Lyserød Lørdag: Rekord i Randers

Rekordmange kajakkvinder roede for brysterne   82 kajakkvinder i alle aldre og fra hele Jylland valgte Lyserød Lørdag at støtte op om brystkræftsagen i Randers, hvor Kano og Kajakklubben Gudenaa i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund for sjette gang afviklede Støt Brysterne kvindekajakløb på Gudenåen. Det store deltagertal var ny rekord for løbet. Formålet med løbet og indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse handler om at hjælpe os alle sammen i kampen mod brystkræft. Derfor er vi meget glade for den store opbakning, som er 20 flere deltagere end sidste år, sagde tovholder Jeanett Nielsen. Traditionen tro farvede kajakkvinderne Gudenåen lyserød med deres fantasifulde påklædninger og udsmykninger af kajakkerne, men bag de glade smil gemte sig også en portion alvor, for mange af deltagerne havde sygdommen tæt inde på livet. Blandt dem Karin Helga Pedersen og Bente Lehman, som var kørt til Randers sammen med fem klubkammerater og to mandlige hjælpere fra Aalborg Kajakklub. Vi er kommet for at ro for et klubmedlem, som er blevet ramt af brystkræft. Hun er i behandling og kunne ikke selv deltage. Derfor valgte vi at køre til Randers for at ro for hende, men også for alle andre brystkræftramte, sagde Karin Helga Pedersen og Bente Lehman supplerede: Støt Brysterne løbet er en indsamling, hvor vi aktivt kan deltage sammen med andre kvinder og gøre en forskel. Samtidig glæder vi os til løbet og samværet med de andre piger. Det gode formål i kombination med det sociale samvær ser Jeanett Nielsen også som en af årsagerne til rekorddeltagelsen. Løbet handler ikke om at være hurtigst eller komme først. Det handler om at hygge sig i hinandens selskab samtidig med, at man ror for et godt formål. Det kan kvinderne godt lide. Desuden er kvinderne gode til at netværke med hinanden og trække hinanden med. Ud over løbet på Gudenåen, var kajakkvinder på vandet i Svendborg og Farum for at støtte brystkræftsagen.                                                                                                                                                                     Foto 1: Karin Helga Pedersen og Bente Lehman fra Aalborg Kajakklub roede for et kræftramt klubmedlem. Foto 2: De mange deltagere farvede Gudenåen lyserød. Foto 3: Tovholder Jeanett Nielsen var glad for den store opbakning. Foto 4: Anya og Line fra Kano og Kajakklubben Gudenaas børnehold var blandt de yngste deltagere.                                                              

DM surfkajak: Københavnere bedst i Klitmøller

Surfkajak: Københavnere vandt DM i jysk vejr   Selv om vejret var ”jysk” med silende regn, så var bølgerne perfekte og københavnerne de bedste, da Klitmøller i Cold Hawaii søndag dannede ramme om årets danske mesterskaber i surfkajak. Vinder hos damerne blev Maja Birk, mens David Tetzschner vekslede sidste års bronze til guld og tog sig af titlen hos herrerne efter indledende heats om formiddagen og finaleafsnit om eftermiddagen. Begge mestre kommer fra København. –          Det var en usædvanlig tæt konkurrence, hvor marginaler blev afgørende for mesterskabernes placering. Generelt var det en konkurrence på et meget højt niveau, hvor dygtighed, men også held med de rigtige bølger kom til at spille en afgørende rolle, siger Tue Olesen fra Surfarbejdsgruppen, der arrangerede mesterskaberne i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Mesterskaberne kårede også den bedste bølge, lavet af Jeppe Mathiesen og bedste Wipe Out, lavet af Mark Østergaard.   DM resultater: Damer Plads: Maja Birk Plads: Maja Andrea Holmsted Plads: Lea Lykke   Herrer Plads: David Tetzschner Plads: Jakob Mønsted Plads: Jeppe Mathiesen   Foto 1: David Tetzschner, th, blev ny danmarksmester i surfkajak. Foto 2: Konkurrencen på bølgerne var tæt.                                          

Kæmpe interesse for surfkajak

DM i surfkajak i Cold Hawaii sætter deltagerrekord   Vejrudsigten lover garanti for gode bølger i Cold Hawaii, når Surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med forbundet arrangerer årets danske mesterskaber i surfkajak på søndag den 2. oktober. Og det bliver mesterskaber, som sætter ny deltagerrekord. Sidste år, som også var rekordår, deltog 36 i mesterskaberne, men i år forventer vi op mod 45 deltagere, når de sidste tilmeldinger kommer ind, siger Jesper Tilsted fra Surfarbejdsgruppen. DM indgår som en del af Surfarbejdsgruppens årlige surfsymposium, som har base i Thisted Ro- og Kajakklub og strækker sig fra fredag til søndag med workshops og aktiviteter på vandet afsluttende med de danske mesterskaber. I år er det tiende gang, Surfarbejdsgruppen arrangerer symposium, og interessen for surfkajak har aldrig været større. Da vi passerede 85 deltagere, blev vi nødt til at lukke for tilmeldingen. Det er første gang, vi prøver det, men selv om vi gerne så 100 eller 120 deltagere, så har vi ikke plads til flere i år. Det skyldes både praktiske og organisatoriske årsager, men især, at vi kan afvikle vores symposium og DM med den sikkerhed, som vi vægter meget højt, siger Jesper Tilsted. De danske mesterskaber er et open stævne med deltagelse af både nybegyndere, den danske elite og udenlandske kajaksurfere fra Norge, Sverige og Tyskland. Søndag formiddag indledes med heats, mens eftermiddagen står på semifinaler og finaler. Mesterskaberne afvikles både for damer og herrer. Hvilket spot i Cold Hawaii, som har de bedste bølger, bliver afgjort lige op til DM, men som det ser ud nu, bliver mesterskaberne afviklet i Klitmøller. Vejrudsigten ser bedst ud for Klitmøller. Nu må vi se på dagen, hvilket spot vi vælger, men holder den nuværende vejrudsigt, tyder det på Klitmøller, siger Jesper Tilsted. Som en ekstra inspiration for deltagere og dommere, er det i øvrigt igen i år lykkedes for Surfarbejdsgruppen at hente den tredobbelte verdensmester Chris Hobson til DM som overdommer. Chris Hobson er ikke bare et verdensnavn på bølgerne i surfkajak, han er også en kapacitet som dommer med stor erfaring fra mange konkurrencer. Med ham som overdommer og rådgiver, kan vi lære mange tips og tricks om at dømme, så vi er meget taknemmelige for, at han igen har sagt ja tak til vores invitation, siger Jesper Tilsted om det nordirske verdensnavn.                           Foto/Jon Nielsen: Cold Hawaii lægger søndag den 2. oktober bølger til årets danske mesterskaber i surfkajak.