DK4 i OL-finale

Smilene var brede, da den nyslåede OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen og de tre kolleger i firerkajakken, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen kom på land efter den tredjeplads i semifinalen, som sikrede danskerne en OL-finale i morgen lørdag over 500 meter. Og smilet var ligeså bredt hos Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. – Fantastisk semifinale. Pigerne fortjener stor ros, for de har arbejdet stenhårdt for at nå deres målsætning om en OL-finale, siger han. På papiret ligger danskerne til at slås med om en midterplacering i finalen, men tidligere finaler har vist, at alt kan ske, når kampen om medaljerne skal afvikles. – Jeg håber, at pigerne har et ekstra gear til i morgen og kan ro ligeså cool, som i semifinalen. En ting er sikkert. Pigerne vil ro røven ud af bukserne, for de ved, at nu er de i OL-finalen, og i den finale kan alt ske, siger Bo Vestergaard. OL-finalen ros lørdag klokken 14.47  

Ocean Race

DM i Ocean Race i Helsingør søndag Søndag den 21. august er Kajakklubben Krogen i Helsingør vært for årets danske mesterskaber i Ocean Race for surfski, havkajakker og K1 turkajakker. Danmarksmesterskaberne indgår som en del af det traditionsrige Kronborgløbet. For surfski og havkajak er ruten på 22 kilometer med start i enten i Gilleleje eller Helsingør afhængig af vejret. Turkajakkerne følger samme rute som Kronborgløbet på 24 kilometer med start og mål ved kajakklubben. Sidste år vandt Emma Broberg og Peter Rohde fra Klampenborg DM-titlerne i surfski. Mesterskaberne i havkajak blev vundet af Dorte Wegger fra Køge og Bo Cervin fra Vordingborg, mens guldet i turkajakker blev roet i mål af Krogens egne Birgit Vilstrup og Mogens Jarlak. Alle løb starter klokken 11.

Allesammens OL-sølv

Direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund: Samlet indsats og strategi bag dansk OL-sølv 20-årige Emma Aastrand Jørgensens OL-sølv i 500 meter enerkajak – den første danske medalje hos kvinderne siden Tove Søbys bronze i 1956 i Melbourne – er resultatet af en samlet indsats mellem klubber, kraftcentre, forbund, sponsorer og idrætsorganisationer. Det siger direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen. – Og så skal vi heller ikke glemme vores vigtigste ressource, nemlig alle de frivillige ude i klubberne. Det er ikke mindst deres sølvmedalje. Emma er et produkt af alle de mennesker, som hver dag arbejder frivilligt og lægger rigtigt mange timer for vores unge og for talentudviklingen i dansk kajaksport. Emma er født af de frivillige timer og af klubben. Siden er hun udviklet på kraftcenteret og er vokset op til at blive en verdensstjerne via nordiske ungdomsmesterskaber, Olympic Hope, junior EM og VM, og i sit bare andet år som senior står hun nu med OL-sølv. Og der er flere stjerner på vej, lover Christian Jacobsen. – Vores målrettede arbejde, samarbejde og strategi for talentudvikling virker. Det er Emma det synlige bevis for, og det giver energi hele vejen rundt, når Emma vinder OL-sølv. Den energi skal vi bruge nu og de næste fire år frem mod Tokyo 2020. Vores mange unge talenter vil helt sikkert kigge på Emma og yde en ekstra indsats for at komme med på vores landshold i håbet om at komme med på vores næste OL-landshold, siger han. Med OL-sølvmedaljen håber Christian Jacobsen også, at sponsorer,samarbejdspartnere og idrætsorganisationer ser endnu flere muligheder og gode grunde til at samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. – Emma er et vigtigt bevis for det potentiale, der ligger i et samarbejde med os. Det håber jeg, at endnu flere vil få øjnene op for, siger han.  

