VM kajak: Fuldt hus for verdensmester

René Holten i fire VM-finaler Den forsvarende verdensmester i 1.000 meter og 500 meter enerkajak, René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub, er klar til fire VM-finaler ved mesterskaberne i tjekkiske Racice. Torsdag kvalificerede han sig til lørdagens finaler i 1.000 meter enerkajak og 500 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Nils Boe, og fredag fulgte han op med to overbevisende løb i 500 meter enerkajak, hvor han både vandt indledende heat og semifinalen i overlegen stil. I semifinalen forsøgte australske Billy Bain og tyske Marcus Groos at byde danskeren op til kamp på de første 250 meter, men begge blev afvist af verdensmesteren, der herefter trak fra til en føring med en bådlængde og den sikre sejr og finaleplads. Mens Bain og Groos tabte pusten, kom slovakken Peter Gelle bagfra og tog andenpladsen. Groos kom dog videre til finalen med en tredjeplads, mens Bain på fjerdepladsen skal i B-finalen. 500 meter finalen afvikles søndag, hvor René Holten Poulsen også er direkte kvalificeret til VM-finalen i 5.000 meter enerkajak. Fredag formiddag var OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen, der i morgen ror sin første VM-finale i 500 meter enerkajak, ude i indledende heat på 200 meter. Her blev hun treer i et tæt heat og er nu videre til semifinalerne lørdag eftermiddag. Fra indledende heat kom også Orion Pilo i 200 meter enerkajak og firerkajakkerne for både damer og herrer videre til lørdagens semifinaler.  

VM kajak: Tilfreds sportschef

Sportschef Bo Vestergaard: God fredag formiddag   Indsatsen i de fem indledende heats fredag formiddag ved VM i kajak i tjekkiske Racice vakte både glæde og tilfredshed hos Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Alle fem både gik videre til semifinalerne. I række var det Emma Aastrand Jørgensen og Orion Pilo i 200 meter enerkajak, René Holten Poulsen i 500 meter enerkajak og de to firerkajakker for herrer og damer over 500 meter. – René roede igen et flot løb og det samme må siges om Emma. Især Emma er på et helt andet niveau end tidligere på sæsonen, så det er fedt at se, og hendes humør er også højt, siger han. Landstræner Zoltan Bako og Bo Vestergaard var også meget tilfredse med damernes firerkajak, der som OL-satsningsbåd leverede en lovende præstation i indledende heat. – Vi var godt tilfredse, med det vi så hos pigerne, og for Orion i enerkajakken og herrernes firerkajak er det bare at arbejde videre og klø på i semifinalerne. Så alt i alt var det en god fredag formiddag, siger Bo Vestergaard.

Støt Brysterne Løb 2017

Forhåndstilmeldingen er lukket – men du kan stadig nå at tilmelde dig på stedet. Klubberne i Farum og Randers glæder sig til at se så mange som muligt til kajakløbet d. 7. oktober, hvor vi ror, vi fejrer og vi støtter brysterne 🙂 Invitation til Støt Brysterne Farum HER Invitation til Støt Brysterne Randers HER Kvindekajakløbet er et trimløb, hvor klubben og DKF samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse og samtidig få flere kvinder til at deltage i kajakløb. Løbet er åbent for kvinder i alle aldre, og det er muligt at deltage i alle typer af kajakker og kanoer.

VM kajak: Dame-firer klar til semifinale

Damernes firerkajak fik en femteplads Damernes firerkajak rundede fredag formiddags indledende heats af ved at besætte femtepladsen over 500 meter ved VM i Racice. Kvartetten med Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub, Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk Kano og Kajak Club samt Mette Gravesen, Silkeborg Kajakklub, lå midtvejs i løbet på en fjerdeplads, men tabte lidt terræn på de sidste 250 meter. Vinder blev storfavoritterne fra New Zealand foran Tyskland. Med femtepladsen er danskerne videre til lørdagens semifinaler. I eftermiddag er der kun et løb med dansk deltagelse, når René Holten Poulsen fra Maribo kajakklub ror semifinale i 500 meter enerkajak.

VM kajak: Firerkajak ude

Firerkajak fik kun et løb Firerkajakken for herrer, der er med til VM i Racice som udviklingsbåd, skulle præstere at komme i top 6 for at komme videre til semifinalen over 500 meter, men danskerne sluttede otter i det indledende heat og fik derfor kun et enkelt løb ved mesterskaberne. På de første 250 meter hang danskerne godt på, men herfra manglede de fart i båden på den sidste halvdel. Vinder blev Tyskland.