Guld til Norge ved VM maraton

Vold-som triumf for Norden Det nordiske triumftog i herrernes enerkajak ved VM maraton i Portugal fortsatte fredag aften, hvor norske Jon Vold fulgte op på de to danske guldmedaljer til Thorbjørn Rask gange to og Nikolai Thomsen ved at vinde U23-løbet foran EM-sølvvinderen Marcel Paufler fra Tyskland og sidste års VM-sølvvinder, sydafrikanske Nicolas Notten. De to danskere i løbet, Mads Brandt Pedersen og Nicolai Winther, begge Silkeborg Kajakklub, gjorde også en fornem figur i løbet. Mads Brandt Pedersen spurtede sig til en fjerdeplads, mens Nicolai Winther tog en flot niendeplads. På de første to omgange var EM-bronzevinderen Mads Brandt Pedersen med helt fremme i en frontgruppe på syv, men han måtte slippe efter første overbæring og lade sig falde tilbage i anden gruppe. Efter fire omgange skilte de tre medaljetagere sig ud, da ungareren Jakab György blev diskvalificeret for tidligere i løbet at være skyld i spanieren Victor Pardos kæntring, og i slutfasen viste Jon Vold sig stærkest. Stærkest var Mads Brandt Pedersen også i anden gruppe, hvor han slog argentineren Sebastian Vergauven i kampen om fjerdepladsen. I morgen skal Mads Brandt Pedersen igen i aktion i seniorernes enerkajak.

Drama i Portugal og dansk succes

Rask og Thomsen tog VM-guld på selve målstregen   Et helt ufatteligt drama med en helt uvirkelig finish på de sidste meter, sikrede Danmark det andet VM-guld i maratonkajak, da Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub og Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club med løbets og spurtens allersidste tag krydsede målstregen med en margin på blot tre-fire centimeter til Sydafrikas Hamish Mackenzie og David Evans i fredagens konkurrence i toerkajak for juniorer ved VM i Portugal. Dramaet på selve målstregen var kulminationen på et løb, hvor danskernes drøm om guld så håbløs ud midtvejs, hvor sydafrikanerne var trukket fra med 30 sekunder. Men Rask og Thomsen gav aldrig op og trak forfølgerne frem og fik igen kontakt med to omgange tilbage. Herfra blev det et taktisk løb, hvor danskerne faktisk kom skidt over den sidste overbæring, men selv om sydafrikanerne igen fik et forspring på 10 sekunder, roede Rask og Thomsen dem ind igen og satte trumf på med den helt utrolige spurt på de sidste meter til VM-guldet. For sydafrikanerne var det andet år i træk med VM-sølv, mens Spanien tog bronze. – Jeg troede, at vi havde forspildt vores chance midtvejs i løbet, men vi blev bare ved med at kæmpe for at komme op, og jeg vidste, at vi var gode i en spurt, sagde Thorbjørn Rask efter den anden guld-triumf på to dage. I går blev han også verdensmester i enerkajak. – Thorbjørn bliver aldrig træt, så jeg sad bare bagi og sagde go, go, go, smilede Nikolai Thomsen.

Guld-triumf i Portugal

Rask beslutning sikrede Thorbjørn VM-guld   En rask beslutning om at prøve at sætte nogle af konkurrenterne allerede på første overbæring efter to af løbets seks omgange, viste sig at være en beslutning, der var guld værd for Silkeborg Kajakklubs juniorroer Thorbjørn Rask i torsdagens konkurrence i enerkajak ved verdensmesterskaberne i maraton i Portugal. Hverken europamesteren Ronan Foley eller EM-bronzevinder Vince Petro fra Ungarn kunne følge EM-sølvvinderen fra Danmark, der hurtigt etablerede et forspring på syv-otte længder. Herfra så han sig ikke tilbage og holdt med et højt tempo forfølgerne bag sig resten af løbet til et fortjent og imponerende VM-guld. Faktisk øgede danskeren forspringet omgang for omgang, så Foley og Petro til sidst opgav at indhente den brølstærke dansker. På den sidste overbæring før den korte finalerunde vidste Thorbjørn Rask, at VM-guldet var hjemme og rakte pagajen op i triumf foran det tiljublende publikum. En helt igennem spektakulær bedrift af den unge dansker, der i mål ikke helt forstod den præstation, han lige havde leveret. Min plan var at ikke at ro alene hjem efter den første overbæring. Efter de to første omgange var frontgruppen bare så stor, at jeg løb for at skille nogen fra. At det blev dem alle, havde jeg ikke regnet med. Faktisk troede jeg, at dem lige efter mig ville komme op, men jeg skabte åbenbart så stort et forspring, at jeg fik dem rystet af. Så fortsatte jeg, for jeg havde en god føling i båden, sagde han. Han var selvsagt jublende glad for sit VM-guld, som kan blive fulgt op af mere succes i morgen, hvor han stiller op i toerkajak med Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club. I morgen skal Mads Brandt Pedersen, der også har et juniorverdensmesterskab på sit CV, ligeledes i konkurrence i U23 enerkajak sammen med klubkammeraten fra Silkeborg Kajakklub, Nicolai Winther.

VM maraton – danskernes program

Torsdag 16.30 – HU18 K1 – Thorbjørn Rask, Silkeborg kajakklub Fredag 12.50 – HU18 K2 – Thorbjørn Rask, Silkeborg kajakklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club 16.30 – HU23 K1 – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub, Nicolai Winther, Silkeborg Kajakklub Lørdag 17.30 – H K1 – Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub Søndag 15.30 – H K2 – Jonathan Dagnæs/Søren Maretti, Silkeborg Kajakklub   Løb og resultater: https://timetable.canoemarathonportugal.com/index.php?gmt=2&gmt2=-120 Livestream: https://www.youtube.com/watch?v=EgcWXVvkZIs

Kunne det være gået helt galt?

Vi vil rigtig gerne i DKF høre om din historie, hvis du kommer ud for en hændelse, eller oplever en. Vi vil i DKF gerne være med til udbrede sikkerhed og erfaringer ved kano- og kajaksporten, og ønsker at høre fra dig, hvis du har oplevet en ulykke. Ved at dele din oplevelse kan andre læse om den og lære om vigtige forhold at være opmærksom på. Det er muligt at dele sine oplevelser på dette link. Hvis man godt kunne tænke sig at at læse om disse oplevelser, kan man læse her.