Dobbelt EM-guld: Kæmpe triumf for Emma Aastrand Jørgensen
Den nye europamester over 500 meter enerkajak for kvinder hedder Emma Aastrand Jørgensen og kommer fra Danmark. Søndag middag fulgte hun flot op på gårsdagens guld over de 200 meter enerkajak, da hun med en tilsvarende suveræn indsats satte både den regerende olympiske mester, Danuta Kozak fra Ungarn, og den regerende europamester, hviderusseren Volha Khudzenka, fuldstændig til vægs i EM-finalen i polske Poznan med føring fra start til slut over de 500 meter enerkajak. Kozak kom ind på andenpladsen, mens en opgivende Khudzenka sluttede femmer. Bronzen tog ukraineren Mariya Povkh.