EM maraton: Uheldig Silkeborg-roer

Vandtur kostede midterplacering Frem til midtvejs i enerkajakkernes løb i U23 lå Silkeborg Kajakklubs Emil Skovgaard til at kæmpe med om en midterplacering ved EM maraton i portugisiske Ponte de Lima. Men placeringen røg en tur i vandet, da han efter tredje overbæring væltede med kajakken og måtte bruge tid på at tømme den for vand. På det tidspunkt havde han ellers etableret sig i en firemands-gruppe efter frontgruppen på otte, men med uheldet blev danskeren sendt ned bag i feltet og sluttede løbet som nummer 15. Vinder blev den forsvarende europamester Adam Petro fra Ungarn foran Miguel Llorens fra Spanien og med englænderen Zyggy Chmiel på tredjepladsen. U23-løbet var mesterskabernes sidste på andendagen, fredag.  

Dialogmøde efter nærved hændelsen i Aarhus

Dansk Kano og Kajak Forbund deltog onsdag den 28. juni i et dialogmøde i Søfartsstyrelsen om SUP fartøjer og generel status på sejlads med passagerer i mindre fartøjer. I forlængelse af SUP-hændelsen i Aarhus, hvor flere SUP-surfere i stærk fralandsvind måtte reddes på land i en større redningsaktion med to helikoptere og flere redningsbåde ønskede Søfartstyrelsen at afklare evt. misforståelser og uklarheder samt redegøre for afgrænsninger i forhold til fartøjer og genstande anvendt til aktiviteter, hvor aktiviteten betragtes som erhvervsmæssig sejlads. Den, der har aktiviteten, har ansvaret Det blev på mødet præciseret, at det er den, der har aktiviteten, der har ansvaret. En skole kan altså ikke indkøbe ekspertviden og overlade ansvaret til en anden, hvis skolen udbyder sejladsaktiviteter. SUP er et fartøj Dernæst blev det præciseret, at en SUP (Stand Up Paddleboard) er et fartøj, og derfor skal man medbringe/have vest på, når man SUP’er. (Straffes med bøde). Det betyder også, at sejlads med SUP er underlagt reglerne om erhvervsmæssig sejlads.  

Oplysningskampagne skal forebygge ulykker

På et møde i Søsportens Sikkerheds Råd den 30. maj 2017 besluttede et enigt råd, at udarbejde en oplysningskampagne for at forebygge ulykker i forbindelse med vandscooter/jetskisejlads. Kampagnen udarbejdes i samarbejde med Søfartsstyrelsen. Kort giver overblik I den forbindelse har Dansk forening for Rosport og Dansk Kano og Kajak Forbund udarbejdet et kort, hvoraf det fremgår, hvor der er problemer/ikke problemer med jetski og vandscootere. På kortet er der sat grønne markører, hvor der ikke er problemer. Røde markører hvor der er problemer og gule markører, hvor der enten er problemer med jetski og vandscootere og/eller andre fartøjer. Kortet kan ses her. LINK Kampagnen kører i to spor i løbet af sommeren: En mediedel i de traditionelle medier og på de sociale medier. Et oplysningsskilt til havne med vandscootertrafik / -problemer. Stor tak til de mange klubber, der har bidraget til kortet. Derudover er der et lovgivningsarbejde igang Ud over informationskampagnen arbejder Søfartstyrelsen og Justitsministeriet med tiltag for en ny lovgivning på området. I den forbindelse har nogle af de københavnske klubber været til dialogmøde i justitsministeriet. Du kan se hvilke tiltag, der arbejdes med her. LINK

Sprintlandsholdene bliver forstærket med topudstyr fra raaco

De danske sprintlandshold i kajak får nu topudstyr til at holde styr og orden på værktøjer og tilbehør. Det skyldes, at raaco, der fremstiller innovative, overskuelige og pladsbesparende opbevaringssystemer, har indgået en sponsoraftale med Dansk Kano og Kajak Forbund. – Vi har længe ønsket os funktionelle, professionelle og pladsbesparende opbevaringssystemer, så derfor er jeg utrolig glad for, at raaco har valgt at støtte os med deres topprodukter, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Sammen med trænerteamet råder han nu over to FlightCase, fire Toolchest og to Toolboxes – De to flightcases skal vi bruge til vores minimaxudstyr, mens værkstøjskasserne både er til U-landsholdene og seniorlandsholdet. Opbevaringskasserne skal erstatte de store skabe i bådhallen på Elitecenteret. I stedet får vi nu opbevaringskasser, som både kan stå stationært, men også er transportable til stævner. Opbevaringskasserne bliver udstyret med hængelås med systemnøgle, som kun gives til trænerteamet og skal indeholde sæder, overtræk mm, siger Bo Vestergaard. Siden 1956 Raaco, der har hovedsæde i Nykøbing F., har siden 1956 lavet opbevaringssystemer og har gennem tiden modtaget adskillige internationale priser for fremragende industrielt design. Raacos systemer er skabt til orden. Med det solide sortiment i praktiske løsninger kan selv store mængder småting, værktøj og tilbehør organiseres og opbevares overskueligt. Det gør det daglige arbejde langt nemmere, og samtidig spares der både tid, plads og penge. Læs mere om raaco og virksomhedens produkter på www.raaco.com

Affaldsindsamling fra kajakken d. 24. september

Københavns Universitet Studenteridræt (KSI) afholder i forbindelse med DKFs kampagne “Jeg passer på vores vand” en affaldsindsamling med start i Islands Brygge. Klubben og DKF vil gerne invitere alle klubber og selvorganiserede roere til en dag på vandet, hvor vi alle bliver en del af løsningen på problemet. Praktisk information Tidspunkt: Søndag d. 24. september fra 13.00 til 15.00 Pris: 150 kr. via DKFs webshop Tilmeldingskrav: Af hensyn til sikkerhed, skal du skal være frigivet eller under frigivelse og skal have bestået makkerredning Aktivitet:  Deltagere kan vælge mellem fem ruter af forskellige længder. Hver gruppe vil få en guide med kendskab til havnetraffik. DKF vil dele handsker, veste og affaldsposer ud til deltagere, som skal samle affald langs turen. Affaldsposerne vil senere blive vejet og man vil kunne bytte affald for kaffe og kage ved Islands Brygges Kulturhus restaurant. Tilmelding starter Vi leder efter frivillige hjælpere på dagen, så hvis du har lyst til en dag på vandet, godt selskab og en ren havn, kan du sende en email til Irene Lauridsen på il@kan-kajak.dk. Dette arrangement skal være med til at starte en “kajakskraldekorps”, hvor alle interesserede i at holde vandet i Københavns havn og kanaler rent kan melde sig til.