Opdateret OHR iagttagelse

Efter aflysningen af Silkeborg Regatta, er iagtagelses- og udtagelses planen for Olympic Hopes Regatta 2020 blevet opdateret.   Vi håber at alle parter har forståelse for denne beslutning.   Planlægningen af deltagelsen af Olympic Hopes Regatta 2020 fortsætter, selvom det på nuværende tidspunkt ikke er 100 % sikkert at deltagelsen er mulig.   Finn Pape, Talentchef & U-landstræner finn.pape@kano-kajak.dk tlf. 3042 4433   OHR 2020 invitation [embeddoc url=”https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2020/08/OHR-2020-invitation-test-1.pdf” download=”all” viewer=”google”]   OHR 2020 løbsliste [embeddoc url=”https://www.kano-kajak.dk/wp-content/uploads/2020/08/OHR-2020-løbsliste-1.pdf” download=”all” viewer=”google”]

DM maraton: Mesteren stødt af tronen

I et sandt drama, som først fandt sin afgørelse på de sidste meter ind mod målstregen efter godt 29 kilometer på vandet i tropiske 30 grader på Maribo Søndersø, blev Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub lørdag eftermiddag ny dansk mester i maraton enerkajak ved at vinde spurten over den femdobbelte og forsvarende mester, klubkammeraten Mads Brandt Pedersen. –          Jeg er meget overrasket, men også meget lykkelig over, at det lykkedes for mig at vinde over Mads. Det var et løb, hvor jeg skulle kæmpe hårdt for at hænge på Mads, der flere gange lavede ryk for at komme væk. Det lykkedes heldigvis for mig, og min plan var så at slå til på de sidste 150 meter, hvor jeg har en god spurt, sagde Thorbjørn Rask der også vandt fredagens short track over Mads Brandt Pedersen efter samme recept og dermed blev dobbelt dansk mester. Mads Brandt Pedersen var naturligvis skuffet, men fattet efter nederlaget. –          Jeg er lidt skuffet over, at det ikke lykkedes for mig at sætte Thorbjørn inden spurten. Men han er en hård modstander, så nu må jeg hjem og træne lidt mere på sprint, så jeg kan tage ham i en spurt næste gang, smilede han. På tredjepladsen – et pænt stykke efter – kopierede Nicolai Winther, ligeledes Silkeborg Kajakklub, sin bronze fra sidste år.  I damernes finale levede Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub op til favoritværdigheden og sikrede sig sit tredje mesterskab på stribe. På andenpladsen fulgte Anne-Sofie Winter fra Silkeborg, mens klubkammeraten Cathrine Rask gjorde maraton-comeback efter fem års pause med en bronzemedalje og desuden et DM-guld i fredagens short track. Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub blev suveræn og ny dansk mester i enerkajak hos herrejunior. Lyngby-roeren stak allerede på første omgang i det godt 21 kilometer lange løb, og trods en start to minutter efter seniorfeltet, lykkedes det for ham at ro seniorerne ind og derefter fra over halvdelen af dem, inden han i ensom majestæt krydsede stregen. Også Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub vandt sikkert hos damejunior enerkajak og blev ny dansk mester efter godt 16 kilometer på vandet. Samme distance var herrejunior i enerkano ude over, og her forsvarede William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub sin titel fra sidste år. De danske mesterskaber i maraton for kano og kajak arrangeres af Maribo Kajakklub og Dansk Kano og Kajak Forbund. Søndag sluttes mesterskaberne af med finaler i toerbåde.

7. august-Vi afventer forhandlinger mellem DIF og regeringen

Som mange sikkert har set, så har regeringen meldt ud, at vi ikke automatisk går videre med genåbningen, fase 4. DIF og regeringen er lige nu i forhandlinger om, hvordan vi skal agere i de kommende måneder og vi afventer resultaterne af disse forhandlinger. Det betyder for vores arrangementer:  DM maraton 7.-9. august Maribo -> afholdes med begrænsninger, så det lever op til myndighedernes krav.  DT kajakpolo  3. runde 8. – 9. august -> afholdes med begrænsninger, så det lever op til myndighedernes krav. DM havkajak rul 16. august Københavns Kajakklub ->  afholdes som planlagt. DM havkajak teknik 23. augúst Københavns Studenter Idræt ->  afholdes som planlagt. DM Oceanrace 23. august Krogen Helsingør  -> afholdes som planlagt. DM turbåd 23. august Krogen Helsingør -> afholdes som planlagt. DM sprint 4. – 6. september Bagsværd -> her afventer vi forhandling mellem DIF og regering. DM kajakpolo (DT 4. runde) 29. – 30. august Amager Strandpark -> afholdes med begrænsninger, så det lever op til myndighedernes krav.  Tour de Gudenaa 12. september  -> her afventer vi forhandling mellem DIF og regering. DM Surf 27. september ->afholdes som planlagt Links til kulturministeriet og DIF og DGI’s retningslinjer Særlige retningslinjer for afholdelse af sommeraktiviteter for børn og unge op til 25 år med eller uden deres familier – 8. juli DIF, DGI og Firmaidrættens retningslinjer for genåbning af al idræt-8. juli Retningslinjer for genåbning af indendørs idræts- og foreningsliv, samt idræts- og fritidsfaciliteter – 8. juli Retningslinjer for genåbning af udendørs idræts- og foreningsliv – 7. juli – herunder reglerne om konkurrencer med op til 500 deltagere.

