Andreas Iversen før afgørende U-kampe: – Vi frygter ikke nogen!

Andreas Iversen før afgørende U-kampe: – Vi frygter ikke nogen! Når man har sønderskudt den russiske bjørn med 6-4 og sikret sig et perfekt udgangspunkt før morgendagens gruppefinale i mellemrunden mod Frankrig, så er der ikke grund til at frygte nogen modstander ved EM i kajakpolo i Essen. Det siger U21 spiller Andreas Iversen: – Vi er kommet til Tyskland som viceverdensmestre og for at vinde EM. Skal den målsætning opfyldes, så skal vi ikke og vil vi ikke frygte nogen. Det gælder også verdensmestrene fra Frankrig. Vi skeler som sådan heller ikke til resultaterne i den anden gruppe, for vi skal bare slå alle, for gør vi det, så vinder vi EM. De restrende kampe vil jeg vurdere til at være 50-50 kampe, så vi vil spille dem, som var det finaler. Selvtilliden fejler heller ikke noget hos de danske drenge, der sikrede sig den indledende gruppesejr med en 5-2 sejr over Polen. – Det var i den kamp, at de tusindvis af træningstimer og turneringer op til EM, skulle udløses i en toppræstation på bare 20 minutter. I den situation er man naturligvis lidt spændt nervøs, men vi fik hurtigt kontrol over nervøsiteten og blev bare bedre og bedre, som kampen skred frem. Det var ikke nogen nem kamp, men vi spillede utrolig disciplineret og med is i maven. Vi vidste, at det handlede om at overholde vores aftaler, og det endte også med, at vi kørte dem over, siger Andreas Iversen. Den sikre sejr var ifølge Andreas Iversen også et godt udtryk for, at danskerne er vokset fra lillebrorrollen i inetrnational sammenhæng, og nu er blevet en magtfaktor. – Når man er viceverdensmestre, så har vi fået en ny rolle, hvor vi skal kunne håndtere det ansvar og slå de nationer, som vi skal slå. Det kom også til udtryk mod Rusland, og personligt er jeg stolt over alle spillerne på holdet og vores træner Jonas Arnkjær.

DM sprint: René Holten Poulsen sparede på kræfterne

DM sprint: René Holten Poulsen sparede på kræfterne Den dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo behøvede ikke at sætte turboen på for at ro sig i finalerne i 1.000 meter enerkajak og i 1.000 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Niels Boe ved førstedagen af DM i sprint i Holstebro. I begge indledende heat blev det til førstepladser, i enerkajak foran Morten Graversen fra Silkeborg og i toerkajak foran Martin Møller fra Maribo og Thomas Nielsen fra Vallensbæk. Senere på dagen kvalificerede René Holten Poulsen sig også til semifinalerne i 500 meter enerkajak. Hos damerne var der lagt op til et interessant møde i indledende heat i 500 meter enerkajak mellem Henriette Engel Hansen fra 361 og Emma Astrand Jørgensen fra Maribo. Sammen har de lige roet VM i toerkajak, men i Holstebro var de konkurrenter og var kommet i samme indledende heat. Her vandt Emma Astrand Jørgensen foran Henriette Engel Hansen, men begge gik alligevel direkte i finalen sammen med nummer tre, Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø. Generelt var det landsholdsroerne fra seniorlandsholdet og U-landsholdene, der satte deres præg på førstedagen. Således også i U18, hvor de nykårede verdensmestre i firerkajakken, Pernille Knudsen, Maribo, Julie Frølund, Vallensbæk, Mette Gravesen Silkeborg og Cathrine Rask Silkeborg, alle roede sig sikkert i finalerne i 200 og 500 meter enerkajak. Desuden kom Pernille Knudsen, der individuelt vandt VM-sølv i 500 meter enerkajak også videre til 1.000 meter finalen sammen med Julie Frølund, VM-sølvvinder i 200 meter enerkajak og Cathrine Rask, der ud over sit VM-guld i sprint er dobbelt europamester i maraton.

