U-EM: jetteplads til kanoroere

Sjetteplads til kanoroere   Juniorroerne Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub debuterede i EM-sammenhæng med en sjetteplads i torsdag formiddags indledende heat over 1.000 meter toerkano ved mesterskaberne i Racice. Danskerne var tæt på femtepladsen med en god spurt, men måtte se Litauen krydse målstregen med få tiendedeles forspring. De tre direkte EM-finalepladser tog Hviderusland, Rumænien og Tjekkiet. Med sjettepladsen kom danskerne videre til fredagens semifinale.

U-EM: Toerkajak tog andenplads

Toerkajak tog andenplads   Kun førstepladsen gav direkte adgang til lørdagens EM-finale, og den plads kæmpede EM-debutanterne Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club og Lukas Solne fra Silkeborg Kajakklub hårdt for i torsdags formiddags indledende heat over 1.000 meter toerkajak for juniorer ved U-EM i Racice. Russerne tog teten fra start, men både tyskerne og danskerne holdt sig fremme gennem hele løbet, og på de sidste 200 meter rykkede danskerne fra tyskerne, men formåede ikke at fravriste russerne førstepladsen. Med andenpladsen kom danskerne videre til fredagens semifinale.

U-EM: Fjerdeplads og semifinale til Cathrine

Fjerdeplads og semifinale til Cathrine   Med en fjerdeplads i det indledende heat i 1.000 meter enerkajak torsdag formiddag, kvalificerede Silkeborgs Cathrine Rask sig til fredagens semifinale ved U-EM i Racice. Danskeren var oppe at snuse til den direkte finale midtvejs i løbet, hvor hun lå på tredjepladsen, men på sidste halvdel formåede hun ikke at holde placeringen. De tre direkte finalebilletter tog Sverige, Norge og Kroatien.

U-EM: Andenplads og EM-finale til Mathilde – fjerdeplads og semifinale til Simon

Andenplads og EM-finale til Mathilde – fjerdeplads og semifinale til Simon   I formiddagens andet og tredje løb med dansk deltagelse ved U-EM i Racice, var juniorroeren Mathilde Roed fra Køge Kajakklub og U23-roeren Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub ude i indledende heat over 1.000 meter enerkajak. For begge gjaldt, at en placering blandt de tre bedste ville udløse en direkte EM-finale lørdag, og det krav løste Mathilde Roed på fornemste vis, da hun sikrede sig andenpladsen i en tæt spurt med ungarske Zsoka Csikos. I mål var ungareren blot 2/10 foran danskeren. Simon Schuldt-Jensen, der roede løbet i fraværet af Morten Graversen, som er udtaget til seniorlandsholdet, roede langt hen ad vejen lige op med store internationale navne og var tæt på en tredjeplads. I spurten måtte danskeren dog se den direkte finale gå til ungarske Kornel Beke. De øvrige to finalepladser tog vinderen Bojan Zdelar fra Serbien og norske Jon Vold på andenpladsen, mens danskeren med en fjerdeplads kom videre til fredagens semifinale.

Vi søger kvalitetstestere af kajakruter

  Der er registreret næsten 100 kajakruter på forskellige kort, som især begynderroere bruger til at komme ud på vandet. Mange af disse ruter blev dog defineret for flere år siden og det er tid til eftersyn. DKF vil gerne bede alle roerne om hjælp til at tjekke ruternes tilstand og sikkerhed. En tur i kajakken giver dig mulighed for at se masser af natur langs Danmarks kyster eller søer. For at få en god kajaktur er det vigtigt at gøre lidt forarbejde: at finde et godt kort over området, med faciliteter til at sætte i, holde pauser og måske overnatte. Man skal også planlægge sikkerheden: Hvor lang er strækningen, hvilke steder skal man undgå? Derfor er mange (ny) roere afhængige af de kajakruter, som andre har tegnet på landskortet. Der er ca. 100 “officielle” kajakruter, som man blandt andet kan finde på Udinaturen.dk, Naturstyrelsens database. Disse ruter er kommet med på kortet af forskellige veje, og mange af dem har eksisteret i mange år. Men kysten, vandløb og adgangsret ændrer sig jo over tiden, og det gør det nødvendigt at tjekke, at man stadig kan ro ruten igennem. De eneste som kan gøre det er kajakroerne, for ingen kan ellers vurdere sværhedsgraden på vandet, adgang til igangsættelsesteder eller kvaliteten af naturoplevelsen fra vandsiden. Derfor vil DKF gerne bede alle roerne om at tjekke den nærmeste kajakrute, som står beskrevet på Udinaturen.dk og oplevgudenaa.dk og  fortælle os om virkelighed passer med den beskrivelse der findes på hjemmesiden. I må også gerne skrive til os, hvis I kender andre databaser med information om kajakruter. Denne information kan forbundet bruge til at opfordre jeres kommune til at udvikle bedre faciliteter til kajakker, herunder shelters, information ved vandet, parkeringsplads m.m. Og hvis I mener at jeres sædvanlige kajaktur bør komme med på landskortet, vil forbundet gerne være med til at formidle ruten over til Naturstyrelsen eller andre relevante organisationer. Husk at ved at kombinere turen med en affaldsindsamling, kan klubben få forbundets støtte til forplejning på dagen. Hvis du har spørgsmål, kan du sende en email til konsulenten Irene Lauridsen på il@kano-kajak.dk