OL-kvalifikation: Femteplads sender Sara og Caroline i semifinale

Langt hen i løbet var Sara Corfixsen Milthers og Caroline Emilie Faurschou med i kampen om de tre direkte finalepladser ved onsdagens indledende heat over 500 meter toerkajak for damer ved den europæiske OL-kvalifikation i ungarske Szeged. Danskerne roede frisk til fra start, men i sidste halvdel af løbet rakte kræfterne ikke til at følge trit med Slovakiet, Rusland og Italien, og på selve målstregen kom svenskerne bagfra og tog fjerdepladsen. Femtepladsen sender danskerne i semifinalen, der ros klokken 18.15. I semifinalen er der tre pladser at ro om til torsdagens finale for de fem deltagende nationer.

Herretoer tog direkte finale om OL-billet: Stensikker sejr til Simon og Morten

Tre direkte finalepladser var i spil onsdag eftermiddag, da Danmarks herretoer i kajak var ude i indledende heat over 1.000 meter ved den europæiske OL-kvalifikation i ungarske Szeged. Simon Schuldt Jensen og Morten Graversen lod dog ingen tvivl tilbage om adgangen til torsdagens finale, da de fra første tag kontrollerede løbet og knuste alle konkurrenter med en stensikker sejr med over en bådlængde ned til torsdagens øvrige finaletagere fra Serbien og Norge. Toerfinalen ros torsdag klokken 18.55.

OL-kvalifikation: René Holten tog den direkte vej til finalen

Med en førsteplads i indledende heat over 1.000 meter enerkajak onsdag formiddag ved den europæiske OL-kvalifikation i ungarske Szeged, tog René Holten Poulsen et stort skridt mod legene i Tokyo ved at ro sig direkte i torsdagens finale, hvor to OL- billetter er på spil. Kun vinderen af det indledende heat gik direkte i torsdagens finale, og i en tæt afgørelse lykkedes det for danskeren, der i Szeged ror for at kvalificere sig til sit fjerde OL på stribe, at henvise italienske Andrea Schera til andenpladsen og franske Guillaume Burger til tredjepladsen. Torsdagens finale ros klokken 11.15.

Ny kontorelev

Mit navn er Camilla Hofstra og jeg er d. 05.05.21 startet som kontorelev her i Dansk Kano og Kajak Forbund.  Jeg er 39 år og jeg bor i Ballerup sammen med min mand og vores 3 fælles børn. Oprindelig er jeg uddannet pædagog, men jeg har længe gerne ville dykke ned i det administrative område. Jeg glæder mig derfor utrolig meget til at lære DKF at kende.

