Lars fik klø af René

René Holten fik revanche over nordmand Ved sæsonåbneren Spring Regatta i april på Bagsværd Sø, overraskede nordmanden Lars Magne Ullvang ved at slå Maribos regerende verdensmester René Holten Poulsen på både 1.000 og 500 meter enerkajak. Fredag eftermiddag var det så tid til revanche for danskeren, da de to mødte hinanden i indledende heat på 500 meter ved World Cup i Szeged, og her satte René Holten Poulsen i den grad nordmanden på plads. Danskeren kontrollerede med stor kølighed løbet, som han vandt foran belgiske Artuur Peters og med Lars Magne Ullvang på fjerdepladsen – mere end tre sekunder efter René Holten Poulsen. Nordmanden kom dog med René Holten Poulsen til lørdagens semifinaler, for de seks bedste fra indledende gik videre. René Holten Poulsens heat var det sidste med danskere i aktion på førstedagen af World Cup.  

Gode takter hos dametoer

Julie og Pernille tog andenplads Julie Frølund Funch fra Vallensbæk og Pernille Knudsen fra Maribo viste gode takter i indledende heat i damernes toerkajak over 500 meter ved World Cup i Szeged. Den danske duo fik ikke den bedste start, men fik hurtigt fundet en god rytme og roede sig uimodståeligt frem i feltet for at slutte på en flot andenplads efter Slovenien og dermed en plads i lørdagens semifinale. En semifinaleplads blev det også til for Silkeborgs Line Langelund Eriksen og Katrine Græsbøll Christensen over samme distance. Parret kom i mål på sjettepladsen i et stærkt felt, der blev ført an af de senere vindere, Lisa Carrington og Ryan Caitlin fra New Zealand.

Emma toer på 200 meter

Andenplads til Emma Med kun seks både til start i sit indledende heat, var Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub på forhånd sikret videre adgang til lørdagens semifinaler i 200 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. Det fik dog ikke danskeren til at spadsere semifinalen hjem. I en skarp tvekamp med New Zealands Aimee Fisher kom hun i mål på andenpladsen.

Toer kom videre

Syvendeplads og semifinale Med en syvendeplads i indledende heat i damernes 200 meter toerkajak, er Ida Villumsen fra 361 Kano og Kajakklub og Mette Gravesen fra Silkeborg Kajakklub videre til lørdagens semifinale. Tre både gik direkte i søndagens A-finale, og det blev Ukraine, Ungarn og Italien.

Succes for Silkeborg

Ny sejr og A-finale til Casper og Morten   En plads i Top 12 var på forhånd forventningerne til de danske mandskabsbåde ved World Cup i Szeged, men den forventning overgik Silkeborgs Casper Pretzmann og Morten Graversen, da de fulgte op på den flotte sejr fra indledende heat med en ligeså imponerende sejr i semifinalen i 1.000 meter toerkajak. Dermed er de to Silkeborg-roere klar til lørdagens A-finale. Som i indledende heat kom førstepladsen i hus efter et kontrolleret løb, hvor Casper Pretzmann og Morten Graversen fra 500 meter mærket åd de foranliggende konkurrenter en efter en og i en tæt afgørelse kunne henvise Serbien og Kazakstan til anden- og tredjepladsen. Også Silkeborgs Jonathan Dagnæs-Hansen og maribos Nils Boe havde kvalificeret sig til semifinalerne. Danskerne sluttede på ottendepladsen og kom dermed ikke videre til morgendagens finaler. Toerkajakkernes semifinaler var eftermiddagens sidste, resten af dagen står på indledende heats for damernes toerkajakker over 200 og 500 meter samt damernes enerkajak over 200 meter og herrernes enerkajak over 500 meter.