U-VM: Juniorroere i VM-finale

Katrine og Sara tog den direkte VM-finale   I en tiendedel tæt afgørelse på selve målstregen, lykkedes det for juniorroerne Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub at henvise den tyske båd til andenpladsen og sikre Danmark den første direkte VM-finale under lørdagens indledende heats over 500 meter ved U-VM i Plovdiv. De unge U16-roere, der nærmest sensationelt tog EM-guld i toerkajakken for en lille måned siden, viste i det indledende heat, at de er kommet til Bulgarien for at kæmpe med om topplaceringerne blandt de bedste i verden. Og sejren i indledende heat var imponerende al den stund, at Katrine har været ramt af sygdom i dagene op til løbet.

U-VM: Sikker semifinale til Rasmus Knudsen

Rasmus tog andenplads   Efter gårsdagens missede medalje over 1.000 meter enerkajak, indledte juniorroeren og den regerende europamester Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub lørdag eftermiddag jagten på en VM-medalje på den halve distance ved U-mesterskaberne i Plovdiv. I indledende heat kom de syv første både videre til søndagens semifinale, og danskeren tog andenpladsen efter EM-sølvvinderen, serberen Bojan Zdelar.

U-VM: Kano-drenge videre

Kano-firer i semifinale   Med kun syv både til start i det indledende heat var firerkanoen med Kristoffer Ravn Neve, William Anker Scales, Daniel Møller og William Birch Johansson fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub på forhånd sikret adgang til søndagens semifinale ved U-VM i Plovdiv. 500-meter løbet hos juniorerne endte også med en syvendeplads for de unge danskere, der i denne disciplin var et stykke fra konkurrenterne. Tre både, Rusland, Tyskland og Ukraine, gik direkte i VM-finalen.

U-VM: Firerkajak i semifinale

Fjerdeplads til U23-firer   Mens hviderusserne tog den direkte VM-finale via førstepladsen, så kom den danske U23-firerkajak med Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub, Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Lyngby Kanoklub, videre til søndagens semifinale efter en fjerdeplads i lørdagens indledende heat over 500 meter ved U-VM i Plovdiv.

U-VM: Sikker sejr til Lyngby-roer

Frederikke sikkert i semifinale med sejr   Juniorroeren Frederikke Hauge Matthiesen fra Lyngby Kanoklub lod ingen tvivl tilbage om hendes deltagelse i søndagens semifinale i 500 meter enerkajak ved U-VM i Plovdiv. I lørdagens indledende heat vandt hun en sikker sejr efter et løb, hvor hun midtvejs lå på tredjepladsen. Herfra rykkede danskeren og henviste spanske Carla Frieiro til andenpladsen og ukraineren Ilona Kushniruk til tredjepladsen. De seks første både i mål gik videre til semifinalen.