Dobbelt op for Holten Poulsen

Anden EM-finale til René    Som ventet er den forsvarende og dobbelte verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub klar til EM-finalerne i både 500 og 1.000 meter enerkajak ved mesterskaberne i Plovdiv, Bulgarien. Tidligere på fredagen roede han sig direkte i 500 meter finalen via en andenplads i indledende heat, og midt på eftermiddagen fulgte han op ved at besætte andenpladsen i semifinalen over 1.000 meter efter sloveniens Jost Zakrajsek. Med til lørdagens EM-finale kom også den olympiske mester, Marcus Walz, der tog tredjepladsen. I semifinalen roede René Holten Poulsen et kontrolleret løb, hvor han sammen med sloveneren trak fra feltet hen over midterstykket til en komfortabel føring med et par længder. På de sidste 200 meter lå danskeren til sejren, men sloveneren fik akkurat sin bådspids foran på målstregen. Finalen ros lørdag klokken 9.30.

EM: Tredjeplads til toerkajak

René og Nils i semifinale   René Holten Poulsen skal ud i to semifinaler i eftermiddag ved EM i kajak i bulgarske Plovdiv. Det blev en kendsgerning efter indledende heat i toerkajakken over 500 meter, hvor han sammen med klubkammeraten Nils Boe fra Maribo Kajakklub sluttede på tredjepladsen. Kun vinderen, Rusland, gik direkte i EM-finalen. Semifinalen i toerkajakken ros klokken 16, men forinden, klokken 14.28 skal René Holten Poulsen ro sin semifinale i 1.000 meter enerkajak.  

EM: Niendeplads til toerkajak

Julie og Pernille kom ikke videre   Med en niendeplads i indledende heat i 500 meter toerkajak, kan Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub nu koncentrere sig om eftermiddagens semifinale i firerkjakken ved EM i bulgarske Plovdiv. Placeringen i toerkajakken rakte ikke til videre avancement for de to unge danskere. Fra indledende heat gik Rusland, Serbien og Ungarn direkte i EM-finalen.  

Første EM-finale til René Holten

Tog andenpladsen i 500 meter enerkajak   Kravet var en plads blandt de tre bedste for en direkte EM-finale, og det krav havde René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub ikke de store problemer med at indfri i indledende heat i 500 enerkajak fredag eftermiddag i bulgarske Plovdiv. Danskeren roede i mål på andenpladsen efter hviderusseren Mikita Borykau og med russeren Roman Anoshkin på tredjepladsen. EM-finalen ros søndag klokken 9.25.  

Dansk succes i Plovdiv

Emma tog den første EM-finale   Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub er klar til søndagens EM-finale i 500 meter enerkajak ved mesterskaberne i bulgarske Plovdiv. Finalepladsen roede hun hjem via en andenplads i indledende heat. I en tæt afgørelse tog russeren Elena Anyshina sejren foran danskeren og med svenske Linnea Stensils på tredjepladsen. Dermed blev svenskeren også finaleklar på den sidste af de tre direkte pladser. EM-finalen ros søndag klokken 9.05.