finalespil efter en andenplads i mellemrunden.  I semifinalen skal herrerne møde europaranglistens nummer et fra Italien, mens U21 herrerne skal op mod hjemmebanefavoritterne fra Tyskland. Danmark har også et damehold med, der søndag skal ud i en placeringskamp om niendepladsen.

U21 herrer tabte mestermøde

U21 herrer tabte mestermøde Det blev Frankrig, der med en 3-1 sejr over Danmark sikrede sig førstepladsen i mellemrunden hos U21 herrerne i kajakpolo ved EM i Essen. De regerende verdensmestre var aldrig for alvor truet af viceverdensmestrene fra Danmark, som nu skal møde vinderen af den anden mellemgruppe i søndagens semifinale, enten Tyskland eller England.

EM kajakpolo: Herreholdet gjorde det umulige – medaljekampe venter

EM kajakpolo: Herreholdet gjorde det umulige – medaljekampe venter Med en 3-2 sejr over de tidligere verdensmestre fra Holland præsterede de danske herrer i kajakpolo nærmest det umulige ved EM i Essen. Med sejren skrev danskerne historie ved for første gang nogensinde at kvalificere sig til søndagens semifinaler og kampen om medaljerne. Her har U21 herrerne allerede kvalificeret sig, så EM er allerede nu en kæmpe triumf for dansk kajakpolo. Senere klokken 15.10 spiller U21 herrerne gruppefinale mod Frankrig.

Kajakpolo EM: Herreholdet skal ud i gyser – U21 herrer er klar til medaljekampe

Kajakpolo EM: Herreholdet skal ud i gyser – U21 herrer er klar til medaljekampe Mens U21 herrerne allerede nu er klar til søndagens semifinaler og efterfølgende medaljekampe i kajakpolo ved EM i Essen efter Frankrigs 2-1 sejr over Rusland, så skal det danske herrehold ud i en regulær gyser klokken 13.25 mod Holland. Det står klart efter Danmarks kamp mod Tyskland, som værterne vandt med 2-1 efter en meget taktisk og intens affære. Tidligere på dagen slog Holland Schweiz med 7-2, så stillingen er nu den, at både Danmark og Holland har tre point inden den afgørende gruppekamp og en målscore på henholdsvis 9-9 og 4-4. Tyskland fører gruppen med seks point og er klar til semifinalerne inden det sidste møde mod Schweiz. For U21 herrerne står der en gruppesejr på spil i eftermiddagens kamp klokken 15.10 mod Frankrig.

Andreas Iversen før afgørende U-kampe: – Vi frygter ikke nogen!

Andreas Iversen før afgørende U-kampe: – Vi frygter ikke nogen! Når man har sønderskudt den russiske bjørn med 6-4 og sikret sig et perfekt udgangspunkt før morgendagens gruppefinale i mellemrunden mod Frankrig, så er der ikke grund til at frygte nogen modstander ved EM i kajakpolo i Essen. Det siger U21 spiller Andreas Iversen: – Vi er kommet til Tyskland som viceverdensmestre og for at vinde EM. Skal den målsætning opfyldes, så skal vi ikke og vil vi ikke frygte nogen. Det gælder også verdensmestrene fra Frankrig. Vi skeler som sådan heller ikke til resultaterne i den anden gruppe, for vi skal bare slå alle, for gør vi det, så vinder vi EM. De restrende kampe vil jeg vurdere til at være 50-50 kampe, så vi vil spille dem, som var det finaler. Selvtilliden fejler heller ikke noget hos de danske drenge, der sikrede sig den indledende gruppesejr med en 5-2 sejr over Polen. – Det var i den kamp, at de tusindvis af træningstimer og turneringer op til EM, skulle udløses i en toppræstation på bare 20 minutter. I den situation er man naturligvis lidt spændt nervøs, men vi fik hurtigt kontrol over nervøsiteten og blev bare bedre og bedre, som kampen skred frem. Det var ikke nogen nem kamp, men vi spillede utrolig disciplineret og med is i maven. Vi vidste, at det handlede om at overholde vores aftaler, og det endte også med, at vi kørte dem over, siger Andreas Iversen. Den sikre sejr var ifølge Andreas Iversen også et godt udtryk for, at danskerne er vokset fra lillebrorrollen i inetrnational sammenhæng, og nu er blevet en magtfaktor. – Når man er viceverdensmestre, så har vi fået en ny rolle, hvor vi skal kunne håndtere det ansvar og slå de nationer, som vi skal slå. Det kom også til udtryk mod Rusland, og personligt er jeg stolt over alle spillerne på holdet og vores træner Jonas Arnkjær.