EM maraton: Femteplads til Pernille og Kristine

EM maraton: Femteplads til Pernille og Kristine   Gårsdagens flotte indsats i enerkajakken blev fulgt op fredag morgen, da EM-debutanterne Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Kristine Rohde fra Silkeborg Kajakklub satte sig i samme kajak og kom i mål på en fornem femteplads i juniorernes løb for toerkajakker ved mesterskaberne i maraton i franske Decize. Kampen om medaljerne blev afgjort allerede på første omgang, da de to ungarske både trak fra sammen med slovakkerne. De tre både holdt sammen til første overbæring, hvor gårsdagens bronzevinder i enerkajak, Eszter Csonka, sage farvel og tak sammen med makkeren Evelin Csengeri og roede alene til mål og et suverænt EM-guld. I kampen om andenpladsen viste den anden ungarske båd sig stærkest og tog sølvet foran slovakkerne på bronzepladsen. Danskerne roede hele løbet i en forfølgergruppe på først fire, siden tre med Sverige og Tyskland. Svenskerne forsøgte to gange at sætte danskerne og tyskerne på de sidste omgange, og til sidst lykkedes det for Rebecca Lonnroth og Thea Sander at skabe et hul og komme alene i mål på fjerdepladsen. Den fornemme femteplads kom dog ikke i fare for danskerne, da tyskerne tog en vandtur på næstsidste overbæring og dermed gav svenskerne og danskerne et stort forspring.

EM maraton – fredagens program

EM maraton – fredagens program 09.00 DU18 K2 Pernille Hostrup, Vallensbæk Kano og Kajak Club/Kristine Rohde, Silkeborg Kajakklub   11.15 DU23 K1 Anne Hauge, Køge Kano og Kajakklub   14.00 HU18 K2 Nikolaj Thomsen, Marselisborg Kajak Club/Lukas Solne, Silkeborg Kajakklub Noah D. Pedersen, Silkeborg Kajakklub/Silas Rundholm, Silkeborg Kajakklub   16.00 HU23 K1 Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub     Program og resultater: http://decize2019.spotfokus.com/ Livestream: https://www.youtube.com/channel/UC_5tOn1iQv4-BAfjR8D-ThA

EM maraton: Dansk sølv og femteplads i højspændt drama

EM maraton: Dansk sølv og femteplads i højspændt drama Torsdag aften fik Danmark sin første medalje ved EM maraton i franske Decize, da Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club vandt sølv i et højspændt drama i juniorernes enerkajak. Den anden dansker i løbet, debutanten Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub, fik en flot femteplads. Verdensmester blev ungarske Vince Petro med britiske Tim Dowden på tredjepladsen. Efter to rolige omgange begyndte dramaet efter første overbæring, hvor Nikolai Thomsen og Vince Petro slap alene afsted, da Philip Knudsen og flere andre blev fanget bag en kæntret Bendeguz Vekassy fra Ungarn. De to førende holdt hinanden selskab frem til sidste omgang, hvor Nikolai Thomsen fik problemer med sin kajak efter et mislykket hop efter overbæringen. Det tog danskeren et minut at komme tilbage på vandet igen, og så var ungareren stukket af til et sikkert guld. Philip Knudsen, der kæmpede hårdt i forfølgergruppen for at holde sig inde i kampen om bronze, var også uheldig, da han på sidste overbæring inden finalerunden gled på pontonen og faldt på ryggen. Lyngby-roeren kom hurtigt på benene igen, fik sin kajak i vandet og sled sig ind på en flot femteplads.  

EM maraton: Fransk dobbeltsejr på den korte distance

EM maraton: Fransk dobbeltsejr på den korte distance Den korte distance over godt tre kilometer enerkajak med to overbæringer gav fransk dobbeltsejr ved EM maraton torsdag middag i Decize. På hjemligt vand stak den kendte landsholdsroer i sprint, Cyrille Carre, fra resten af det 24 mand store felt efter første overbæring og så sig ikke tilbage. På andenpladsen fulgte landsmanden Jeremy Candy et stykke efter, mens ungarske Adrian Boros tog bronzen i et spurtopgør med Jakub Adam fra Tjekkiet på fjerdepladsen og svenske Joakim Lindberg på femtepladsen. De to danskere i løbet, Søren Maretti fra Silkeborg Kajakklub og Martin Møller fra Maribo Kajakklub, kom samlet til mål og endte midt i finalefeltet, Silkeborg-roeren som nummer 11, Maribo-roeren som nummer 12.

EM maraton: Vallensbæk-debutant tog fornem fjerdeplads

EM maraton: Vallensbæk-debutant tog fornem fjerdeplads                                     Blandt Europas 22 bedste damejuniorer på maratondistancen i enerkajak, fik den danske debutant Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club en fornem fjerdeplads i åbningsløbet torsdag morgen ved EM i franske Decize. Faktisk lå Pernille Hostrup længe til at blande sig i kampen om medaljer. Fra start lå hun med fremme og skilte sig hurtigt ud i en førergruppe på først syv, siden fire, men på sidste omgang af de fem slap kræfterne op for danskeren, der måtte slippe taget i de to ungarere Sara Makrai og Eszter Csonka samt belgiske Joke Plas. Makrai tog guldet og blev ny junioreuropamester foran Plas, der vekslede sidste års bronze til sølv, mens Csonka blev treer. Den anden dansker i løbet og ligeledes EM-debutant, Silkeborg Kajakklubs Kristine Rohde, kom i mål som nummer 15.