Mads Brandt lukker VM ned med bronze

Mads Brandt Pedersen fik noget nær den bedste optakt til forsvar af sit verdensmesterskab i maratonkajak om to uger i Rumænien, da han søndag eftermiddag leverede en kraftpræstation på den “korte” 5.000 meter enerkajak og kronede den med bronze ved VM i kano og kajak på Bagsværd Sø. Danskeren splittede feltet tidligt i løbet med et uimodståeligt ryk, som kun den nyslåede verdensmester over 1.000 meter, Fernando Pimenta fra Portugal, og Balint Noe fra Ungarn kunne følge. Trioen fik hurtigt et afgørende forspring og holdt sammen til mål, hvor Balint Noe slog portugiseren i spurten. I damernes løb over samme distance var Cathrine Rask med til at sætte sit store præg på finalen og endte på en syvendeplads. Også her gik guldet til Ungarn, da Emese Kolhami slog Jennifer Egan fra Irland og Lisie Broghton fra England i spurten.

Syvendeplads til firerkajak

I en VM-finale, hvor de regerende verdensmestre og olympiske mestre fra Ungarn højest overraskende måtte se sig slået og vippet af tronen af Belarus, kom den danske kvartet med Pernille Knudsen, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen i mål på syvendepladsen over de 500 meter firerkajak på Bagsværd Sø. Bronzen gik til Rusland. I finalen stred danskerne bravt for den bedst mulige placering og lykkedes i en tæt afslutning at holde Tjekkiet og Norge bag sig.

Emma fulgte guld op med bronze

To finaler – to medaljer. Emma Aastrand Jørgensen gjorde det igen. Efter lørdagens VM-guld i 200 meter enerkajak, fulgte hun søndag formiddag op på flot vis ved at besætte bronzepladsen i finalen i 500 meter enerkajak ved VM på Bagsværd Sø. I et særdeles kompetent finalefelt lå hun midtvejs udenfor medaljerne, men på det sidste stykke mod mål roede hun sig uimodståeligt frem til tredjepladsen, samme placering, som ved OL i Tokyo. Verdensmester blev New Zealands Aimiee Fisher, der førte fra start til mål. Andenpladsen tog OL-sølvvinderen Tamara Csipes fra Ungarn.

To B-finaler til Nicolai

Lørdag eftermiddag roede Nicolai Winther sig i to B-finaler ved VM på Bagsværd Sø. Først var han på vandet i semifinalen over 500 meter enerkajak, hvor han sluttede femmer. Derefter fik han klubkammeraten fra Silkeborg, Cathrine Rask, med i båden i 200 meter mix toerkajak. I indledende heat blev det til en femteplads, og via en syvendeplads i semifinalen roede parret sig i søndagens B-finale. Her venter også 5.000 meter VM-finalen for Cathrine Rask.