Flot 5.000 meter debut til Emma

Flot 5.000 meter debut til Emma Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo fik sin senior-debut på 5.000 meter enerkajak ved World Cup på Bagsværd Sø, og Maribo-roeren leverede et flot løb, hvor hun længe lå i frontgruppen, men på de sidste 750 meter måtte slippe for at ende på en fornem femteplads. Vinder blev ungarske Dóra Bodonyi, som også vandt 1.000 meter.

Guld til Holten Poulsen

Guld til Holten Poulsen Efter sølvet i går på 1.000 meter efter tyske Max Hoff, var det søndag René Holten Poulsens tur til at juble over guld på den halve distance, hvor han henviste tyskeren til andenpladsen. Danskeren er regerende verdens- og europamester på 500 meter distancen, og på hjemmebane på Bagsværd Sø var Maribo-roeren opsat på at vinde World Cup guldmedaljen. Holten Poulsen tog føringen fra start, og på de første 300 meter var det kun klubkammeraten Orion Pilo, regerende U-23 europamester på distancen, der kunne følge med. I det hårde tempo måtte Pilo dog slippe med 200 meter tilbage, hvor Hoff til gengæld satte sin kendte spurt ind. Men Holten Poulsen holdt føringen hele vejen, mens Pilo sluttede på en godkendt femteplads. Umiddelbart efter var den danske dame-firer med Henriette Engel Hansen, 361, Emma Aastrand Jørgensen, Maribo, Ida Villumsen, 361 og Amalie Thomsen, Limfjorden i finalen på 500 meter. Her var håbet en medalje, men i et tæt løb måtte danskerne tage til takke med fjerdepladsen efter Tyskland, Rusland og Kina.

Femteplads til Pilo i B-finale

Femteplads til Pilo i B-finale Tredje- og sidstedagen af World Cup på Bagsværd Sø begyndte med B-finalen i 200 meter enerkajak for herrer. Her havde Danmark Orion Pilo fra Maribo med, og Pilo kom i mål på femtepladsen. Vinder blev Kristian Reeves fra England.

Kongeligt besøg ved Sprint World Cup i kano og kajak

Kongeligt besøg ved Sprint World Cup i kano og kajak H.K.H. Kronprinsen besøgte i dag ICF Canoe Sprint World Cup på Bagsværd Sø. Under det knap tre timers lange besøg overværede kronprinsen to World Cup A-finaler, hvor René Holten Poulsen vandt sølv i 1.000 meter enerkajak, mens Henriette Engel Hansen og Emma Jørgensen vandt bronze i 500 meter toerkajak. Så det var en glad Kronprins, der efter hvert løb overrakte præmier med danske atleter på podiet. – Vi er meget glade og stolte over, at Kronprinsen nu for anden gang viser os interesse. Senest var i 2013, da vi afviklede VM Maraton. Som sidste gang var Kronprinsen meget engageret og stillede mange gode spørgsmål. Han sagde selv, at han nød at være her og hilse på vores dygtige atleter, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb. Han er således glad for den store opmærksomhed besøget har skabt omkring kano- og kajaksporten samt det store arbejde Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner og Wonderful Copenhagen har lagt for at skabe en event for både publikum og internationale atleter og medhjælpere fra 35 nationer. Efter en tur på søen besøgte Kronprinsen testcenteret ‪#‎Trainlikeachamp‬, som blev styret af idrætsudøvere fra Aalborg Universitet i samarbejde med en Team Danmark Fysiolog, Jarl Pors Jacobsen. I testcenteret kan alle under stævnet prøve tests, som er identiske med dem, som en topatlet testes med i Team Danmark. Under besøget i testcenteret var det en ung roer, Frederikke Maretti, som blev testet og som Kronprinsen efterfølgende klappede på skulderen med ordene: ” Godt gået”. Herefter afsluttede Kronprinsen besøget med at svare på spørgsmål fra pressen.