For anden dag i træk satte verdensstjernen og det olympiske medaljehåb, Emma Aastrand Jørgensen, et solidt aftryk på europamesterskaberne i polske Poznan. Torsdag roede hun sig direkte i søndagens finale over 500 meter enerkajak med en stensikker sejr, og fredag fulgte hun op med en ligeså overbevisende indsats, sejr og direkte finaleplads over 200 meter, hvor hun er regerende europamester. EM-finalen over 200 meter ros lørdag, hvor hun også får mulighed for at ro sig i sin tredje af tre mulige finaler. Fredag var hun ude i indledende heat i den olympiske firerkajak over 500 meter sammen med Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen. Kvartetten sluttede firer og må over en semifinale i kampen for EM-finalen. Til gengæld er Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen færdig med at ro toerkajak over 500 meter ved mesterskaberne. I semifinalen blev det til en syvendeplads. Hos herrerne roede René Holten Poulsen sig til lørdagens B-finale via en femteplads i semifinalen i 1.000 meter enerkajak. Firerkajakken over 500 meter med Nicolai Winther, Rasmus Alsbæk, Magnus Sibbersen og Victor Gairy Aasmul blev femmer i indledende heat og er videre til lørdagens semifinale. Alsbæk og Sibbersen var senere i semifinalen for toerkajakker over 500 meter og kom videre til søndagens B-finale. Parret sluttede semifinalen på syvendepladsen. Simon Schuldt-Jensen og Morten Graversen skulle slutte blandt de tre første i semifinalen over 1.000 meter toerkajak for at indløse en EM-finale, men parret sluttede på sjettepladsen og roede sig dermed ud af mesterskaberne.