EM kajakpolo ramt af tornado. Alle er OK

Catania som er vært for EM blev i dag ramt af tornado – med omfattende ødelæggelser af EM anlægget til følge. Alle danske spillere. trænere og ledere meldes uskadte – og i det hele taget har kun 4 deltagere fået meget små skader. Arrangører og deltagere vil blive forsøge at genoprette anlægget fra i morgen tidlig så EM kan afvikles fra torsdag. Se mere på ECA hjemmeside: https://www.canoe-europe.org/news/2021-eca-canoe-polo-european-championships-venue-hit-by-tornado-2123

EM kajakpolo: Forza Danmark

Efter to års træden vande, får de danske kajakpololandshold for damer, herrer og U21 herrer igen mulighed for at vise sig frem på den helt store scene, når Catania på Sicilien er vært for EM fra onsdag til søndag. Og det bliver tre danske landshold, der er sultne efter at vise sig frem internationalt og gøre alt for at bevise, at de hører til blandt de bedste polo-nationer i Europa. Turneringsformen er bygget op som i håndbold med indledende gruppespil, mellemspil og finalerunde. I det indledende gruppespil skal herreholdet møde Tyskland og Sverige. Damerne skal op mod Italien, Schweiz og Frankrig, mens U21-herrerne er komet i indledende gruppe med Schweiz, Tjekkiet og Holland. U21-herrerne lægger for i morgen, onsdag, mens damerne og herrerne tager hul på de indledende kampe torsdag. Hos herrerne og U21 herrer er Tyskland regerende mestre, mens England er det hos damerne. Kampprogram og resultater: https://results.canoepolocatania2021.it/en

Seks VM-medaljer: Nu venter Silkeborg og Vejen

Silkeborg og Vejen må gnide sig i hænderne af glæde over det danske maratonlandsholds præstationer ved VM i Rumænien. Det bliver nemlig et dansk maratonlandshold i den absolutte verdensklasse, Silkeborg kan præsentere på Silkeborg Langsø til EM næste år og Vejen på Jels Sø til VM året efter. Hele seks medaljer blev det til i Rumænien, tre af guld, to af sølv og en af bronze, samme antal og af nøjagtig samme karat, som ved VM i Kina for to år siden. Det placerede Danmark på en historisk flot og imponerende andenplads blandt samtlige medaljetagende lande, kun overgået af Ungarn. Søndag rundede toerkajakkerne VM af, og her satte juniorbåden med Nikolaj Bryde fra Hellerup Kajakklub og Jeppe Maretti fra Silkeborg Kajakklub et flot punktum ved at ro den sjette medalje hjem til Danmark – en medalje af sølv. Ungarn tog guldet, mens den anden danske båd i finalen med Valdemar Jørgensen fra Amager Ro- og Kajakklub og Carl Hinge fra Silkeborg Kajakklub blev otter. Hos damesenior fulgte de to danske både hinanden over målstregen midt i finalefeltet. Anne-Sofie Winther fra Silkeborg Kajakklub og Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club tog ottendepladsen, mens niendepladsen gik til Anne Hauge Sørensen og Mathilde Roed, begge fra Køge Kajakklub. I herreseniorernes finale havde Danmark ligeledes to både med. Bedst placeret blev Thorbjørn Rask og Nicolai Winther, begge Silkeborg Kajakklub, med en ottendeplads. Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub og Noah D. Pedersen fra Silkeborg Kajakklub udgik. Hos både damer og herrer gevandt de regerende mestre VM-titlen, hos damerne Ungarn, hos herrerne Frankrig.   For yderligere oplysninger: Sportschef Lars Robl – M: 2349 1669   De danske medaljer ved VM i Rumænien: Guld Herresenior enerkajak – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub. U23 damer enerkajak – Cathrine Rask, Silkeborg Kajakklub. U23 herrer enerkajak – Nikolai Thomsen, Silkeborg Kajakklub.   Sølv Herresenior short race enerkajak – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub. Herrejunior toerkajak – Nikolaj Bryde, Hellerup Kajakklub og Jeppe Maretti, Silkeborg Kajakklub.   Bronze Damejunior toerkajak – Sophie Blomgren-Hansen, 361 Kano og Kajakklub og Karoline Nielsen, Silkeborg Kajakklub.          

Forsvarede VM-titlen: Mads Brandt er guld-kongen af maraton

Ham kom til Rumænien for at forsvare sin VM-titel fra Kina. Og gjorde det med en mesters attitude og med en imponerende præstation i lørdagens VM-finale over næsten 30 kilometer maraton i enerkajak. Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub er guld-kongen af maraton. Det kan den tidligere og mangedobbelte verdensmester fra Sydafrika, Hank McGregor skrive under på. Sydafrikaneren, der gjorde comeback, satte Mads Brandt Pedersen til vægs midtvejs i løbet i et fortrinligt samarbejde med klubkammeraten og gårsdagens U23-verdensmester, Nikolai Thomsen. På det tidspunkt var Danmark sikker på medalje, da de to danskere kom afsted i en frontgruppe på fire med spanske Ivan Alonso og franske Stephane Boulanger. Herfra så Mads Brandt Pedersen sig ikke tilbage, og fik heller ikke øje på, at Nikolai Thomsen var uheldig at falde på pontonen på den følgende overbæring og senere måtte udgå på grund af de skader, båden fik ved uheldet. Nede på tre i frontgruppen forsøgte Mads Brandt Pedersen at slippe alene afsted med tre omgange til mål ud af finalens otte. Det lykkedes næsten. Boulanger måtte slippe, mens Alonso bed sig fast frem til den sidste overbæring før den korte finalerunde. Så havde danskeren slidt spanieren op og kunne i ensom majestæt ro i mål til sit andet VM-guld og række pagajen jublende mod himlen. Tidligere på dagen var kvinderne og herrejunior på vandet i kampen om VM-medaljer. Hos kvinderne sluttede Anne-Sofie Winther fra Silkeborg Kajakklub på 11.-pladsen, mens Valdemar Jørgensen fra Amager Ro- og Kajakklub og Bertram Sørensen fra Silkeborg Kajakklub blev henholdsvis nummer 10 og 18.

Tre VM-medaljer til Danmark: De bedste i verden hedder Rask og Thomsen

Danmark har verdens bedste U23-roere på den lange maratondistance. Det blev slået fast fredag ved mesterskaberne i Rumænien, hvor både Cathrine Rask og Nikolai Thomsen fra Silkeborg Kajakklub endte øverst på podiet med guld om halsen. Desuden blev det til bronze for Sophie Blomgren-Hansen fra 361 Kano og Kajakklub og Karoline Nielsen fra Silkeborg Kajakklub i damejuniorernes toerkajak. Begge VM-guldvindere dominerede de to finaler. Cathrine Rask slog ungarske Dorina Fekete i et tæt opløb, mens Nikolai Thomsen roede over målstregen i ensom majestæt efter et længere soloridt. Andenpladsen tog Agustin Rodriguez fra Argentina. To andre danskere var med i U23-finalerne. Hos damerne gennemførte Pernille Hostrup fra Vallensbæk Kano og Kajak Club ikke, mens Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub sluttede på niendepladsen efter en tidsstraf på 30 sekunder midtvejs i løbet. Ho damejuniorerne var Danmark ligeledes repræsenteret med to både. Den anden båd med Sara B. Andersen og Siri B. Nielsen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club kom i mål på ottendepladsen. Endelig blev William Anker Scales nummer 11 i enerkano for U23.