Nyt ansigt i sekretariatet

Kristian Nielsen, 55, er pr. 18. november startet som Teknologi- og Sportsadministrator i DKF-Sekretariatet. Kristian skal drive og vedligeholde medlemssystemerne (IPP og Magasin), Webshop og kursusadministration og vil derudover arbejde med sportsadministration af blandt andet Paddle-Battle, Sommerskole og  Kajakpoloturnering.  Kristian har en baggrund fra salg- og markedsføring, men har igennem mange år, udviklet software og drevet hjemmesider. I sin fritid er Kristian formand for Nybro-Furå Kano og Kajakklub og har roet tur-kajak og kano siden 2002. Kristian kan kontaktes på telefon 43 26 20 86 eller på mail: kristian.nielsen@kano-kajak.dk

Kajakpolostormøde i Neptun

Invitation til kajakpolostormøde i Kajakklubben Neptun d. 2. december kl.18.30. Kom og vær med til at sætte fokus på kajakpoloens fremtid i Danmark. Vi har bla. emner som turnering, ungdom og uddannelse på dagsordenen. Se invitationen HER Kom og deltag, eller kom bare og lyt, alle er velkomne. Med venlig hilsen Peter Sørensen Tim Hemmingsen Martin Dagnæs Lau Larsen      

Fokus på Rio…

I forbindelse med Masterplan 2015 er der iværksat en skarp prioritering på aktivitetssiden, med fokus på en tidlig kvalificering af både til OL i Rio, via VM i Milano, august 2015. Det betyder at der satses på dame K4/K2 500m som kommer til at bestå af 5-6 atleter med Henriette Engel og Emma Jørgensen, som de bærende kræfter, og naturligvis på Rene Holten Poulsen i HK1 1000m. Det medføre at der bliver en strukturændring i elite-organisationen. Elitecenteret vil i de næste 20 måneder primært arbejde med de atleter, der umiddelbart har mulighed for at kvalificerer sig til Rio, eller som evt. kan være backup til de både der satses på. Derfor vil der kun være et meget lille nyoptag til Elitecenteret. De daglige opgaver på Elitecenteret bliver således færre. Nogle atleter har indstillet karrieren og andre satser langsigtet mod Tokyo i 2020, og er således ikke aktuelt indplaceret på centeret. Den langsigtede udvikling vil i de kommende 2 år finde sted i Kraftcentre og ikke mindst Superkraftcentre. Derfor vil strukturen omkring dette blive styrket med oprettelsen af en talentchef stilling. Detaljerne i denne struktur, og ikke mindst bemandingen forhandles fortsat, struktur samt bemanding vil snarest mulig blive annonceret. Denne omstrukturering betyder at John Svendsen fratræder som assisterende landstræner. De nuværende U16 og U18 trænere fortsætter til udløbet af deres aftaler d. 31. december 2014. Der vil blive arbejdet med en rullende overgang til den nye struktur. Den daglige træning på Elitecentret varetages fortsat af Zoltan Bako. Den daglige kommunikation med Kraftcenter og Superkraftcentre varetages af Bo Vestergaard. John vil arbejde med nogle udviklingsopgaver i den kommende tid, mens den endelige struktur falder på plads.  

200 dage til første startskud…

Dagene bliver hastigt kortere og tiden flyver afsted – også på World Cup 2015 kontoret… Idag er der blot 200 dage til første startskud lyder til World Cuppen på Bagsværd Sø. Vi glæder os til at præsentere den absolutte verdenselite for det danske kajakpublikum; det forlyder fra såvel de øvrige nordiske lande samt fra store nationer som Frankrig og Tyskland, at World Cuppen i København er sat på terminslisten – så vi kan glæde os til at se nogle af ‘de største kanoner’ udfordre de danske hjemmebanehåb. Der er dog en lang række forberedelser, der skal fra hånden før vi er parate til at modtage gæster. Der arbejdes på højtryk for at få den første Information Bulletin klar til de potentielle deltagerlande ligesom det faste tilbagevendende arbejde med at generere aftaler med leverandører og sponsorer er en evig tidsrøver. I skrivende stund er jeg – i samarbejde med de arbejdsomme områdeledere – i færd med at lukke lukrative aftaler med bl.a. Scandic Hotels, Europcar og Craft. En anden opgave, der fylder meget pt. er opbygningen af de midlertidige faciliteter på rostadion. Vi er i færd med at hente tilbud hjem på leje af telte, kontorcontainere, køkkenfaciliteter og meget mere. Endelig har Casper Klejnstrup Andersen stemplet ind på World Cup-holdet. Casper benytter World Cuppen som praktisk case til sin afsluttende opgave på Kaos-pilot studiet – og vil have fokus på udvikling af spændende og iøjnefaldende pre- og side-events i perioden op til og ikke mindst under eventen. Inden længe skal vi til at være mere konkrete i forhold til at udspecificere opgaver til de mange frivillige, der atter engang tilbyder at give en hånd med. Som det blev drøftet på kick-off mødet med områdelederne bliver det i vid udstrækning de enkelte områdeledere, der får til opgave at ‘sætte sit eget hold’. Der vil dog også blive mulighed for at melde sig som frivillig på en særlig formular, der er under udarbejdelse og bliver præsenteret – forhåbentlig i slutningen af indeværende år. De næste 200 dage kommer til at gå stærkt. Al den forberedelse, vi kan få fra hånden i de kommende mørke vintermåneder, giver overblik og overskud når det for alvor går løs i de sidste hektiske uger i april/maj måned.