Firerkajak er klar til OL i Rio

 Foto: Firerkajakken med Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Thomsen, Henriette Engel Hansen og Ida Villumsen blev søndag efterudtaget til OL i Rio på en kvoteplads. (Jens Thybo) Verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo får selskab af fire kvindelige kajakroere til næste sommers OL i Rio. Søndag fik Dansk Kano og Kajak Forbund den gode nyhed fra det internationale forbund ICF. Den danske damefirer, der vandt B-finalen ved VM i Milano i slutningen af august, er efterudtaget til Rio på en såkaldt kvoteplads. – Vi havde håbet på en kvoteplads til firerkajakken, så det var dejligt at få det på skrift fra ICF, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb. For roerne har det også været to lange uger i spændt forventning. To af dem, Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, har den seneste uge opholdt sig i netop Rio for at deltage i en OL-preevent på det olympiske rostadion. – De jublede naturligvis, da jeg fortalte dem om udtagelsen, og samme reaktion fik jeg over telefonen, da jeg ringede hjem til de to andre piger, Amalie Thomsen fra Limfjorden og Ida Villumsen fra 361, fortæller sportschef Bo Vestergaard fra Rio. Med udtagelsen af firerkajakken er toerkajakken, som Henritte Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen, roede til en syvendeplads ved VM også automatisk kvalificeret. – Nu har vi tre både udtaget til OL, men vi håber stadig at få toerkajakken med René Holten Poulsen og Nils Boe udtaget ved det europæiske kvalifikationsstævne i maj i Duisburg, siger Bo Vestergaard. Efter kvalifikationsstævnet udtager DIF (Danmarks Olympiske Komite) roerne til OL i Rio efter indstilling fra Dansk Kano og Kajak Forbund.

Hep på tourdeltagerne

Europas længste kajakmaraton – Tour de Gudenå – afvikles i morgen – lørdag den 5. september. Og der må meget gerne heppes på roerne undervejs på ruten. Den længste rute starter i Silkeborg kl. 10, og slutter i Randers efter 73 km. I år har rigtigt mange valgt den “kortere” distance på 42 km, hvor deltagerne starter i Ans kl. 11. Hvis tidsplanen holder, passerer den første roer Tange kl. ca. 11.15, Bjerringbro ca. 11.30, Ulstrup ca. 12.15 og Langå ca. 13.00. Roere, der er startet i Silkeborg forventes i Tange ca. kl. 12.30, og som tilskuer, så er Tange et rigtigt godt sted at slå sig ned og få overblik over løbet. Hurtigste dame sidste år var Birgit Pontoppidan (6 timer og 2 min.), og hurtigste mand var Nicolai Black (5 timer og 19 min.) Få flere informationer om løbet på tourdegudenaa.dk