Emma i OL-finale

Sportschef Bo Vestergaard: Emma løste opgaven til perfektion Den 20-årige OL-debutant Emma Aastrand Jørgensen rystede hverken på hånden eller pagajen, da hun med to flotte løb og to andenpladser i henholdsvis indledende og semifinale roede sig i torsdagens OL-finale i 500 meter enerkajak. Til stor glæde for Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. – Det var befriende at se Emma ro i mål på andenpladsen i semifinalen og dermed i OL-finalen uden at skulle bekymre sig om at gå videre på tid. Nu klarede hun det selv med en rigtig flot præstation, siger Bo Vestergaard. Han er også fuld af lovord over den unge debutants evne til at håndtere opgaven. – Selv om det er OL, fortalte vi Emma, at hun skulle prøve at håndtere optakten, som var det et helt almindelig stævne, og så bare ro røven ud af bukserne. Den opgave løste hun til perfektion, smiler Bo Vestergaard. Med OL-finalen har Emma Aastrand Jørgensen opfyldt den målsætning, Dansk Kano og Kajak Forbund havde sat for hendes deltagelse i enerkajakken. – Nu bliver det spændende at se, hvad Emma har i posen til OL-finalen. For os, der kender hende ved vi, at hun vil gøre alt for at drille de to store favoritter Danuta Kozak fra Ungarn og Lisa Carrington fra New Zealand, siger Bo Vestergaard. Danuta Kozak, der vandt i danskerens semifinale og allerede har vundet guld i Rio i 500 meter toerkajak, er regerende olympisk mester, mens Lisa Carrington er regerende verdensmester. OL-finalen ros torsdag 15.11 og vises på TV2.  

Modgang i Rio

Sportschef Bo Vestergaard: Godt kæmpet af René Midt i skuffelsen over René Holten Poulsens sjetteplads i OL-finalen i 1.000 meter enerkajak, var sportschef Bo Vestergaard glad for, at det danske medaljehåb kæmpede røven ud af bukserne trods enorm modgang. – Efter 250 meter lå René fornutigt med i løbet, og på det sted i løbet var min forventning, at han ville ro med om medaljerne. Så roede han desværre ind i søgræs, som han kæmpede med at slippe fri af på de næste 500 meter. Det kostede naturligvis fart og koncentration, og da det endelig lykkedes for ham at slippe af med søgræsset, roede han lige så hurtigt på de sidste 250 meter, som konkurrenterne. Det var godt kæmpet af René og flot kommet tilbage, men på det tidspunkt var løbet naturligvis kørt for ham i forhold til medaljerne, siger Bo Vestergaard. Uheld var René Holten Poulsens følgesvend ved OL, hvor han også har været plaget af forkølelse. – Vi er naturligvis alle skuffede over sjettepladsen, for alle omkring landsholdet har arbejdet stenhårdt op mod det her OL. Ikke mindst René selv, så jeg føler med ham lige nu. Det er synd for ham, at hans målrettede og dedikerede træning op til OL blev forpurret af sygdom og søgræs, siger Bo Vestergaard. Skal sportschefen finde en smule “trøst” i modgangen, så var det, at René Holten Poulsen på bedste vis var med til at markedsføre kajaksporten i en af de mest medrivende OL-finaler nogensinde. – Det var jo en fuldstændig vild og spændende finale, hvor roerne skiftedes til at tage føringen undervejs og med en helt fantastisk finish og overraskende vinder i Marcus Walz fra Spanien. På forhånd havde vi forventet, at det var Fernando Pimenta fra Portugal, som René skulle forsøge at holde snor i. Han var vores forhåndsfavorit, men sluttede på femtepladsen. Den finale var bare helt uforudsigelig og derfor blev den vanvittig spændende, siger Bo Vestergaard. I de kommende dage er det dame-kajakroernes tur til at forsvare de danske farver. Efter toerkajakkens fjerdeplads i B-finalen over 500 meter i dag og samlet 12. plads, skal Emma Aastrand Jørgensen i morgen ud i indledende og semifinale i 500 meter enerkajak, hvor finalen ros torsdag. Programmet for Emma Aastrand Jørgensen, onsdag og torsdag: Onsdag: 14.58 DK1 500 meter indledende heat. 16.17 DK1 500 meter semifinale. Torsdag: 15.11: DK1 500 meter A-finale (B-finale 15.04)