Trænercamp for unge

NYHED! I år tilbyder vi en unik trænercamp for dig mellem 16-30 år, som vil være træner for børn og unge. Du bliver certificeret instruktør 1 og træner 1 på en weekend og får trænerrollen helt under huden.   Vi glæder os helt vildt til at ha` dig med (Er der ikke flere pladser? så skriv til Lærke på lho@kano-kajak.dk)   Tilmeld dig her Trænercampen er for dig der er mellem 16- 30 år, der ønsker at blive uddannet træner for børn og unge. Campen sætter fokus på det sociale, det faglige og giver dig rig mulighed for at hygge og lære en masse andre unge at kende og udveksle en masse tips og tricks i løbet af dagene. Hvor og hvornår Weekenden 10 – 11 juni i Vejle Kajakklub. Vejle Kajakklub: Stævnen 47, 7100 Vejle Program Campen starter i Vejle Kajakklub lørdag kl 10.00. Lørdag: Spændende dag med både teori og praktik. Dagen sluttes af med grillmad og hygge i Vejle Kajakklub. Søndag: Efter morgenmad fortsætter vi til ca. 16:30, hvor alle bliver certificeret Instruktør 1 og Træner 1. Campen inkluderer udover instruktør 1 og træner 1 kurset: Indkvartering lørdag-søndag i Vejle Kajakklub Frokost og aftensmad lørdag Morgenmad og frokost søndag Lån af turkajakker Du skal selv sørge for: Transport til og fra Vejle Liggeunderlag Sovepose/pude Håndklæde Massere af tøj til at kunne komme på vandet Badetøj Tørt tøj Personligt udstyr Evt. egen kajak Vi sover i klubbens klublokale og træningsrum. Alternativt kan man selv finde andre overnatningsmuligheder hos venner eller evt. på Vejle City Camping. Krav for deltagelse Du skal være erfaren kajakroer og gerne have IPP2, da kurset primært fokuserer på rollen som instruktør og træner med fokus på didaktik, pædagogik, sikkerhed mv. Derudover skal du gennemføre træner 1 e-læring inden campen, som bliver tilsendt på mail. Kurset vil i hovedtræk omhandle Indsigt i træner/instruktørrollen – fællesskab, motivation, feedback, formidling Aflæsning af vind og vejr Grundlæggende teknik Opbygning af lektionsplaner Øvelser på land og på vand Feedback metoder til medlemmer/kursister Organisering af medlemmer/kursister på vandet Formålet er at kvalificere dine kompetencer som instruktør/træner, således at du kan undervise en gruppe af begyndere/lettere øvet børn og unge på vandet i basale og tekniske  færdigheder. Uddannelsen vil desuden have et øget fokus på at skabe et godt børn og unge miljø. Yderligere information Du modtager en mail fra underviserne med specifik info ca. 1 uge før kurset. Kursus pris: 700 kr. Betingelser for tilmelding Hvis Dansk Kano og Kajakforbund aflyser kurset vil du i alle tilfælde få 100% af kursus beløbet refunderet. Hvis DU aflyser din deltagelse, sker refundering af kursusbeløbet efter følgende betingelser; Aflysning op til 30 dage før første kursusdag: 100% af beløbet. Har du spørgsmål, så ring eller skriv til Børn- og Ungekonsulent Lærke Høyer tlf: 26354221 / email: lho@kano-kajak.dk.

Foråret og årets første kano- og kajakkonkurrencer er over os!

Foto: Søren Aasmul   Foråret er for alvor over os, og meget passende afholdes kajaksportens forårsbebuder, CPH Springregatta, i den kommende weekend, på Bagsværd Sø. Vejrudsigten står på godt vejr, hele weekenden, med masser af sol og nærmest ingen vind, så det er bare på med sommerjakken, og afsted ud og opleve de hurtigste danske kano- og kajakatleter, når de mødes til årets første styrkeprøve. Og det bliver helt sikkert intenst! Ikke nok med at de danske roere, efter en lang vinter, næsten ikke kan vente til at komme i konkurrence, det er også til CPH Springregatta, at de første ro-tag, i jagten på de eftertragtede OL billetter, bliver taget, som forberedelse frem mod OL kvalifikationen, senere på året, i september. For tilskuerne bliver der meget at se på. Ikke mindre end 281 atleter fra 58 klubber i Danmark, Norge, Sverige og Finland har meldt deres ankomst til konkurrencerne, hvilket betyder, at der skal afvikles 225 løb. På grund af det tætte program, skal du være opmærksom på at nogle indledende heats og MIX k2 på 500m blevet flyttet til lørdag eftermiddag. Den tre dage lange begivenhed indledes fredag den 21. april kl. 16.00 med U18 mændenes indledende heats i 1.000 meter K1. Herefter går det slag i slag frem til søndag den 23. april klokken cirka 16.30, hvor de to seniorfinaler i K4 kajakker på en 500-meter bane vil afslutte regattaen. Det bliver, med andre ord, en spændingsfyldt weekend, hvor det blandt andet bliver spændende at følge de bedste danske K4’eres udvikling, hos både mændene og damerne, som der er store forventninger til.  Spændene bliver det også at se om nogen af de unge danske roere kan presse suveræne Emma Aastrand Jørgensen, på hendes favoritdistance 200 meter K1. Ligesom der er en forventningens glæde til, hvad Emma kan gøre sammen med Frederikke Hauge Mathiesen i K2 på både 200 meter og 500 meter. Og der vil naturligvis også samle sige en del interesse i herrernes 1.000 meter K1, hvor Rene Holten Møller og maratonkongen Mads Brandt Pedersen, vil gøre alt for, at holde de unge talentfulde roere bag sig, mens de unge omvendt vil gøre alt, hvad de kan for at give de to “gamle” baghjul. Har du ikke mulighed for, at komme på rostadion, kan du følge med i resultaterne her: dk.youpaddle.org/begivenheder/2023/cph-spring-regatta-2023/  

U- landsholdsteam 2023

Så kom det nye U-landsholds trænere på plads. Her vil U23 blive ledet af Emilie Rosenkilde, mens Jonas Saelens vil assistere i arbejdet. Rasmus Lind vil være assisterende landstræner for U18 landsholdet, ledet af talentchefen Finn Pape. U16 vil blive ledet af Søren Maretti, med assistance fra Christoffer Valentin. Der vil være sparring mellem U landstrænere og talentchef, der tidligere har haft rollen som både U16 og U18 landstræner. U23 vil helt naturligt også sparre med cheflandstræner Kim Wraae Vi ser meget frem til at have dette stærke hold til at styre ungdomslandsholdene, der med en bemanding forankret i centrene, skal være med til at skabe en større tilgængelighed for atleterne.                                                     [/vc_column_text]