EM maraton: Fransk roer kom i vejen

Syvendeplads til Henriette Engel   De franske roere – eller måske deres ror – er åbenbart sat til slingrekurs ved EM maraton i portugisiske Ponte de Lima. Den var mere end gal i går, fredag, hvor den franske toerkajak slingrede rundt i toerkajakkernes løb for herrejunior med flere farlige situationer til følge, og lørdag fulgte Amalie Kessler op ved pludselig at skifte kurs og krydse danske Henriette Engel Hansens chance for at komme med i førerfeltet efter første vending i seniorernes mesterskabsløb for enerkajakker. I stedet måtte Henriette Engel Hansen bremse op for ikke at blive væltet i vandet og tage den lange tur udenom. Det kostede et stort tidstab for 361-roeren og et stort hul op til de seks roere, der stak efter første vending med den mangedobbelte europa- og verdemester, Renata Csay, i spidsen. Henriette Engel Hansen kæmpede derefter sin chance i en forfølgergruppe på fem, og det gjorde hun på bedste vis, da hun omgang for omgang sled sine medroere op, så hun til sidst kun havde følgeskab af spanske Eva Barrios. I kampen om syvendepladsen krydrede danskeren en stor indsats ved at slå spanieren med fem sekunder. Vinder af løbet blev den mangedobbelte europa- og verdensmester Renata Csay i en fantastisk spurt, hvor hun slog engelske Lani Belcher med en bådspids. Tredjepladsen tog ungarske Vanda Kiszli sig af.  

EM maraton lørdag

  Programmet ser ud som følger – dansk tid:   12.50: Damesenior K1 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajakklub   15.45: Herresenior K1 – Martin Møller, Maribo Kajakklub   Resultater: http://canoemarathonportugal.com/index.php?page=timetable-and-results   Live-stream: https://www.youtube.com/watch?v=73I_I5XLKyE

EM maraton: Uheldig Silkeborg-roer

Vandtur kostede midterplacering Frem til midtvejs i enerkajakkernes løb i U23 lå Silkeborg Kajakklubs Emil Skovgaard til at kæmpe med om en midterplacering ved EM maraton i portugisiske Ponte de Lima. Men placeringen røg en tur i vandet, da han efter tredje overbæring væltede med kajakken og måtte bruge tid på at tømme den for vand. På det tidspunkt havde han ellers etableret sig i en firemands-gruppe efter frontgruppen på otte, men med uheldet blev danskeren sendt ned bag i feltet og sluttede løbet som nummer 15. Vinder blev den forsvarende europamester Adam Petro fra Ungarn foran Miguel Llorens fra Spanien og med englænderen Zyggy Chmiel på tredjepladsen. U23-løbet var mesterskabernes sidste på andendagen, fredag.  

Dialogmøde efter nærved hændelsen i Aarhus

Dansk Kano og Kajak Forbund deltog onsdag den 28. juni i et dialogmøde i Søfartsstyrelsen om SUP fartøjer og generel status på sejlads med passagerer i mindre fartøjer. I forlængelse af SUP-hændelsen i Aarhus, hvor flere SUP-surfere i stærk fralandsvind måtte reddes på land i en større redningsaktion med to helikoptere og flere redningsbåde ønskede Søfartstyrelsen at afklare evt. misforståelser og uklarheder samt redegøre for afgrænsninger i forhold til fartøjer og genstande anvendt til aktiviteter, hvor aktiviteten betragtes som erhvervsmæssig sejlads. Den, der har aktiviteten, har ansvaret Det blev på mødet præciseret, at det er den, der har aktiviteten, der har ansvaret. En skole kan altså ikke indkøbe ekspertviden og overlade ansvaret til en anden, hvis skolen udbyder sejladsaktiviteter. SUP er et fartøj Dernæst blev det præciseret, at en SUP (Stand Up Paddleboard) er et fartøj, og derfor skal man medbringe/have vest på, når man SUP’er. (Straffes med bøde). Det betyder også, at sejlads med SUP er underlagt reglerne om erhvervsmæssig sejlads.  

Oplysningskampagne skal forebygge ulykker

På et møde i Søsportens Sikkerheds Råd den 30. maj 2017 besluttede et enigt råd, at udarbejde en oplysningskampagne for at forebygge ulykker i forbindelse med vandscooter/jetskisejlads. Kampagnen udarbejdes i samarbejde med Søfartsstyrelsen. Kort giver overblik I den forbindelse har Dansk forening for Rosport og Dansk Kano og Kajak Forbund udarbejdet et kort, hvoraf det fremgår, hvor der er problemer/ikke problemer med jetski og vandscootere. På kortet er der sat grønne markører, hvor der ikke er problemer. Røde markører hvor der er problemer og gule markører, hvor der enten er problemer med jetski og vandscootere og/eller andre fartøjer. Kortet kan ses her. LINK Kampagnen kører i to spor i løbet af sommeren: En mediedel i de traditionelle medier og på de sociale medier. Et oplysningsskilt til havne med vandscootertrafik / -problemer. Stor tak til de mange klubber, der har bidraget til kortet. Derudover er der et lovgivningsarbejde igang Ud over informationskampagnen arbejder Søfartstyrelsen og Justitsministeriet med tiltag for en ny lovgivning på området. I den forbindelse har nogle af de københavnske klubber været til dialogmøde i justitsministeriet. Du kan se hvilke tiltag, der arbejdes med her. LINK