Ergometer DM i kajak sætter deltagerrekord

Med 259 tilmeldte roere fra 30 klubber, sætter årets Ergometer DM i kajak ny deltagerekord. DM finder sted i Rødovre Centrum søndag den 18. januar. – Deltagertallet vidner om den store bredde i kajaksporten, men også om en positiv udvikling i ungdoms- og talentarbejdet rundt om i klubberne, siger mesterskabernes chefdommer Lau Larsen. Verdensstjerner som sidste års VM-guldvindere fra Moskva, René Holten Poulsen og Emma Jørgensen (nyligt kåret til Årets Olympiske Håb) fra Maribo Kajakklub samt Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajak Klub, har alle gjort opmærksom på deres talent ved deltagelse i Ergometer DM, og Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, fortæller, at forbundets eliteteam vil holde et vågent øje på mesterskaberne for at spotte talenter, som kan komme i betragtning til sprintlandsholdet. – For os er det oplagt at iagttage Ergometer DM. Mesterskaberne vil give os et godt indtryk af de roere, som har trænet seriøst hen over vinteren og samtidig viser vilje til at komme i betragtning til sprintlandsholdet, ikke bare på sigt, men også her og nu med henblik på kvalifikation til OL i Rio næste år, siger han. – Det bliver et spektakulært stævne, hvor kajaksporten kommer til at ”vælte” Rødovre Centrum. For de mange på indkøbstur i centeret vil mesterskaberne byde på topunderholdning og kamp til stregen om DM-titlerne, lover Lau Larsen. Foto: 259 roere vil kæmpe om DM-titlerne i Rødovre Centrum. (Foto: DKF)   For yderligere oplysninger: Chefdommer Lau larsen – mobil 20128928 Sportschef Bo Vestergaard – mobil 22771691  — Med venlig hilsen Lars Bo Nielsen Pressechef/Chief Press Officer Redaktør/Editor Magasinet Kano & Kajak lars.bo@kano-kajak.dk M: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund /Danish Canoe FederationIdrættens Hus2605 BrøndbyDenmark

Elitestruktur 2015 formuleret

  Som oplæg til det kommende elite møde har de eliteansvarlige formuleret DKF’s elitestruktur og plan for 2015. Året er et vigtigt træningsår op til OL i Rio og i dokumentet beskrives Masterplanen 2015-2016 samt hvilke atleter og båd-typer, der i samarbejde med Team Danmark, satses på. Læs det ved at klikke på nedenstående:  

DATO for ATK camp

Så er datoen for forårets ATK camp faldet på plads. Det bliver i storbededagene 1-3 maj 2015. Placering er endnu ikke faldet endeligt på plads, men set kryds i kalenderen allerede nu hvis du vil have dit ATK ungdomshold med. Målet for samlingen bliver mandskabsroning på vandet. Flere deltager følger så snart de falder på plads.   Ved spørgsmål, kontakt ATK konsulent Martin Rosenkilde mr@kano-kajak.dk / 25331357

Peer Christensen er nomineret til `Årets leder 2014´ i Kolding Kommune

  Årets leder   Hvert år uddeler Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune prisen som Årets leder til en person fra en forening godkendt under Fritidsrådet. Prisen uddeles i forbindelse med Fritidsfesten, der er en tak til hele foreningslivet for det store arbejde, der foregår på frivillig basis. Fritidsfesten holdes fredag den 30. januar 2015. De tre nominerede er: Anders Bech Mathiesen Kolding Beachvolley, Flemming Bjørnskov Nielsen Nr. Bjært Strandhuse IF samt Peer Christensen Kolding Kajak Klub Peer Christensen er ungdomstræner og bestyrelsesmedlem i Kolding Kajak Klub. Peer har indenfor få år formået at opbygge en velfungerende ungdomsafdeling med 25 unge mellem 12 og 17 år. Han har haft stor fokus på, at der både skal være plads til alle og til talentudvikling. Peer formår virkelig at ”fange” de unge med sit gode væsen og humor. Ungdomsafdelingen er en broget flok, hvor mange har oplevet udfordringer ved at være en del af fællesskabet i andre sammenhænge, men med Peers øje for den enkelte rummes alle med deres forskellighed. Peer skaber både trivsel og sunde unge, men samtidig gør han også et stort arbejde for at skabe rammer for talentudvikling blandt de unge, der ønsker dette. 5 ugers træningslejr og deltagelse ved adskillige stævner i ind- og udland samt daglig træning udgør en del af programmet for den frivillige Peer. Som om alt det ikke var tiskrævende nok, finder Peer også tid til at jagte sponsorer, der kan bidrage til træningslejre og indkøb af konkurrencebåde. På det sportslige niveau, har Peer med ihærdig træningsindsats af de ældste roere i ungdomsafdelingen formået at få de unge til at tage flere guld, sølv og bronze medaljer ved DM i kortbane og maraton. Peer afviklede med stor succes Sommer Kajakskole for 13 unge en uge i sommerferien, hvor de fik lov til at prøve kræfter med kajaksporten. Peer har allerede nu afsat tid til endnu en uges sommerferieaktivitet med kajak i 2015. Peers utrolige entusiasme formår at samle de unge på alle niveauer. Selvom kajasporten langt hen af vejen bygger på individuelle præstationer har Peer skabt et unikt kammeratskab, og der er et stort socialt sammenhold blandt de unge takket være Peer. Peer er næsten helt forlegen, da han bliver overrasket med nyheden om nomineringen: ”jeg plejer jo altid at være omklædt og være med til træningen, men jeg kom lidt til skade i lørdags, hvor kajakkerne var byttet ud med mountainbikes”. Da han skal fotograferes, er han hurtig til at dirigere de unge mennesker med ind på billedet; ”Det er jo i virkeligheden, dem det handler om og den energi, de er med til at skabe” siger han.   DKF krydser fingre for at Peer vinder prisen.