DM maraton kano og kajak

EM-billetter på spil i Vallensbæk   Dansk Kano og Kajak Forbund har forhåndsudtaget seks kajakroere til EM maraton i Portugal om to uger, men weekendens DM i Vallensbæk kan føje flere navne til. Det siger sportschef Bo Vestergaard. – Under DM vil vi iagttage, om der er potentiale for at sende flere roere til Portugal, siger han. Blandt de forhåndsudtagne på damesiden er Henriette Engel Hansen fra 361, der for nylig vandt World Cup-guld i Belgien på den korte distance. Til DM skal hun forsøge at ro sig til et dansk mesterskab mod den ligeledes EM-klare Nybro-Furå-roer Emilie Rosenkilde, der vandt sølv efter Henriette i Belgien og den forsvarende danske mester, Annemia Pretzmann fra Silkeborg. Annemia Pretzmann og Henriette Engel Hansen danner også par i toerkajakken. – Det er en ny og interessant konstellation, som bliver spændende at iagttage, siger Bo Vestergaard. På herresiden stiller Silkeborgs Mads Brandt Pedersen også op for at forsvare sit mesterskab fra sidste år i Horsens. 285 kano- og kajakroere fra 36 klubber og fra U10 til masters stiller op til DM, der bliver arrangeret i et samarbejde mellem Vallensbæk Kano og Kajak Club og Dansk Kano og Kajak Forbund.

U18-23 Sprint udtagelser – Beograd

Den endelige udtagelse er foretaget.. Held og lykke til alle deltagerne. Holdet kan ses i dette link – klik her Teamleder og sportschef Bo Vestergaard Email: bo.vestergaard@kano-kajak.dk Telefon: 2777 1691 Talentchef Finn Pape Email: finn.pape@kano-kajak.dk Telefon: 3042 4433

Kajakpolo-succes

Skovshoved klar til flere store kajakpolo-stævner   Både det nye stadionanlæg på havnen og organisationen bag i Skovshoved Roklub fik mange roser fra deltagerne, internationale officials og publikum efter weekendens Europa Cup-stævne i kajakpolo. – Vores internationale kajakpolospillere og publikum var begejstrede for vores nye stadionanlæg, og vi var glade for at kunne prøve det af til et stort internationalt stævne. Det var første gang, det europæiske forbund, ECA, valgte Danmark som spillested for en af de tre årlige Europa Cup i kajakpolo, og vi har kun modtaget positive tilbagemeldinger for vores afvikling og faciliteter, siger formanden for Skovshoved Roklub, Peter Nielsen. Faktisk har de positive tilbagemeldinger kun givet Skovshoved Roklub endnu mere mod på at arrangere internationale stævner fra allerøverste hylde indenfor kajakpolo. – Nu skal vi lige have tid til at evaluere weekendens stævne, men helt overordnet gik det så godt, at vi også tror på, at vi kan løfte opgaven med at få et Champions Leauge-stævne  eller EM til Danmark og Skovshoved om nogle år. Vi har efterhånden fået god rutine med at afvikle store stævner. Gennem 10 år har vi arrangeret vores eget klubstævne, Skovshoved Canoepolo Open, og erfaringerne herfra var med til at gøre weekendens stævne til en succes, siger Peter Nielsen. Sportsligt var de danske kajakpololandshold også med til at promovere sporten på bedste vis. I konkurrence med den europæiske elite blev det til sølv for det danske herrelandshold efter stormagten Tyskland og til bronze for det danske B-landshold. Hos damerne endte Tyskland også øverst på podiet. Her sluttede Danmark på femtepladsen. Stævnet på Skovshoved Havn blev arrangeret i et samarbejde mellem Skovshoved Roklub og Dansk Kano og Kajak Forbund, og formanden for forbundet, Ole Tikjøb, havde også roser til Skovshoved Roklub. – De mange frivillige fra Skovshoved Roklub havde lavet et flot set-up for både spillere og publikum. De to dage bød på mange gode og spændende kampe, og for mig virker det oplagt at støtte Skovshoved Roklub med at få flere store stævner til Danmark, siger Ole Tikjøb.       Foto 1: Publikum kom helt tæt på spillet og spillerne på det nye kajakpolostadion på havnen i Skovshoved. Foto 2: Kampsituation fra opgøret mellem Danmark og Tyskland.  (Fotograf: Ernst Laursen)

