VM maraton: Junior-toere førte sig fornemt frem i Kina
VM maraton: Junior-toere førte sig fornemt frem i Kina Efter gårsdagens flotte placeringer, som blev kronet med Marselisborg-roeren Nikolai Thomsens verdensmesterskab og Lyngby-roeren Philip Knudsens sølv i juniorernes enerkajak, var det fredag morgen, lokal tid, de danske toer-både hos juniorerne, der skulle i konkurrence ved VM maraton i Kina. Og begge danske både førte sig fornemt frem blandt verdenseliten. I toerkanoen blev det til en sjetteplads for Nybro-Furå Kano og Kajakklubs Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales, mens Vallensbæks Pernille Hostrup, der i går blev syver i enerkajak, kopierede placeringen i toerkajak sammen med Silkeborgs Kristine Rohde. Ikke uventet gik begge verdensmesterskaber til Ungarn. Toerkano-konkurrencen blev vundet af Benedek Horvath og Oliver Nagy, toerkajak-konkurrencen af gårsdagens verdensmester i enerkajak, Eszter Rendessy sammen med Emese Kolhami. Senere, klokken 06.45 dansk tid, skal gårsdagens medaljevindere i aktion i toerkajakken, hvor Nikolai Thomsen er forsvarende verdensmester. I samme løb stiller Danmark med de nyslåede europamestre, Noah Pedersen og Silas Runholm fra Silkeborg.