Tredobbelt OL-medaljevinder udtaget til legene i Paris

21.4.2024 15:00:00 | Danmarks Idrætsforbund Danmarks Olympiske Komité har udtaget Emma Aastrand Jørgensen til OL i Paris til sommer. Kajakroerne vandt sølv i Rio og to gange bronze i Tokyo og er dermed en af Danmarks mest vindende OL-atleter. Emma Aastrand Jørgensen kan til OL i paris vinde sin fjerde OL-medalje. Foto: Lars Møller. Tre OL-medaljer, ni VM-medaljer og otte EM-medaljer. Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensens meritter taler for sig selv. Nu har DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, udtaget Emma Aastrand Jørgensen officielt til den danske OL-trup frem mod Paris 2024, hvor hun vil deltage ved OL for tredje gang. Den danske kajakroer glæder sig til at tage til OL med en masse rutine og erfaring i bagagen. ”Jeg har udviklet mig meget siden mit første OL i Rio i 2016. Jeg er blevet ældre, og jeg har lært en masse om at træne og konkurrere. Udover erfaring tager jeg også en masse oplevelser, følelser og minder med. Min far og søster og mine veninder var med i Rio, og det var fantastisk at dele så stor en oplevelse med dem. Hele min familie tager med til Paris, og det betyder meget for mig. Muligheden for at vinde en medalje er der helt sikkert. Jeg vil rigtig gerne vinde guld, men det er jeg jo ikke den eneste, der vil. Så nu handler det om en masse træning og om at være så godt forberedt som muligt. Det er jo vildt motiverende at få chancen for at vinde en medalje og stå på podiet i Paris,” siger Emma Aastrand Jørgensen. 28-årige Emma Aastrand Jørgensen er udtaget i 500 m K1, hvor hun har vundet medalje ved de to seneste OL og senest vandt sølv ved VM i 2023. Siden det store gennembrud med sølv ved OL i 2016 har Emma Aastrand Jørgensen været en fast del af den absolutte verdenstop, og hun er blandt Danmarks største medaljehåb, når det går løs ved legene i Paris. ”Emma var allerede som 18-årig med til at vinde VM-guld i K2 på 1000 m, og siden hun i 2016 vandt OL-sølv i K1 i Rio har hun stået på medaljeskamlen ved samtlige store mesterskaber. Jeg glæder mig meget til at følge Emma til sommer i Paris. Hun er en komplet kajakroer, og hun beviser igen og igen, at hun er i stand til at præstere sit ypperste, når det virkelig gælder,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark. Ved OL i Paris til sommer deltager Emma Aastrand Jørgensen ved sit tredje OL, hvor det bliver spændende at følge hende i jagten på mere OL-metal. Med en medalje i Paris vil hun nå op på historiske fire OL-medaljer, hvilket vil gøre hende til Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet. ”Det siger sig selv, at det ville være en historisk præstation. Jeg fulgte Emma ved European Games sidste år. Her vandt hun flere medaljer (to x guld og to x sølv red.) end nogen af de øvrige 4.000 deltagere. Hun er bare en helt særlig atlet, som danskerne skal glæde sig til at følge i Paris til sommer,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris. Emma Aastrand Jørgensen er udover K1 også udtaget i 500 m K2, hvor hun sammen med Frederikke Hauge Matthisen vandt VM-guld i 2023. Den endelige udtagelse til den anden plads i K2 finder sted efter World Cup i Szeged i maj. Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk, hvor der også er frie pressebilleder af Emma Aastrand Jørgensen til redaktionelt brug. Følg også ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram for løbende OL-nyt. Fakta: Emma Aastrand Jørgensen Født: 30. januar 1996 (28 år) Sportsgren: Kajak, K1 500 m og K2 500 m. Klub: Nybro-Furå Kano- og Kajakklub Bedste resultater: OL-sølv 2016 i K1 500 m, OL-bronze 2021 K1 500 m og K1 200 m Har tidligere deltaget ved OL 2016 i Rio og 2021 i Tokyo Kontakter Yderligere kommentarer: Emma Aastrand Jørgensen via Torben Koue, sportschef, Dansk Kano og Kajak Forund: 44122395, tko@kano-kajak.dk Søren Simonsen, OL-Chef de Mission, DIF: 29420443, sos@dif.dk Lars Balle Christensen, sportsdirektør, Team Danmark: 25145640, lbch@teamdanmark.dk

