Dame-firer sejrede i trøstfinale
Dame-firer fik oprejsning med sejr i B-finalen Efter semifinalens ærgerlige fjerdeplads, der sendte kvartetten ud af spillet om OL-kvalifikation og i stedet i en B-finale, fik den danske dame-firer i kajak en fortjent oprejsning ved at vinde “trøstfinalen” foran Australien og Kina og samlet komme hjem med en tiendeplads fra VM i kajak i Milano. For Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Thomsen, Henriette Engel Hansen og Ida Villumsen var det den optimale afslutning på VM, mener Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. – Pigerne var opsatte på at vise, at de burde have været med i VM-finalen. De roede et perfekt disponeret løb, så det var en flot præstation, som jeg kun kan være meget tilfreds med, siger han.