Tokyo i spil til World Cup i Ungarn

Tokyo er på flere måder i spil, men også et EM i Polen og et VM på hjemmebane i København, når det danske sprintlandshold i kajak møder frem i ungarske Szeged til europæisk OL-kvalifikation og World Cup fra onsdag til søndag. Onsdag og torsdag står der europæisk OL-kvalifikation på programmet, og her sender Dansk Kano og Kajak Forbund tre både i konkurrence om de sidste pladser. I enerkajak over 1.000 meter skal René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub forsøge at ro sig til sit fjerde OL på stribe, mens der for toerkajakkerne med Morten Graversen, Silkeborg Kajakklub og Simon Schuldt Jensen, Lyngby Kanoklub samt Sara Corfixen Milthers, Hellerup Kajakklub og Caroline Emilie Faurschou, Silkeborg Kajakklub, vil være tale om debut i olympisk sammenhæng, hvis missionen i Szeged lykkes. Herrerne ror 1.000 meter, damerne 500 meter. – Til den europæiske kvalifikation er der to pladser på spil i hver af de tre bådklasser. Det bliver helt sikkert tætte afgørelser, hvor det bliver afgørende at kunne håndtere det pres og de nerver, som naturligt vil sidde med i båden. Især for toerkajakkerne, som kun har et skud i bøssen, den i Szeged, mens enerkajakkerne har et ekstra skud om en enkelt plads til den globale kvalifikation i Rusland senere på måneden, siger sportschef Lars Robl og fortsætter: – René er naturligvis opsat på at kvalificere sig i Ungarn og dermed spare turen til Rusland. Han er stærkt roende og giver selv udtryk for, at han både fysisk og mentalt er i balance og har det godt. På den baggrund er han så absolut en seriøs kandidat til en af de to OL-billetter, men han er også bevidst om, at han kommer op mod kompetente udfordrere, der vil ro til sidste blodsdråbe. Det er også et spørgsmål om, hvordan de andre roere er kommet ud af corona-krisen. Vi ved, at René er kommet godt igennem, med de andre er det et åbent spørgsmål, som vi først får svaret på i Ungarn. For toerkajakkernes muligheder vurderer Lars Robl realistisk set, at herrerne har størst chance for at slippe gennem OL-nåleøjet, da damebåden er en forholdsvis ny konstellation. – Gennem forrige års kvalifikation af damernes firerkajak, kan vi stille op med en toerkajak i Tokyo med to af de roere, Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Hellerup Kajakklubs Bolette Nyvang Iversen, der var med til at kvalificere firerkajakken. Men da vi gerne vil have flere atleter i spil for at opnå en større fleksibilitet i Tokyo,  forsøger vi at kvalificere toerkajakken for sig selv med Sara og Caroline. De har først fundet sammen for nylig og kommer helt sikkert på en svær opgave. På den anden side kan det være dem, der bedst løser udfordringen med pres og nerver og på den måde kan overraske. I toerkajakken for herrer, har Morten og Simon mere tyngde at byde ind med gennem et målrettet samarbejde over det seneste år. De fungerer som et team med stor tillid til hinanden, hvor de på skift er gode til at tage ansvar for hinanden for at få det fælles til at fungere bedst muligt. Hen over året har vi derfor set en stor udvikling for båden, så det bliver spændende at se, hvor langt det rækker i Ungarn, siger Lars Robl.   Sara er ny i firerkajakken Efter de to dage med europæisk OL-kvalifikation, handler det om World Cup, hvor det øvrige landshold støder til og for første gang i halvandet år får mulighed for at måle sig med verdens bedste og blandt dem kommende OL-konkurrenter. Fem damer og otte herrer repræsenterer de danske farver. Her vil den allerede OL-klare firerkajak for damer finde ud af, hvor den står lige nu i forhold til konkurrenterne og det samme for Nybro Furå Kano og Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen, der ud over at sidde i firekajakken, har kvalificeret sig i 200 og 500 meter enerkajak. Som ovennævnt sidder Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen også i firerkjakken, mens Sara Corfixen Milthers har taget det sidste sæde efter Pernille Brandstrup Knudsen fra Maribo Kajakklub. – Ovenpå en diskusprolaps, hun pådrog sig under træningslejren i Portugal tidligere på året, kæmpede Pernille hårdt for at komme tilbage i kampen for sit sæde, men i en intern test, hvor begge piger nærmest stod lige, faldt afgørelsen ud til fordel for Sara, både ud fra den interne  test lige op til World Cup, men også ud fra øvrige selektions- og udtagelseskriterier. Det var en tung og svær beslutning at træffe – også set i lyset af, at Pernille var med til at kvalificere båden til Tokyo, men beslutningen skulle træffes nu, både for atleternes skyld, men samtidig også for at få den nødvendige ro og kontinuitet omkring båden og de videre forberedelser frem mod OL, siger Lars Robl. Pernille Brandstrup Knudsen var udtaget til at ro enerkajak over 200 og 500 meter i Szeged og have fokus på at komme tilbage på fuld styrke frem mod VM på hjemmebane i København i september. Efter betænkningstid har hun imidlertid valgt at melde fra for at få tid til at bearbejde skuffelsen over, at OL-drømmen brast så tæt på målet.   Fokus på VM og Paris EM, VM og på den lange bane OL i Paris i 2024 er det fokus, de fire roere i herrernes firerkajak over 500 meter, har. I båden sidder Nicolai Winther fra Silkeborg Kajakklub, Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub, Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub og Victor Gairy Aasmul fra Lyngby Kanoklub. – Herrernes firerkajak er et langtidsprojekt, vi søsatte i 2018 med fokus på kvalifikation til legene i Paris. Efter et flot VM-sølv i U23 senest, var det planen, at ruste dem med masser af international U23-erfaring sidste år, men det glippede på grund af corona. Planen har hele tiden været at båden i 2021 skulle konkurrere på seniorniveau, så de kan få den fornødne ”kamptræning” frem mod VM på hjemmebane, som for dem er det store mål i år, siger Lars Robl. Oprindeligt var Lyngby Kanoklubs Rasmus Brandstrup Knudsen med i båden, der vandt VM-sølv, men lige nu er han i et…