Sportschefens optakt til Copenhagen Spring Regatta

Foto: Søren Aasmul   Copenhagen Spring Regatta finder sted i weekenden, med masser af spændende og afgørende løb foran os. Her får I nogle af sportschef i DKF, Torben Koues, perspektiver på CSR. Ved CSR vil det blive afgjort hvem der vil repræsentere Danmark ved European Qualifier om 2½ uge i Ungarn. Her er der kvotepladser at kæmpe om til OL: På K1 1000 meter vil Simon Schuldt Jensen, Thorbjørn Rask, Mads Brandt Pedersen og René Holten Poulsen forventeligt slås om 1. pladsen. På K2 500 meter forventer vi et tæt løb mellem Philip Bryde/Christian Farstad og Gustav Bock/Rasmus Knudsen, der begge kæmper for at repræsentere Danmark ved European Qualifier. Rene og Thorbjørn stiller ligeledes til start på k1 500 m, mens de øvrige atleter har valgt at fokuserer på én disciplin under CSR. Umiddelbart efter K1 1000 m følger C1 1000 m, og efter K2 500 m følger C2 500 m. I selektionskriterierne står det beskrevet, hvorledes kano atleter kan vinde en plads til European Qualifier og potentielt kæmpe med om flere pladser til OL. Det bliver spændende at følge. Efter European Qualifier vil vi vide om Danmark stiller med 6 eller flere atleter til OL. CSR er dermed startskuddet for de 6 atleter som sad i bådene under VM i 2023 og som vi forventer vil repræsentere Danmark ved OL. Alle 6 atleter har fokuseret skarpt rettet mod OL, med deltagelse ved EM, Worldcup og for flere CSR som milepæle på vejen. Til CSR kommer vi til at se Victor Gairy Aasmul og Morten Graversen på K1 500 m og Magnus Sibbersen på både k1 200 m og k1 500 m. Lasse Bro Madsen er i immunterapi behandling, med astmamedicin  målrettet birkepollensæsonen som er over os lige nu. Behandlingen er godkendt til brug under træning og tests, men desværre ikke er godkendt til brug under konkurrence. Lasse stiller ikke til start i K1. Derimod er der arrangeret en test umiddelbart efter sidste løb om søndagen, hvor Herre K4 ror 500 meter test – Forhåbentligt når mange at se båden kommer ned over vandet, søndag eftermiddag. Til CSR kommer vi til at se Frederikke Hauge Mathiesen ro K1 200 m og K1 500 m, men hun har naturligvis K2 500 m skarpt i kikkerten målrettet OL. Emma bliver på land, med OL som skarpt fokus. I samråd med TD eksperter, har Zoltan og Emma besluttet at fravælge deltagelse ved CSR, for at kroppen er helt klar til den hårde træning, der fortsat venter før OL. En betændt slimsæk har været et lille bump på vejen, men træningen er genoptaget mod Paris. CSR er ligeledes udtagelse til World Cup i Szeged og senior EM (også i Szeged). Bagsværd regatta om 1½ måned er udtagelse til U-stævner samt VM i Uzbekistan, hvor resultater ved CSR kan inddrages, hvis det er nødvendigt. Fra elitecenteret bliver det spændende at følge William Gravlund på K1 200 meter, samt mandskabsbådene med Bolette Iversen og Caroline Faurschou. Katrine Jensen og Sara Milthers, samt Anna Find Hansen og Julie Borup Olsen – det bliver naturligvis også spændende at følge deres individuelle konkurrencer. Nikolaj Bryde har Bagsværd Regattaen i sigte, efter en hjernerystelse, som satte ham tilbage i november. Vi glæder os mindst lige så meget til ovenstående præstationer, som til alle andres præstationer fra U16 til masters. Nogle skal til deres første stævne og andre har slet ikke tal på antal stævner de har deltaget i. U-landstrænerne ser frem til at se atleterne have udviklet sig over vinteren og blive sluppet fri på Bagsværd Sø. Samtidig med at en lang række frivillige kræfter gør alt for at skabe de bedst mulige rammer for at børn, unge og voksne kan få lov at folde deres passion ud på vandet i Bagsværd. Startlister og resultater 

Ny Junior-Surfski pakke

Med Støtte fra Friluftsrådet kan Dansk Kano- og Kajakforbund i 2024, nu tilbyde en junior surfskipakke til udlån til vores klubber.   En pakke der består af 6 surfski, 4 specifikt til børn og unge og 2 til unge (og voksne), samt 6 wing pagajer.   2 Nordic Kayak Club 480 2 Carbonology Splash 2 Fenn XTS 6 børne wingpagajer Som del lånepakken er der også mulighed for at I får en surfskiinstruktør ud og undervise og lave en introduktion til surfski.   …Hvad er en surfski forresten? En surfski er en lang ”sit-on-top” kajak, med et langt pedalstyret ror og kommer oprindeligt fra livredningssporten.  Surfski udmærker sig som havets kapkajak, skabt til at surfe bølger, men som også er fortrinlig og sikker på fladt vand. Surfski er både en legende og en sikker kajaktype og er derfor meget oplagt til børn og unge. Surfski er legende, da den er bygget til surf, sjov og fart – i tæt kontakt med vandet. Surfski er sikker, da selvlænsende og skal derfor ikke tømmes og er let at komme op i. I og med at surfskien er selvlænsende og sødygtig giver det mulighed for at forlænge sæsonen og komme oftere på vandet med børn og unge.   Skal Surfskipakken ud og prøves i din klub, så kontakt Astrid Hjorth  ahj@kano-kajak.dk / +4522168054

Arbejdet med ny Talent og Elitestrategi igangsættes

DKF besluttede på sidste bestyrelsesmøde, at iværksætte arbejdet med en ny talent og elitestrategi, der skal være færdig i 2025. Herunder skal en ny/revideret kraftcenterstruktur og ny/revideret EC øst/vest struktur være færdig i 2024. Eliteafdelingen sætter arbejdet i gang i april og vil frem til midt i juni indsamle data og information fra flest mulige, relevante mennesker, klubber og organisationer. Herefter bearbejdes informationen, inden et nyt/revideret kraftcenterkoncept, ny/revideret EC øst/vest struktur præsenteres til slut på året. Derefter fortsætter arbejdet med at færdiggøre den samlede Talent og Elitestrategi, som kommer på plads i 2025. Vi glæder os til at komme i gang og ser frem til masser af input. På vegne af eliteafdelingen Torben Koue Sportschef Mobil: +45 4412 2395 Email: torben.koue@kano-kajak.dk

Nyheder og info vedr. U landshold sprint

Revideret med korrekt dato for DM maraton og UNM Sprint.  Lidt nyheder og informationer her kort før sæsonstart vedr.: iagttagelser og udtagelser til U Bruttolandshold, U Brutto samlinger, U16- U18 og U21/U23 NM samt Olympic Hopes Regatta 2024.    [embeddoc url=”https://drive.google.com/file/d/13FpxFDRScQkOiTrKb4m9yvpfEoUa2eD2/view?usp=sharing” download=”all” viewer=”google”]