DM maraton: Mestermøde i Maribo

Verdensstjernerne står i kø for at komme i konkurrence, når Maribo Kajakklub og Dansk Kano og Kajak Forbund fra fredag til søndag er vært for årets danske mesterskaber i maraton for kano og kajak på Maribo Søndersø. I herrernes konkurrence i enerkajak er Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub storfavorit til at hjemtage sit sjette mesterskab på stribe. Mads Brandt Pedersen har i en årrække hørt til i toppen af verdenseliten og cementerede den status og sit enorme potentiale, da han sidste år skrev sig ind i historien ved at blive dobbelt verdens- og europamester for både U23 og senior. Den regerende danmarksmester, europamester og verdensmester vil dog helt sikkert få kamp til stregen over de næsten 30 kilometer på søen, hvor de 15 tilmeldte i seniorløbet skal ud på syv omgange med syv overbæringer, hvor der løbes med kajakken på land, inden en afgørende finalerunde på 800 meter.   Stjerner i svøb Blandt de navne, som kan gøre sig håb om at vippe Mads Brandt Pedersen af pinden, er de to ungseniorer og klubkammerater fra Silkeborg Kajakklub, Thorbjørn Rask og Nikolai Thomsen. Thorbjørn Rask er en superstjerne i svøb. Den tidligere dobbelt verdensmester for juniorer debuterede sidste år i U23 med kæmpe succes ved at blive toer efter Mads Brandt Pedersen ved både EM, VM og DM. Nikolai Thomsen er også en fremtidens stjerne på den internationale scene. Som Thorbjørn Rask har to VM-guld for juniorer på sit CV og er regerende juniorverdensmester og dansk mester i enerkajak. I år debuterer Nikolai Thomsen i U23, men da denne klasse ikke ros til DM, stiller både han og Thorbjørn Rask op i seniorløbet. Ror Silkeborg Kajakklub med alle tre medaljer ved DM, vil det således ikke være en overraskelse, for ud over de nævnte medaljekandidater, har klubben andre medaljebud i sidste års bronzevinder, Nicolai Winther og Søren Maretti, begge roere med stor erfaring og topresultater, både nationalt og internationalt.   Emilie ror for tredje mesterskab Hos damerne kommer fem roere til start i det godt 25 kilometer lange løb i enerkajak, og her kan Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub ro sig til sit tredje mesterskab på stribe. Hårdest modstand til mesteren må forventes at komme fra sidste års sølvvinder, Anne-Sofie Winther fra Silkeborg Kajakklub, og sidste års bronzevinder, Anne Hauge Sørensen fra Køge Kajakklub. Hos juniorerne skal der findes ny mester hos herrerne i enerkajak, og her må sidste års VM- og DM-sølvvinder, Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub, tilskrives favoritværdigheden i det godt 21 kilometer lange løb. Samme favoritværdighed må den regerende mester Anna Find Hansen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club bære hos damerne og det samme i enerkano for den regerende mester, William Anker Scales fra Nybro Furå Kano og Kajakklub. I begge løb skal roerne ud over godt 16 kilometer.   Verdensmestre tilbage i samme båd DM afvikles for årgangene U10 til masters og starter fredag med short races. Senior- og juniorløbene i enerkajak og enerkano afvikles lørdag eftermiddag, toerløbene søndag eftermiddag. I damernes løb i toerkajak bliver der i øvrigt et gensyn med de tidligere verdensmestre i disciplinen, Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub og Jeanette Løvborg Fra Silkeborg Kajakklub.   Løb og resultater: www.youpaddle.org Live-tv: Sport Live dækker alle seniorløb og sender løbene søndag formiddag og søndag aften.   Foto: Mads Brandt Pedersen.