Sommerskoler 2016

DKF testede et nyt koncept for sommerskolerne i 2016 og resultaterne var meget positive. Fem klubber takkede ja til DKFs tilbud om at få en gratis instruktør: Neptun Kajakklub Thisted Ro- og Kajakklub Nybro-Furå Kano- og Kajakklub Krogen i Helsingør Svendborg Kajakklub Sommerskolerne blev i år præsenteret som et internt forløb med fokus på fastholdelse af børn og unge i klubben. Hvert forløb havde et tema, som klubberne havde været med til at udforme, så det var relevant for deres medlemmer. DKF betalte for en instruktør til klubben og stod for formidling og tilmeldinger. Selvom forløbet var udtænkt som et tilbud til klubbernes unge, var der flere tilfælde, hvor klubberne fik deltagerne udefra. Krogen valgte eksempelvis at få deres egne instruktører til at afholde en ekstra sommerskoledag i starten af forløbet, for at rekruttere børn, som ikke i forvejen var medlemmer i klubben. Sommerskolerne kørte over mindst 3 sammenhængende dage, hvor der blev afviklet ca. 18 timers programsat aktivitet i alt. De fleste klubber samlede mellem 13 og 15 deltagere, som er nu blevet til endnu dygtigere roere. Har du ideer til, hvordan vi kan gøre sommerskolerne endnu mere relevante for klubbernes arbejde med rekruttering og fastholdelse af børn, hører vi gerne fra dig!

Fra OL i Rio til DM i Holstebro

OL-holdet hyldes under DM Kun tre dage efter hjemkomsten til Danmark, er det danske OL-hold i kajak med sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo i spidsen klar til igen at sætte pagajerne i vandet. Vandet er Vandkraftsøen og arrangementet de danske sprintmesterskaber i Holstebro. DM bliver afviklet fra fredag til søndag med Kajakklubben Pagaj som arrangør i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. – OL-roerne er glade for at være hjemme igen og er helt sikkert topmotiverede til at gøre en god figur ved DM. Det samme kan helt sikkert siges om konkurrenterne fra de andre danske klubber. De vil give OL-roerne kamp til stregen om de danske titler, forudser Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Ud over konkurrencerne på vandet, kommer OL-holdet også i fokus lørdag eftermiddag, hvor Dansk Kano og Kajak Forbund og forbundets samarbejdspartner Gjensidige Forsikring inviterer til en uformel reception for at hylde OL-holdet, hvor Emma Aastrand Jørgensen får følgeskab af de tre andre kvinder fra firerkajakken, Henriette Engel Hansen, Ida Villumsen og Amalie Thomsen, samt René Holten Poulsen. Receptionen finder sted på plænen foran TV/Midt-Vest med start klokken cirka 18. I alt forventes over 400 kano- og kajakroere fra 33 klubber at stille op til DM, hvor der er mesterskaber på spil fra de yngste roere i U12 årgangen, til senior. Program og resultater: www.youpaddle.org  

Kanojak Trim på Esrum Sø med 114 deltagere

Ved lørdagens kajakstævne på Esrum Sø var der tilmeldt 114 kajakker til Kanojak Trim – afholdt for 38. gang af Kajakklubben Esrum Sø. 94 deltagere havde valgt at stille op på den klassiske 20 kilometer distance som er søen rundt. Mens 20 deltagere tog 12 kilometeren som var udlagt fra kajakklubben til vendebøjen ved Kobæk Pynten og retur. Kajakroerne kommer fra forskellige københavnske og sjællandske kajakklubber Der blev roet i smalle kapkajakker, turkajakker, grønlænderkajakker, havkajakker, toer – og firerkajakker. Den hurtigste båd på 20 kilometeren var en firerkajak fra Kajakklubben Esrum Sø med Anders Lundberg, Frederik F. Jensen, Mathias Bundgård og Asger i tiden 1t 21m10s inkl. to tømninger. Hurtigste toerkajak var Dorte Marnø og Torben Frohn fra Nova i tiden 1t 42m7s og hurtigste K1 var Frederik Frejberg, også fra Nova, i tiden 1t 42m 22s. På 12 km distancen var hurtigste båd en toer kajak med Poul Erik Nielsen og Peter Ringsted fra Neptun i tiden 1t 14m 29s. Hurtigste K1 var Helene Vilandt fra kajakklubben 361 i tiden 1t 14m 49s. Efter løbet var der lodtrækning med sponsor præmier fra Butik Malik, Dansprint, Kano & Kajakbutikken, Kano- og Kajakværkstedet, Spejder Sport og Langrendsskolen. Facts Kanojak Trim 2016 To distancer; klassikeren Esrum sø rundt på 20 km og den korte på 12 km Ca. 25 af klubbens medlemmer var involveret i afvikling af arrangementet Startgebyret er 200 kr. inkl. årets Kanojak Trim T-shirt, sandwich, vand og kaffe eller te. Arrangeret af Kajakklubben Esrum Sø, Nødebo, Hillerød for 38’ gang.

Thor hurtigst i Helsingør

DM Ocean Race: Thor Nielsen hurtigst i Helsingør Thor Nielsen fra Klampenborg var hurtigst på bølgerne, da Kajakklubben Krogen i Helsingør søndag arrangerede de danske mesterskaber i Ocean Race for surfski, havkajak og K1 turkajak som en del af det traditionsrige Kronborgløbet. Halvanden time og 16 sekunder tog det Thor Nielsen at tilbagelægge de 22 kilometer i mesterskabernes klasse for surfski. Godt to minutter senere fulgte sidste års mester Peter Rohde, også fra Klampenborg, mens bronzevinderen Lutz Erichsen fra Kolding var yderligere knap et minut efter. I damernes klasse for surfski genvandt Emma Broberg fra Hvidovre mesterskabet foran Charlotte Baltzer Rode fra Klampenborg. I havkajak blev Fylkir Sævarsson fra Næstved ny danmarksmester foran sidste års mester, Bo Cervin fra Vordingborg, og med Aksel Hansen fra Sorø på bronzepladsen. Hos damerne genvandt Dorthe Wegger fra Køge mesterskabet med Maria Danielsson fra Næstved på andenpladsen og Therese Hvid fra Køge på tredjepladsen. Hos turkajakkerne tog Kim Meldgaard fra Esrum guldet foran de to Køge-roere Peter L. Andersen og Anders Hauge Sørensen. Damernes klasse blev vundet af den arrangerende klubs Lisa Kjær foran klubkammeraten og sidste års mester, Birgit Vilstrup Mortensen.