Lines svære beslutning om at stoppe Efter flere års stenhårdt arbejde for at få forløst sin store drøm om at få lov at repræsentere Danmark i firerkajakken ved OL i Tokyo, kom en pandemi på tværs og spændte mentalt ben for 22-årige Line Langelund Eriksen fra Silkeborg Kajakklub. Netop hjemvendt fra træningslejr i Florida, hvor hun havde givet sig fuldt ud til alle træningspas for at komme skridtet nærmere legene, ramte udsættelsen til 2021 hende så hårdt mentalt, at hun mistede motivation og lyst til at komme ud på Bagsværd Sø for at træne videre iblandet den usikkerhed, om OL næste år bliver afviklet. For en uge siden traf hun så den tunge og svære beslutning at stoppe på sprintlandsholdet. – På tværs af sportsgrene har udsættelsen af OL påvirket atleter meget forskelligt, og det gælder også vores egne. Nogen har været glade for at få et år ekstra til at blive endnu bedre eller komme sig ovenpå skader, man har døjet med. Andre – og til dem hører Line – har tabt motivation og lyst. Begge reaktioner er helt normale, men for Line har det bare ikke været muligt at genfinde den motivation og lyst, som er helt afgørende for en eliteatlet. Har du ikke den motivation og lyst med dig, kan du ikke skabe den fremgang og de resultater, du ved, du kan præstere. Med til det billede hører også, at mange atleter har lagt planer på den anden side af et OL. Nogen vil begynde at studere og drosle lidt ned på træningen i en periode, andre helt kvitte for at hellige sig familieliv eller andre drømme. Derfor bliver en udsættelse på et år forbundet med udfordringer og usikkerhed på mange planer og påvirker derfor atleter på forskellige måder. For Line har det været en svær tid, hvor der har været mange følelser i spil, men hun har taget sig god tid til at mærke efter og træffe den for hende rigtige beslutning om at stoppe. Og det er ene og alene hendes egen beslutning, for kun på den måde kan det blive den rigtige beslutning for hende og for os, selv om vi naturligvis ærgrer os over at måtte sige farvel til en særdeles dygtig atlet, en fantastisk person og en vellidt holdkammerat, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. Beslutningen om at stoppe traf Line Langelund Eriksen efter en månedlang pause. – Motivation og lyst kan man ikke tvinge frem. Derfor kan man hurtigt ende i en ond cirkel, hvis man har svært ved at motivere sig og derved leve op til egne og andres forventninger i den daglige træning og ikke har svarene på, hvorfor det pludselig hænger sådan sammen. Efter lange samtaler med Line, også sammen med trænerteamet – Zoltan Bako og Mette Barfod – blev vi enige om, i samråd med Line, at give hende en måneds pause for at give hende god tid til at kunne træffe sin beslutning. Efter pausen talte jeg med hende igen, og her havde hun truffet beslutningen om at stoppe. Selv om hun var ked af det, også på de andre pigers vegne, så var hun afklaret med sin beslutning, for hun havde i pausen ikke savnet at træne og ro kajak. For os har det i den proces været vigtigt at hjælpe Line og forklare hende, at den beslutning, hun træffer, er den rigtige beslutning. For os har det været afgørende at bidrage til at kunne give Line den ro og det rum til at træffe sin beslutning. I en sådan situation er det udelukkende atleten det drejer sig om, og så må økonomi, aftaler, tilhørsforhold, gamle relationer m.m. komme i anden række, siger Lars Robl. Han mener, at beslutningen fortjener kæmpe respekt. – Det handler helt og holdent om Line og om en fantastisk atlet, som har bidraget stort til os alle med sin dedikation, sin holdånd og altid positive og smilende væsen. Så tæt på at få OL-drømmen opfyldt har det ikke været nemt for hende at sige fra, så hendes beslutning fortjener dyb respekt fra alle. Hun mødte også kun dyb respekt og anerkendelse, da hun fortalte de andre piger omkring firerkajakken om sin svære beslutning, siger Lars Robl. Line Langelund Eriksens beslutning om at stoppe er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med et endegyldigt farvel til kajak og sprintlandsholdet. – Både Line, trænerteamet og jeg, er enige om at holde en dør åben, så skulle hun på et tidspunkt genfinde motivation og lyst, så er hun mere end velkommen tilbage, hvis niveauet stadig er der. Det vil i givet fald blive en blød start med træning i B-truppen under talentchef Finn Pape, siger Lars Robl. Med Line Langelund Eriksens farvel til firerkjakken arbejder trænerteamet videre med de fire øvrige piger i båden. – Indenfor den nærmeste fremtid skal vi så have suppleret op omkring firerkajakken, så vi får flere piger at arbejde med. Ellers bliver vi for sårbare frem mod OL. Samtidig har vi også et 2024-perspektiv at tage hensyn til, da der grundet udsættelsen af OL 2020 kun er tre år frem til OL 2024 i Paris, når OL i Tokyo er overstået. De piger udtager vi formentlig efter DM i september, siger Lars Robl. Foto: Line Langelund Eriksen, th, mødte kæmpe respekt fra de andre piger omkring sin svære beslutning.