Officielle DIF medaljer til Herrer og Damer Kajakpolo

I forbindelse med en administrativ ændring og fjernelse af en “aktivitetsgodkendelse” af kajakpolo i Danmarks Idrætsforbund har det været meddelt at der i 2017 ikke ville være officielle DIF medaljer ved Kajakpolo DM (Danmarksturneringen DT). DIF har nu behandlet dette spørgsmål på seneste DIF bestyrelsesmøde og det viser sig at være en misforståelse. Vinderen af DT på herrer og damesiden vil således modtage officielle DIF DM medaljer.

Arkitektkonkurrence rostadion

DKF-formand glæder sig over vinderprojekt Dansk kano- og kajaksport kan se frem til trænings- og konkurrencefaciliteter i den absolutte verdensklasse. Det mener Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb, efter det i dag blev afsløret, at AART Architects sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører vandt arkitektkonkurrencen om at tegne Danmarks nye, nationale rostadion ved Bagsværd Sø. – Det nye rostadion bliver et kvantespring for udviklingen af dansk kano- og kajaksport. Med det nye stadion får vores elitereoere trænings- og konkurrencefaciliteter i særklasse, og samtidig får vi et rostadion af en international standard, der vil gøre det nemmere at tiltrække store internationale mesterskaber til Danmark i fremtiden. Et bevis på det har vi allerede fået, da det internationale kano- og kajakforbund for nylig valgte Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund til at arrangere VM i kano og kajak sprint i 2021 på det til den tid nye rostadion, siger Ole Tikjøb. Vinderprojeket omfatter forslag til udformning af et nyt rocenter, nyt dommertårn med multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde. Samtidig bliver det et rostadion, der på en ny og inspirerende måde skaber et grønt kvalitetsløft i respekt for områdets smukke natur til glæde og gavn for motionister og den almindelige borger, som færdes i det fredede naturområde omkring Bagsværd Sø. Det nye rostadion, som koster 100 mio. kr. forventes færdigt i 2020. – Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og jeg tør godt sige, at alle i dansk kano- og kajaksport med spænding ser frem til det færdige resultat, til at tage det i brug og til at vise det frem for vores internationale gæster i 2021, siger Ole Tikjøb.