DM maraton: VM-billetter på spil

Skruen strammes i kampen om VM-billetter   Når Bagsværd Sø lørdag og søndag danner ramme om årets danske mesterskaber i maraton for kano og kajak, så bliver skruen strammet i kampen om billetterne til VM i september i Portugal. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. – Til EM i Kroatien i juli valgte vi at sende et stort hold afsted, hvor vi både havde fokus på medaljer, men også på at give roerne international erfaring på højeste niveau. Nu strammer vi så skruen og sender kun de roere til VM, som vi tror på, kan blande sig i medaljekampen. I den forbindelse bliver DM udtagelsesstævne, så jeg er sikker på, at alle med VM-ambitioner vil være topmotiverede lørdag og søndag i Bagsværd, siger han. Kun to roere er på forhånd sikret en plads på VM-holdet, og det er de to medaljetagere fra EM, Silkeborg Kajakklubs Mads Brandt Pedersen og Thorbjørn Rask. Førstnævnte vandt bronze i U23, sidstnævnte sølv hos juniorerne, begge i enerkajak. Hos damerne bliver det spændende at følge en ny konstellation i toerkajak, hvor veteranen og den tidligere firedobbelte verdensmester, Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajak Klub, har fået ny makker i båden, Cathrine Rask fra Silkeborg Kajakklub. Silkeborg-roeren, som er storesøster til Thorbjørn, er tidligere junioreuropamester i toerkajak. – Når DM er overstået, så kigger vi på resultaterne og sætter det endelige VM-hold, siger Lars Robl. DM, hvor der skal uddeles medaljer fra U10 til masters, arrangeres af Regatta Gladsaxe i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund og bliver det sidste stævne på søen inden ombygningen af rostadion. Op mod 270 roere fra 35 klubber ventes at deltage i mesterskaberne.   Løb og resultater: www.youpaddle.org Foto: Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg Kajakklub er forhåndsudtaget til VM maraton og skal til DM ro for sit fjerde mesterskab på stribe i seniorernes enerkajak.

Dansk succes i Norge

49 nordiske mesterskaber til Danmark   Danmark er suverænt Nordens bedste kajaknation i U16, U18 og U21. Det blev nærmest hugget ind i klipperne i norske Kristiansand, hvor de danske kajaktalenter lørdag og søndag satte talenterne fra værtsnationen, Sverige og Finland til vægs hele 49 gange ud af 58 mulige ved de nordiske ungdomsmesterskaber. Desuden blev det til 42 sølvmedaljer og 19 bronzemedaljer. Faktisk var Danmark kun et sølle sekund fra at tangere rekorden med 50 mesterskaber fra 2016, men det spolerede Norge ved at vinde mesterskabernes sidste løb foran Danmark. Mens jeg havde forventet, at vi ville dominere U16 og U18, hvor vi stort set tog samtlige mesterskaber, så overraskede det mig positivt, at vi i U21 var i stand til at dele mesterskaberne med Norge. På det norske hold var to bronzevindere fra U23 VM, så vores U21 var ude i hård konkurrence på højt internationalt niveau og gjorde det på den baggrund rigtig flot, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape. Den flotte danske indsats i Norge skal også ses i lyset af, at kajaktalenterne fik den værst tænkelige optakt til mesterskaberne. Fredagens blæsevejr med vindstød af stormstyrke betød aflysning af færgen i Hirtshals, så i stedet måtte danskerne ud på en lang køretur over Sverige for at nå frem. Det betød, at atleterne kom i seng klokken to om natten med første konkurrence kun syv timer senere. Heldigvis fik vi god sportslig opbakning fra de mange forældre, som var kommet til Kristiansand for at støtte vores atleter, og ud over den sportslige opbakning hjalp de også til med at løse små praktiske opgaver. Den støtte var vi meget glade for, siger Finn Pape og tilføjer: I det hele taget er de nordiske ungdomsmesterskaber præget af fællesskab, hygge og god stemning mellem atleterne, lederne og forældre. Mange kender hinanden fra andre internationale stævner, og blandt lederne får vi altid en god snak, hvor vi udveksler erfaringer med hinanden.

Jannik matchvinder for Silkeborgs Sønner

Kajakpolo: Silkeborg genvinder DM-titlen i højspændt drama   Med en scoring i kampens sidste sekunder, sikrede Jannik Iversen Silkeborgs Sønner en 3-2 sejr over Neptun i lørdagens DM-finale i kajakpolo i Skovshoved. Dermed genvandt Silkeborgs Sønner DM-titlen i et højspændt drama, hvor begge hold chancede i kampens sidste minut for at sikre sig guldet. Med et minut tilbage forsøgte Silkeborgs Jeppe Iversen sig med et forsøg udefra, men ramte stolpen, og på det efterfølgende kontraangreb sendte Neptuns Emil Holm bolden på underliggeren og ud. Med 30 sekunder tilbage og i angreb trak Silkeborgs playmaker Andreas Iversen opmærksomheden til sig, men i stedet for selv at skyde, spillede han bolden ud til siden til broderen Jannik, der benyttede uopmærksomheden i Neptuns ellers årvågne og stærke forsvar til at hamre sejrsmålet ind. Som nævnt kunne DM-titlen være gået begge veje, og Neptun havde stor ære af en meget lige og jævnbyrdig DM-finale. I kampen om bronze vandt Odense Monkeys med 4-3 over Lokomotiv Skovshoved. Damernes finale blev også en jævnbyrdig affære, hvor K-Polo Old Girls blev nye mestre efter en smal 2-1 sejr over DSR Alberto Angels. Bronzevinder blev Odense-Silkeborg Wildcats med en 5-3  sejr over Sol over K-Polo. DM i kajakpolo blev arrangeret af Skovshoved Roklub i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.

Dansk dominans i Norge

Nordiske ungdomsmesterskaber: Guldregn over Danmark   Fredagens stormvejr blev afløst af guldregn, da de unge danske kajaktalenter lørdag tog hul på de nordiske ungdomsmesterskaber i Kristiansand. Trods en udmarvende rejse bag sig og ankomst ved midnatstid på grund af stormvejrets færgeaflysning og dermed en lang køretur over Sverige i stedet, så var danskerne friske fra morgenstunden og ekstra opsatte på at få Dannebrog til at blafre i den norske vind. 30 af de 58 løb stod på programmet lørdag, og det blev til imponerende 26 guld, 20 sølv og 11 bronze til danskerne i de tre årgange, U16, U18 og U21. De fire gange, danskerne ikke stod øverst på podiet, gik mesterskaberne til værtsnationen. Mens danskerne, som forventet af Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef Finn Pape, var altdominerende i de to yngste årgange, så bidrog U21-roerne på flot vis til det imponerende resultat på førstedagen. Resultatet på førstedagen var over min forventning, men alle gjorde det rigtig godt, og så var det positivt, at U21-årgangen bidrog med sin del af mesterskaberne, siger Finn Pape. Mesterskaberne slutter i morgen med de sidste 28 løb.   Fotos: Rolf Martin Sørensen   Løb og resultater: https://racemanager.no/no/resultater/stevne/195434/