TdG – flot start i Silkeborg

Morgenstund med sol, TdG massestart, hyggemusik og kaffe Publikum stod tæt og badet i sol i en lang række på Ansvej, da massestarten gik til årets længste rute i Tour de Gudenaa, 70 kilometer fra Silkeborg til Randers. I år i en tre kilometer forkortet udgave på grund af forhøjet vandstand i åen, der umuliggjorde passage fra Langsøen og under Viborg-broen. I stedet blev massestarten flyttet til Ansvej på den anden side af broen, hvor publikum kunne nyde det spektakulære skue tilsat hyggemusik og gratis kaffe og rundstykker på Andetorvet.      

TdG med GPS, storskærm og kajakslalom

Tour de Gudenaa træder nye vande   På lørdag den 3. september bliver Gudenåen fra Silkeborg til Randers og fra Ans til Randers omdannet til et internationalt folkemøde på vandet, når det traditionsrige Tour de Gudenaa løber af stabelen. Her mødes unge, voksne og ældre fra hele landet, Tyskland og Skandinavien for at udfordre sig selv i kampen mod kilometerne og klokken eller for at tage den i mere sindigt tempo og i fællesskab nyde den enestående natur – det være sig i kapkajak, turkajak, havkajak, kano eller surfski – alene eller med to i båden af samme køn eller mix. Omkring et halvt tusinde har tilmeldt sig på forhånd som vidnesbyrd om, at Tour de Gudenaa er en outdoor-event, der kan samle både hverdagsmotionisten, supermotionisten og dem, der ror for at komme først over målstregen. Langsøen i Silkeborg har fælles start klokken 10 for hele turen på 73 kilometer, og på samme tidspunkt og en halv time senere lyder to startskud i Ans for den ”halve” distance på 42 kilometer – her starter også ungdom og kano. For at udvikle eventen, både for deltagere og publikum, træder Tour de Gudenaa i år nye vande med GPS-tracking og storskærm i Randers, hvor deltagernes færd og fremskridt på åen kan følges, ligesom Tour De Gudenaa i år tager første skridt i udviklingen af en større event med andre outdoor-aktiviteter. Fredag aften ”tyvstarter” Tour de Gudenaa således klokken 17 med kajakslalom i vandfaldet ved Papirfabrikken i Silkeborg. Det er første gang, at denne publikumsvenlige variant af kajaksporten afprøves i Danmark. – Kajakslalom er en beslægtet aktivitet, men Gudenåen og naturen omkring benyttes til mange forskellige former for outdoor-aktiviteter, som vi ser muligheder for at samarbejde med i forbindelse med Tour de Gudenaa. Det kan eksempelvis være mountainbike, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds formand og formand for Tour de Gudenaa komiteen, Ole Tikjøb. Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerer Tour de Gudenaa i et samarbejde med Silkeborg Kajakklub, Kano og Kajakklubben Gudenaa, Tange Roklub, Gudenaacentralen, Silkeborg Kommune, Randers Kommune, Sport Event Denmark og Craft.   Foto: Jimmy Friis  

VM kajakpolo

Medaljejagten går ind på Sicilien   Efter måneders intense forberedelser i internationale turneringer og på træningslejre, er tre danske landshold i kajakpolo klar til medaljejagt ved verdensmesterskaberne i den historiske by Siracusa på østkysten af Sicilien fra tirsdag til søndag. Medaljehåbene er størst på herresiden, hvor Danmark på få år har spillet sig op i den internationale elite. For to år siden vandt U21 herrer Danmarks første mesterskabsmedalje med VM-sølv i Frankrig og fulgte flot op sidste år ved EM i Tyskland, hvor holdet igen spillede sig i finalen og igen fik sølv. Herreholdet tog også et kvantespring sidste år ved EM med en fjerdeplads efter en 11. plads ved VM året før. Dameholdet kommer til Sicilien med en 10. plads fra EM og en 12. plads fra VM. Kajakpolo er en af de mere actionprægede grene af kajaksporten og kan beskrives som en blanding af kajak og håndbold. Turneringsformen ved VM er også kendt fra håndbold med indledende gruppespil fulgt af en mellemrunde og finaler/placeringskampe. U21 herrer lægger for tirsdag, mens herre- og dameholdet tager hul på de indledende kampe onsdag. Frankrig er regerende verdensmester hos herresenior og U21 herrer, mens Tyskland sider på tronen hos damesenior. Finalerne afvikles i weekenden.   Foto: Danmarks U21 herrer i kamp mod Frankrig under VM-finalen for to år siden.   Program og resultater: http://www.canoepolosyracuse2016.com/en_GB/ Livestream: http://www.canoepolosyracuse2016.com/en_GB/diretta-streaming/