Kajakpolo fra øverste hylde

Skovshoved Havn i weekenden: Største internationale kajakpolostævne nogensinde i Danmark   – Det er stort, og det bliver stort. Både for deltagerne, for publikum, for dansk kajakpolo, for Gentofte Kommune og for Skovshoved Roklub. Det siger formanden for Skovshoved Roklub, Peter Nielsen, om den kommende weekends internationale kajakpolostævne på klubbens nyanlagte baner i havnen. Her stiller 15 europæiske kajakpololandshold op til sæsonens anden af tre europæiske cups, ECA Cup, og det er første gang nogensinde, at cuppen bliver afviklet i Danmark. – Vi er naturligvis stolte over, at det europæiske kano- og kajakforbund, ECA, har valgt at tildele os værtskabet efter indstilling fra Dansk Kano og Kajak Forbund, som også er medarrangør. Med vores to nye kajakpolobaner i havnen har vi, som det eneste sted i Danmark, fået et kajakpoloanlæg med faciliteter, der opfylder de internationale krav til så stort et stævne. Desuden har vi i 10 år afviklet vores egen årlige internationale kajakpoloturnering, Skovshoved Canoepolo Open, og vist, at vi er i stand til at afvikle store internationale stævner, siger Peter Nielsen. Og det bliver kajakpolo fra øverste europæiske hylde, Skovshoved Roklub kan præsentere både lørdag og søndag, så de danske landshold for damer, herrer og U21 herrer skal spille op til deres bedste for at bide skeer med de gæstende landshold. – Der er gratis adgang for publikum til alle kampe, og klubben vil forsøge at få speakere på dansk og engelsk til de vigtigste kampe for at forklare spillets regler overfor tilskuere uden forhåndsviden om sporten, siger Peter Nielsen. Hele 52 kampe står på programmet med gruppekampe lørdag og søndag formiddag og finaler søndag eftermiddag.     Deltagende nationer og program: eca.canoepolo.dk (program kan ses under registration) Foto: Skovshoved Roklubs nye kajakpoloanlæg er Nordens mest avancerede. (Fotograf: Ernst Laursen)         Fakta om de danske landshold Herrelandshold A Jacob Steglich Andersen        Skovshoved Roklub Tim Hemmingsen                    Kajakklubben Neptun Kasper Cronberg                     Kajakklubben Neptun Mathias Kløjgård Jensen         Silkeborg kajakklub Hasse Holm Thomsen             Skovshoved Roklub Rune Sørensen                       Odense kajakklub Rasmus V. Nielsen                  Skovshoved Roklub   Herrelandshold B Emil Rudy Olsson Jensen        Kajakklubben Neptun Emil Holm                                 Kajakklubben Neptun Martin Eybye                             VK Berlin Andreas Kaad Iversen              Silkeborg kajakklub Mikkel Fredholm                       Odense kajakklub Mathias Sidenius Juul               Kajakklubben Neptun     U21A Herrelandshold Rasmus Skifter Andersen          Silkeborg kajakklub Martin Steglich-Andersen           Skovshoved Roklub Niels Thorborg                            Kajakklubben Neptun Andreas Lund Christensen         Skovshoved Roklub Christoffer Zwinge                      Skovshoved Roklub Gustav Toftegaard Hansen         Skovshoved Roklub Jon Beckman                             Odense kajakklub Michael Eybye                            Flensborg   U21B Herrelandshold Kristian Kleist                             Kajakklubben Neptun Jens Ferløv                                Skovshoved Roklub Patrick O’Brien                           Skovshoved Roklub Emil Baser                                  Kajakklubben Neptun Anton Søe                                  Kajakklubben Neptun Rasmus Thiesen                         Holte Roklub Oskar Brandt                              Odense kajakklub Asmus Brandt                             Silkeborg Kajakklub   Damelandshold Ida Refer                                     Odense kajakklub Cecilie Moe Weinreich                K-Polo Emma Matilda Riley                    Skovshoved Roklub Sara Løve Andersen                   Skovshoved Roklub Louise Busk Nielsen                    K-Polo Maria Skov Engqvist                   Skovshoved Roklub Signe Sutorius Severinsen          Danske Studenters Roklub Michelle Roslind Nielsen             K-Polo

Tilfreds landstræner

Landstræner Zoltan Bako: World Cups peger i den rigtige retning Både frem mod EM i Bulgarien om seks uger, VM i Tjekkiet i august og det langsigtede mål med OL i Tokyo, så pegede indsatsen ved de to World Cups i Szeged og Beograd i den rigtige retning for det danske sprintlandshold i kajak. Det mener landstræner Zolta Bako. – Det var to gode World Cups, som vi nu skal hjem og bygge videre på frem mod EM, siger han. Især Szeged viste potentialet i mandskabsbådene, mens roerne ikke helt nåede samme højder i Beograd, hvor toer- og firerkajakken hos herrerne desværre også måtte udgå efter Silkeborg-roeren Morten Graversens skade. – Det var ærgerligt med Mortens skade, men skader kan man jo ikke gøre noget ved. Pigernes resultater var heller ikke helt på højde med Szeged, men det kom ikke bag på mig, for det er hårdt med to World Cups på en uge for vores meget unge roere. Men det er måden, de skal lære det på, så de fik god træning, og så var jeg rigtig glad for deres præstationer i Szeged. Det gælder også for vores U23-firerkajak, der fik lov at øve sig i at være med på højeste niveau, siger Zoltan Bako. Landstræneren var naturligvis også tilfreds med og glad for, at René Holten Poulsen fra Maribo vekslede to fjerdepladser i Szeged om til to sølvmedaljer i Beograd på 1.000 og 500 meter. – René roede to fine løb i Beograd, hvor man kunne se, at han var steppet op i forhold til Szeged. Der er stadig små ting at arbejde videre med, men det har vi god tid til frem mod EM, siger Zoltan Bako, der senere også kunne se René Holten blive tredobbelt medaljevinder med endnu en sølvmedalje på 5.000 meter. På samme distance kom Mads Brandt Petersen fra Silkeborg ind på en sekundær placering, mens Pernille Knudsen fra Maribo stod over hos damerne på grund af en overbelastet skulder. Landstræneren var i øvrigt også imponeret over den unge Silkeborg-roer Jonathan Dagnæs-Hansen, der var med i enerkajakken over 1.000 og 500 meter, hvor han overhovedet ikke var nervøs over det fine selskab, men roede sin chance med to flotte løb og en C- og en B-finale som resultat.