DM sprint: René Holten på sikker kurs mod VM i København

Holstebro var den sidste by på vejen mod København for René Holten Poulsen, der lørdag bookede en stensikker plads blandt de udvalgte, der får lov at repræsentere Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund ved verdensmesterskaberne i kano og kajak sprint på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september. René Holten Poulsen sikrede VM-billetten i DM-finalen i 1.000 meter enerkajak, hvor han efter en suveræn sejr kunne føje endnu en guldmedalje til sin i forvejen bugnende samling af nationale titler. På andenpladsen fulgte Morten Graversen og på tredjepladsen den nyslåede U23-europamester på distancen, Thorbjørn Rask. – René viste, at den måde, han har grebet træningen an op til DM, var den rigtige. Han var godt kørende og virkede i balance med sig selv. Det var dejligt at se og lover godt før VM, sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl, efter finalen. Generelt bød lørdagens DM-finaler på sejre til forhåndsfavoritterne, men også på et bemærkelsesværdigt comeback til Pernille Brandstrup Knudsen. Hun var med til at kvalificere firerkajakken til OL i Tokyo, men måtte slippe sit sæde lige op til legene på grund af en skade. Med skaden overstået og en forståelig pause, hvor hun lige skulle fordøje skuffelsen, kom hun tilbage på vandet for at ro sin chance for at komme til VM. Den chance greb hun på fornem vis i DM-finalen i 1.000 meter enerkajak med en flot sejr. – Ovenpå den store skuffelse over den bristede OL-drøm, kræver det viljestyrke og robusthed at komme tilbage. Den viljestyrke og robusthed har Pernille, der satte VM som sit nye mål og gik målrettet sin egen vej for at nå det.  Lørdag fik hun sin belønning i DM-finalen, og det var fedt at se, siger Lars Robl. Resultater: youpaddle.org  

DM sprint: Forude venter VM i København

Når de nationale mesterskaber i kano og kajak sprint bliver afviklet fra fredag til søndag på Vandkraftsøen i Holstebro, står der mere end podieplaceringer og titelforsvar på spil for den danske elite. Forude venter nemlig sæsonens største begivenhed efter OL i Tokyo, når Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med det internationale forbund arrangerer VM på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september. Landsholdet sættes efter DM, og selv om Danmark som værtsnation har elastik til at stille med et større hold til VM, så bliver der ikke delt internationale badebilletter ud ved de nationale mesterskaber. Med andre ord kan publikum se frem til knivskarpe mesterskabsløb i kampen om de eftertragtede VM-billetter og møde sportens største stjerner helt tæt på. Til dem hører den dobbelte bronzetager i enerkajak fra legene i Tokyo, Emma Aastrand Jørgensen, men også de tre andre piger i den olympiske firerkajak, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen. Hos herrerne samler interessen sig naturligt om René Holten Poulsen, der i foråret missede muligheden for at kvalificere sig til sit fjerde OL på stribe. Den tidligere flerfoldige verdensmester i enerkajak har siden trænet målrettet frem mod DM og en udtagelse til VM. DM i Holstebro, hvor der også skal findes mestre i SUP, arrangeres af Kajakklubben Pagaj i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Mesterskaberne, som har flere end 300 atleter tilmeldt, afvikles for årgangene U12 til senior.   Program og resultater: youpaddle.org

DKF skal have ny sportschef

Lars Christian Robl har fredag den 13. august meddelt, at han gerne vil fratræde sin stilling den 30. nov. Lars tiltrådte som sportschef februar 2018 og blev således en del af den historisk lange olympiade.  Direktør Christian Jacobsen fortæller “Lars tiltrådte bl.a. med en opgave om, at der skulle være en øget opmærksomhed på de bedste atleters hverdag, og ud af dette er i samarbejdet med TD opstået programmet “Atleten i centrum”. Der er blevet arbejdet med kulturen på EC, hvor begrebet “tøm rygsækken” er blevet en naturlig del af hverdagen blandt atleterne. Projekt “Paris 2024” – et herrer 4 kajak projekt, der har til formål at kvalificere en HK4 500m ved VM i Duisburg i 2023, og som kan tage medalje ved OL i Paris i 2024. Derudover har kajaksporten nu lært at forstå sætningen “landsat og operationsklar”og “mission completed”, der nok henter sin betydning i Lars’ militære fortid. DKFs historie med sportschefer er ikke så lang, men med 2 OL bronze medaljer fra Tokyo bliver Lars Chr. Robl den sportschef, der har medvirket til flest OL medaljer, tæt forfulgt at Klavs Klavsen og Bo Vestergaard som begge stod i spidsen for en sølvmedalje.”  Lars Chr Robl siger “Jeg er stolt af det team, der er skabt, og det som teamet har opnået både ved OL og ved de øvrige konkurrencer. I min tid som sportschef er der taget medaljer ved samtlige internationale stævner – World Cups, Europamesterskaber, European Games, Verdensmesterskaber og Olympiske Lege.” Det sidste år har DKF arbejdet på en samlet strategi for årene 2021-2028. Heri er  beskrevet en retning for Elitearbejdet, som er uddybet i strategiaftalen med DIF 2022-2025. Det mest konkrete ift. til elite sprint og maraton planlægning forestår dog i form af Masterplan 2022-2024, som skal udarbejdes i samarbejde med Team Danmark. Når vi har de første indikationer fra TD ift. samarbejdet for 2022-2024 vil DKF beskrive den evt . tilpassede elitestruktur for den kommende periode. Efterfølgende udarbejdes en kompetenceprofil for sportschefen, hvorefter en proces med rekruttering kan indledes. Arbejdet med at gøre senior sprintholdet klar til VM på hjemmebane fortsætter Lars. I forhold til driften i tiden derefter, er der i kano-kajak tradition for en periode med lidt lavere aktivitet efter OL. VM ændrer lidt på dette, ligesom den ændrede OL cyklus med kun 24 måneder til første OL kvalifikation giver et andet tidspres. De tidlige efterårsmåneder vil vi dog have reduceret aktivitet fx. i forhold til træningslejre.  Christian Jacobsen runder af “Lars er her jo endnu – så det er for tidligt at sige tak for indsatsen. De præcise praktiske detaljer fx. om sidste arbejdsdag er heller ikke endeligt fastlagt, idet der er en fleksibilitet hos begge parter.”