Tillykke til Kolding Kajakklub

Lørdag den 12. april modtog Kolding Kajakklub Dansk Kano og Kajak Forbunds – Grøn Klub Pris 2013 – på 10.000 kr. Prisen blev modtaget af  Tim R. Christensen og Hans Thygensen, som begge er blandt de meget aktive i klubbens grønne arbejde. Peter Engel fra Dansk Kano og Kajak Forbunds bestyrelse overrakte prisen og sagde bl.a.: “I modtager prisen i skarp konkurrence med andre klubber, der ligesom jer har gennemført gode tiltag med besparelser på energi- og vandforbruget. I havde bare lige nogle ekstra tiltag som skilte jer ud, bl.a. affaldssortering, årlig opsamling af affald fra åen og vask af kajakkerne med vand fra åen. Jeg er sikker på, at Kolding Kajakklub på denne måde kan inspirere mange andre af vores klubber til at gøre lignende tiltag. Og jeg håber, at vi snart får mulighed for på en nem måde at udveksle ideer og konkrete tiltag f.eks. via  DKF’s hjemmeside.” Med i kapløbet om DKF’s Grøn Klub Pris 2013 var Kajakklubben VIKING, Hvidovre Kajakklub og Kolding Kajakklub. Inden prisoverrækkelsen, der fandt sted i forbindelse med Kolding Kajakklubs standerhejsning viste Tim rundt i klubben og præsenterede bl.a. affaldssorteringen og solfangeranlægget på taget af klubhuset. Solfangeranlægget har sammen med installation af sparebrusere været med til halvere klubbens varmeregning. Kolding Kajakklub har nedsat en miljøgruppen som planlægger og iværksætter klubbens grønne tiltag. På opslagstavlen hænger en lang liste med muligheder og ideer. Hans kunne da også fortælle, at det langt fra er slut med de mange tiltag – et af de næste projekter som bliver sat i gang, er plantekasser med krydderurter på terrassen. Klubbens medlemmer spiser nemlig sammen hver tirsdag og så kan man jo ligeså godt have sine egne krydderurter.

DKF deltager i vandrådenes arbejde

I de sidste måneder har der været meget fokus på oprettelse af vandrådene i de forskellige kommuner. Med lov om vandplanlægning, der blev vedtaget i Folketinget 20. december 2013, er der etableret en ny model for at udarbejde de kommende generationer af vandplaner. Som noget nyt skulle kommunerne inddrage nye vandråd i arbejdet med at udarbejde forslag til indsatsprogram for vandløb i den kommende planperiode 2016-2021. Erhvervsorganisationer eller organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur, miljø eller rekreative interesser, kan deltage i vandrådene. Det er også disse organisationer, der anmoder kommunerne om, at vandrådene bliver oprettet. DKF vil gerne sige tak til de frivillige, som har meldt sig til arbejdet i vandrådene. Vibeke Preisler repræsenterer DKF i Øresund vandopland, med Peter Engholm som suppleant, og i Frederikshavn Kommune vil Ole Stenbakken stå for kontakt til myndighederne.