Pixi: Imponerende indsats af drengene

Pixi: Imponerende indsats af drengene Uanset udfaldet af morgendagens to sidste kampe i mellemrunden mod viceverdensmestrene fra Tyskland og de tidligere verdensmestre fra Holland, så har de danske seniorherrer i kajak allerede nu sikret sig det bedste EM-resultat nogensinde ved de pågående mesterskaber i Essen i Tyskland. – Vi bliver som minimum nummer seks, og det er for os det historisk set bedste resultat nogensinde ved et EM, siger træner Jakob Pixi Kaad Iversen. Men efter den fantastiske 3-2 sejr over Schweiz i den første mellemrundekamp, har danskerne en chance for semifinale, som de vil forfølge i morgen. – Det er to skræmmende modstandere, vi skal op mod. Men hvem ved. I disse 92 filmtider kan det være, at vi kan gå hen og lave en Ricardo her i Essen. Jeg tager det i hvert fald som et tegn, at filmen er på plakaten nu, hvor vi er store underdogs her i Essen. Så måske er det os, der skal laves en film om, næste gang temaet om det umulige skal omsættes til det store lærred, griner han. Håbet om en sejr bygger han på forsvaret. – Mod Schweiz viste vores 300 kilo forsvar, som jeg kalder for ”kødmuren”, at det stort set er umuligt for modstanderen at trænge gennem. Det var så imponerende og det bedste forsvarsspil, jeg har set i mine 15 år omkring landsholdet. Selv om jeg ikke er meget for at rose drengene, så lægger jeg mig fladt ned, siger han.

Kajakpolo EM: Herregode Danmark er godt på vej mod medaljerne

Kajakpolo EM: Herregode Danmark er godt på vej mod medaljerne De danske seniorherrer og U21 herrer i kajakpolo er godt på vej mod medaljekampene ved EM i den tyske by Essen. På andendagen skulle de to hold vinde for at komme videre til gruppespillet i mellemrunden, hvorfra de to bedste hold kvalificerer sig til semifinalerne. Dog skulle herrerne samtidig håbe på, at Italien ville tage point fra England. Alle forudsætninger gik op i en højere enhed, for de danske seniorherrer slog Rusland med 7-1 samtidig med, at Italien vandt med 8-4 over England. Dermed sluttede danskerne på den vitale andenplads i gruppen efter Italien. Hos U21 herrerne var kravet en sejr over Polen, og det krav blev indfriet med en stensikker sejr på 5-2 og dermed en førsteplads i gruppen. Om eftermiddagen blev de første kampe i mellemrunden spillet, og her lagde U21 herrer flot ud med at vinde 6-4 over Rusland. De to grupper i mellemrunden består hver af tre hold, og i morgen skal danskerne forsøge at tage revanche mod Frankrig, der slog Danmark med 4-3 efter golden goal i sidste års VM finale. Men skulle Danmark gå hen og tabe, så ligger det alligevel til, at det bliver Frankrig og Danmark, der går videre til semifinalen og kampen om EM-medaljerne. Inden mødet med Frankrig, har Rusland mødt de regerende verdensmestre, og vinder Frankrig den kamp, så er Danmark videre til semifinalen uanset udfaldet af den sidste kamp. Medaljekampene vil de danske seniorherrer også gerne være en del af, og håbet om en plads i semifinalen fik ekstra næring efter den første kamp i mellemrunden, hvor Schweiz blev slået 3-2 i en tæt affære. I danskernes gruppe er fire hold med, så morgendagens to kampe skal efter al sandsynlighed blot kaste en enkelt sejr af sig for at sende danskerne videre til medaljekampene. Her møder Danmark værterne fra Tyskland og derefter Holland. De danske damer havde også chancen for en plads blandt Europas bedste. Det krævede en sejr over Tjekkiet, men danskerne tabte med 4-2 og skal i morgen ud og slås om de sekundære placeringer. Semifinaler og finaler spilles på sidstedagen søndag.

Tryk på i weekenden

Uanset interesse, så er der vist “noget” for de fleste kano- og kajakinteresserede i weekenden. I Holstebro afholder Kajakklubben Pagaj DM i Sprint. I Aarhus er der Åbne Aarhus Mesterskaber i Maraton. I Aalborg afholdes Havkajak Race. I Falsled på Fyn afholder Jordløse Boldklub, kajakafdeling “De knap så førlige” workshop og i Kastrup er der DM Havkajak – Teknik & Rul, som Kastrup Kajakklub står for. Sommeren er kort i Danmark. Til gengæld er kano- og kajakaktiviteterne mange. Men det er ikke kun i Danmark, at vi er i gang. I Essen i Tyskland flager vi de danske farver under EM i kajakpolo. Vi ses i, på og under vandet i weekenden.   Klik på linkene nedenfor, hvis du vil læse mere.   DM Sprint – Holstebro DM Havkajak – Teknik og Rul Aalborg Havkajak Race Åbne Aarhus Mesterskaber i Maraton De knap så førlige workshop EM i Kajakpolo