Dobbelt OL-kvalifikation: Emma Aastrand Jørgensen gjorde det igen
Dobbelt OL-kvalifikation: Emma Aastrand Jørgensen gjorde det igen Kun en time efter, hun tændte det olympiske håb for firerkajakken via andenpladsen i B-finalen, satte Maribo Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen sig i båden til VM-finalen i 500 meter enerkajak søndag formiddag i Szeged. Kravet for at kvalificere 500-meter-båden, som hun gjorde det over 200 meter med bronze, var igen en plads blandt de fem bedste – og ganske imponerende lykkedes det for Emma Aastrand Jørgensen at ro netop femtepladsen hjem og den anden OL-kvalifikation i enerkajak. VM-finalen blev vundet overlegent af 200-meter-mesteren Lisa Carrington fra New Zealand, der smadrede feltet fra start og hurtigt tog en bådlængde, som hun holdt hele vejen over stregen. På andenpladsen kom hviderusseren Volha Khudzenka, mens den regerende verdensmester Danuta Kozak fik bronze. På netop 500 meter enerkajak tog Emma Aastrand Jørgensen sølv i Rio for næsen af Carrington. Kozak er dobbelt og regerende olympisk mester. VM-finalen var den sidste med OL-kvalifikation på programmet for danskerne. I eftermiddag slutter VM med finalerne over 5.000 meter enerkajak, hvor Danmark bliver repræsenteret af Bolette Nyvang Iversen fra Hellerup Kajakklub og René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub. – Ovenpå det hårde løb i firerkajakken havde Emma sat sig en målsætning om at slutte i top 6. Den målsætning indfriede hun på imponerende vis med femtepladsen og en ny OL-kvalifikation, så hun var meget glad efter finalen, og det samme er teamet bag, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.